Kinesisk religion og livsanskuelse. Klaus Bo Nielsen

faktor, der konstituerer tingene. Den ses her som en ‘substans’, der enten optræder som forfinet eller grov, hvor Himlen dannes af det lette og fine qi, medens jorden skabes af det tunge og grove qi. På det individuelle plan optager mennesket qi-energi gennem åndedrættet, men der herskede den opfattelse, at qi kunne reguleres, forfines og akkumuleres gennem mentale og fysiologiske teknikker. I samme tråd indgår qi i forskellige praksisser, der menes at styrke livskraften og som især kan iagttages i daoismen. Den ældgamle kinesiske lægekunst, som allerede var veludviklet for mere end 2000 år siden, betjener sig af grundlæggende opfattelser, som også ses afspejlet i filosofien og omvendt. Mennesket bliver også her forstået som en organisme, der er en model af en større kosmisk sammenhæng, hvor yin og yang som kombinationer af qi udgør de faktorer i mennesket, som alt efter deres indbyrdes balance bestemmer udfaldet af sygdomme. Ofte tales der om faren ved, at qi-energien enten stagnerer eller spredes uhensigtsmæssigt i kroppen. Den kan mistes eller blokeres i det menneskelige legeme. Heraf følger risikoen for diverse patologiske tilstande. Den menneskelige organisme er påvirkelig af faktorer i det omgivende miljø. Det er en udbredt opfattelse, at qi-energien, som er på sit højeste ved livets begyndelse, gradvist aftager for til sidst at udslukkes med døden til følge. I den primært daoistiske søgen efter ‘udødelighed’ (xian) opdager man, at qi i den menneskelige krop består af to kvaliteter. Fundamentalt består menneskets livskraft af en oprindelig eller en prænatal yuanqi , som forbinder det med kosmos, men sekundært eksisterer også en postnatal qi, der holder kroppen i gang gennem åndedræt og føde.²³ I den medicinske tanke og den indre fysiologi i menneskekroppen tegner der sig et billede af tre komponenter i kroppen, der er afgørende for et menneskes sundhed og velvære. Den første er den allestedsnærværende livsånde i form af qi . Den anden er jing (essens), som er betragtet som en særlig koncentreret og subtil form af qi, der potentielt kan udnyttes til at nære ånden eller skabelse af nyt liv. Den sidste er shen (ånd), der både kan anvendes om guder og ånder, men i den spirituelle fysiologi er shen den åndsevne, der bor i hjertet (i nogle daoistraditioner har shen dog sæde i hjernen), og som blandt andet kommer til udtryk i en persons intellekt, indsigt og intuition. I realiteten er shen anset som en særlig forfinet qi-konstellation. Forskellige medicinske traditioner har imidlertid uensartede opfattelser af, hvilken rolle qi, jing og shen indtager i de kropslige og mentale funktioner.

      Både før, men især siden Tangdynastiet (618-907) omtaler mange skribenter i forskellige religiøse traditioner det reneste og mest subtile qi som det oprindelige qi (yuanqi). Når qi antog form af en perceptionel ting, opfattedes en given konfiguration af qi som en ting, der gennemløb en cyklus af udvikling og forfald. Den ultimative cyklus af qi kunne opfattes som dao, den altomfattende kosmiske proces.

      I modsætning til den klassiske kongfuzianisme indtager qi en dominerende rolle i den senere nykongfuzianisme. I det 11. århundrede bliver qi tilført en mere systematisk og spekulativ betydning, idet qi i den nykongfuzianske tanke bliver anset for den oprindelige og grundlæggende ‘substans’, som i sit dynamiske virke danner udgangspunkt for enhver form for forklaring på, hvordan naturens kræfter virker. Det er dette begreb, som anvendes i de metafysiske²⁴ og ontologiske spekulationer. I nykongfuzianismen, såvel som i traditionel kinesisk tænkning, er qi det fundamentale ‘stof’ (stof, energi, vitalitet), verden og dens fænomener er dannet af. At verden er reelt eksisterende, kan ifølge nykongfuzianismen bevises ved det faktum, at qi gennemtrænger hele universet og konstituerer enhver enkelt ting. Hvor buddhismen ofte benægtede tingenes og fænomenernes ultimative eksistens, accepterede nykongfuzianismen fænomenernes reelle eksistens og anså qi som det fundamentale ‘stof’ i universet. Nykongfuzianerne brugte begrebet qi på et metafysisk grundlag i deres kosmologiske spekulationer for at argumentere for realiteterne i fænomenernes verden.

      Qi har, for det første, altid været opfattet som en slags kraft og substans, der eksisterer både i makro- og mikrokosmos og er integreret i universets virke og fremtoning. Og for det andet har qi været nøgle og objekt for alskens selvkultiveringsteknikker i Kinas lange historie, hvor det generelle mønster har aftegnet sig som det forhold, at qi kan optræde i grovere eller finere form. Målet har i den henseende, i forbindelse med medicinske og helsebringende aspekter eller i forbindelse med religiøse soteriologiske mål, været dette at harmonisere det energetiske flow af yin og yang, forfine og på anden måde at skabe en subtil qi, der blotlægger en mere ægte, harmonisk eller naturlig konstitution af qi i mennesket, som befordrer moral, indsigt eller frelse.

      Yin og yang-tegnet omgivet af de otte trigrammer (bagua).

       Yin og yang

      Den kinesiske grundformel for selve livets dynamiske udfoldelse blev fra de ældste tider udtrykt i den kinesiske idé om yin og yang . Yin og yang er ikke begreber relateret til en simpel dualisme. De er i stedet komplementære kræfter, der er baseret på gensidig harmoni. Derved adskiller de sig fra den dualisme, som opstod i Persien, og som bl.a. hersker i zoroastrismen, men som også kom til at præge den hellenistiske og delvis den kristne opfattelse. Her opleves en grundlæggende kamp mellem det gode og onde − lyset og mørket. Men i den kinesiske tanke er kampen afløst af harmoni som det overordnede tema.

      Yin og yang er et dominerende koncept som forskellige filosofiske skoler har taget til sig i løbet af den kinesiske historie. Skønt der gennem en heuristisk betragtning foreligger flere forskellige fortolkninger af yin og yang, kan der dog generelt trækkes nogle grove linjer, der danner fælles horisont for diverse fortolkninger af yin og yang:

      • Den underliggende dynamik der viser sig i alle fænomener og eksistenser.

      • Den interaktion der er til stede i forøgelse og svækkelse i den kosmiske og menneskelige sfære.

      • Den harmoni der sikrer en konstant og dynamisk balance mellem alle ting.

      Første gang yin og yang nævnes som et par, er i Odernes Bog (Shijing). Oprindeligt og ifølge de kinesiske tegns piktografi betød yang²⁵ solsiden af et bjerg, solen og det lyse, medens yin²⁶ betegnede det modsatte eller komplementære, altså skyggesiden af et bjerg, månen og det mørke. Efterhånden fik de et utal af associerede betydninger koblet på, således at begreberne henviste til et væld af klassificerede tilstande eller objekter, der enten kunne optræde som yin eller yang. Blandt de mest fundamentale komplementære par er yin og yangs symbolik af de maskuline og feminine aspekter af tilværelsen. I denne betydning, som to kosmiske kræfter, optræder yin og yang i den senere Zhoulitteratur. Den kvalitative betydning i negativ og positiv retning opstod først senere, blandt andet i den kongfuzianske kosmologiske spekulation i Hantiden.²⁷ Begreberne fik dog aldrig den ensidige betydning af det onde og gode, fordi yin og yang på det overordnede plan vedblev at være en kombination af to kræfter i bevægelse, der skifter fra yin til yang og omvendt som et naturligt udtryk for en iboende naturlov. En af de vedvarende fortolkninger af yin og yang knytter sig uadskilleligt til qi. Yin og yang ses i den forbindelse som qi i hver sin form, som yang-qi eller som yin-qi. Set på denne måde er qi en kraft, der opstår gennem samspillet med yin og yang. Fra og med Handynastiet blev yin og yang i kombination med De Fem Faser (jord , ild Скачать книгу