Kinesisk religion og livsanskuelse. Klaus Bo Nielsen

og Åndesekten. Senere hen er flere andre religiøse grupperinger blevet bandlyst. Det kinesiske religiøse landskab er langt mere mangfoldigt, end statens religiøse monopoler lader ane. Selv inden for de anerkendte religioner i Kina er der ingen enhed i doktrinær og organisatorisk henseende. Adskillige illegale religiøse bevægelser og små samfund findes i Kina. Så længe de er yderst begrænset i antal og ikke fremstår offentligt, kan de ofte tolereres af de kinesiske myndigheder, men hvor streng eller tolerant kursen er over for mindre illegale religiøse grupperinger, synes at være temmelig vilkårligt. Mindre husmøder i privathjem, såsom bibelstudier, gribes der ikke ind over for. Alligevel insisterer staten på, at alle religionsudøvere skal være repræsenteret i en af de fem ‘store’ statskontrollerede religioner. Den lovbaserede frihed til at tro på en hvilken som helst religion (el. legal religion) skal samtidig følges op med visse pligter og krav, som er fastsat i den kinesiske forfatning. Det Kinesiske Kommunistparti har konstant i de senere år udvist stor interesse for det religiøse felt. Tidligere generalsekretær Jiang Zemin har i den forbindelse præsenteret partiets kurs over for religion i det socialistiske Kina, som dækker tre hovedpunkter:

      • Implementering af Kommunistpartiets religiøse politik.

      • Styrkelsen af administrationen af de religiøse anliggender i henhold til loven.

      • Gennem aktiv ledelse at dirigere de religiøse institutioner og deres proselytter ind i en tilpasning til det socialistiske samfund.

      De kinesiske myndigheder har udsendt en hvidbog i 2002 om deres politiske håndtering af religion i landet, den skal vise det internationale samfund, at de følger de generelle menneskerettigheder. Dokumentet undlader dog at omtale eksempelvis den internationale rapport (2002) om religiøs frihed og dens talrige anklager og dokumenterede sager, der handler om undertrykkelse eller forfølgelse af illegal religiøs praksis.¹⁰

      Om religionerne i Kina fremover vil nyde endnu friere forhold, er svært at sige. Der har været en slingrekurs i den kinesiske religiøse politik. Så snart forholdene tillader det, ses en opblomstring af religionerne i Kina, men lige så hurtigt kan grebet strammes fra regeringens side. Det er mere end tænkeligt, at kineserne gerne vil signalere til omverdenen, at man praktiserer religionsfrihed, for at styrke sympatien og båndene til den vestlige verden. Som tidligere nævnt kan en synlighed i det religiøse landskab i Kina yderligere være en fordel i den politiske kontrol af religionerne.

      KOSMOLOGI

       Det klassiske kinesiske syn på kosmos

      Før man overhovedet betragter de forskellige religioner og livsformer, kan det være nyttigt at se på den kinesiske kosmologi, som udgør et slags fundament for kinesisk livsopfattelse.

      Kosmologi er, hvis man bruger Stanley Tambiahs definition, et tankesæt af koncepter og relationer, som ser universet eller kosmos som et ordnet system, hvorigennem det beskrives med termer som rum, tid, substans og dynamik, og samtidig befolker det med guder, mennesker, dyr, ånder og dæmoner og lignende (Tambiah 1985, 3).

      Kinesisk livsanskuelse definerer mennesket ud fra de relationer, der gives mellem menneske og kosmos. Kosmologier i præmoderne civilisationer er i en vis forstand mere kosmiske i omfang og appel, idet de ikke alene refererer til den fysiske verdensorden eller den naturlige verden, men også til den sociale og historiske verden. Hvilken type af orden lå til grund for disse førmoderne kosmologier, hvis det ikke var videnskabelige love eller matematiske relationer? For de tidlige kinesiske kosmologiske spekulationer, såvel som modparter i andre præmoderne kulturer, ligger forståelsen til orden i universet i den korrelative tænkning. Generelt set betjener korrelativ tænkning sig af en systematisk korrespondance mellem forskellige realiteter i kosmos. Den formoder, at disse realiteter er homologe, at de korresponderer med hinanden i struktur, art, nummer eller andre fundamentale aspekter.

      Kosmologiens rolle i udformningen af Kinas historie er et centralt anliggende, fordi kosmologien udgør en af de mest konstante og vedvarende strukturer i den kinesiske civilisation. Både kongfuzianisme og daoisme hviler på visse grundlæggende kosmologiske strukturer, der i en vis forstand kan betragtes som fundamentet for den kinesiske kultur. I det ‘Gamle Kina’ var universet primært opfattet som en holistisk organisme. Generelt kan man sige, at mennesket i kinesisk tænkning er en spejling af et større kosmos. Naturens ytringer i større målestok blev opfattet som en model, der kunne legitimere menneskelige adfærdsformer, for kun ved en sådan overensstemmelse kan målet om harmoni for individ og samfund nås. Det er væsentligt at gøre sig klart, at menneskets rolle ikke kun var adaptiv, men det blev betragtet som en aktiv deltager i realisationen af dette kosmos, hvor den underliggende tanke er en harmonisering mellem Himlens vej (tian dao ) og menneskets vej (ren dao ). Kineserne så kosmos som en uophørlig og evigt transformerende organisme. For så vidt betød dette, at man var tilbøjelig til at se verden som bestående af hændelser frem for ting. Realitet eller virkelighed, hvis vi skal anvende disse begreber, var i det klassiske Kina netop det komplekse mønster af relationer, som udgør summen af verdens mangfoldighed og dynamik. Af samme årsag søgte man ikke efter en essentiel eller substantiel kerne i de enkelte fænomeners eller tings natur.

      I kinesisk religion og filosofi må man nødvendigvis referere til en ontokosmologi, det vil sige, at det ontologiske bliver åbenbart i kosmologiens funktion, samtidig med at det kosmologiske er inkorporeret i en ontologisk ramme. Den klassiske kinesiske filosofis fokus må i sammenligning med den antikke græske filosofi siges at være på kosmologi frem for ontologi, idet spørgsmålet typisk har været at efterstræbe en viden, der søgte at afklare, hvordan verden hænger sammen, i stedet for at søge efter virkeligheden bag fænomenernes fremtræden. For de kinesiske filosoffer var det afgørende at konstruere en måde at leve livet på, som er pålidelig og ikke et mål om at begribe og artikulere en eviggyldig ‘Sandhed’ eller ‘Virkelighed’.

      Eksperter i klassisk kinesisk filosofi og religion har ofte gjort opmærksom på en ikke-transcendent, organisk og ikke-dualistisk opfattelse af kosmos i det tidlige Kina som årsagen til den kinesiske kulturs unikke perspektiv og distinktive værdier (Peerenboom 1993, Ivanhoe 1990, Hall & Ames 1987, Nivison 1996, Tu 1993, Rosemont 1991). Mark Lewis, Li Ling og Robin Yates har argumenteret for, at kinesisk kosmologi, som et symbolsk system, udgjorde en magtfuld diskurs, der fremstod som en evident ‘sandhed’, og gennem hvilken både intellektuelle og almindelige folk tænkte og talte (se f.eks. Yates 1994b, 56). Kosmologien dannede basis for den diskurs, som også foranledigede den politiske kultur, der var essentiel for dannelsen af den kejserlige bureaukratiske stat i det tidlige Kina.¹¹ Kosmologien var det ‘hellige’ mønster, som udgjorde det ordnede univers, og som ideelt set skulle danne basis for den menneskelige kultur. Det overordnede tema består i en harmonisk balance, primært udtrykt gennem yin og yang. I modsætning til de jødiske, kristne og islamiske religiøse verdensbilleder findes der ikke i kinesisk religion og tænkning et lineært og mytisk narrativ, der fortæller om skabelse som en proces i tid, hvor guddommelig skaberkraft bringer mennesket ind i verden. Den kinesiske verdensforståelse baserer sig ikke på et teologisk narrativ i temporær udstrækning, hvorpå den religiøse identitet er konstrueret. Kinesisk, og især daoistisk kosmologi, er mere optaget af at tilpasse mennesket til kosmos.

      I princippet giver det ringe mening i den klassiske kinesiske kontekst at tale om kontrasten mellem immanens og transcendens. Uagtet der allerede meget tidligt i kinesisk tænkning eksisterede en distinktion mellem det, som tilhører form og kendetegn, og det, som ikke tilhører form og kendetegn. Umiddelbart svarer dette til en skelnen mellem det metafysiske og fysiske niveau, men det betyder ikke, at der opereres med en transcendent virkelighed som en modsætning til en immanent virkelighed. Når nykongfuzianerne udviste en ivrig optagethed af at beskrive f.eks. dao , princip (li ) og Himlen ( Скачать книгу