Kinesisk religion og livsanskuelse. Klaus Bo Nielsen

de alligevel opnået imponerende resultater. Selv om vi ikke ved meget om de rituelle jadeobjekter, kan man dog konstatere, at jaden må have været et særlig betydningsfuldt materiale, og at det ydermere har haft en mængde symbolske attributter.

      Når man betragter offerkar og krukker m.m. fra den kinesiske neolitiske tid, og sammenligner disse med fund fra Shangdynastiet, viser de sig at være videreført i Shangdynastiet eller længere frem i den kinesiske historie. I de neolitiske lervarer fra især Longshankulturen foregribes de keramiske former, der senere viser sig som bronzekar i Shangdynastiet. Da Shangdynastiets frembringelser af bronzekar har et rituelt formål, vil det derfor være nærliggende at tro, at den samme anvendelse har været gældende for de neolitiske lerkar, der tydeligvis har den samme specielle formgivning.³⁵ Neolitiske gravfund har vist, at man placerede dagligdags brugsredskaber og fødevarer hos den afdøde, men samtidig ser man også kostbare genstande, typisk tilvirket af jade, i de neolitiske grave. Det understøtter teorien om, at forfædredyrkelsen allerede i den neolitiske periode var et centralt anliggende.

       Religion i Shangdynastiet

       Shangdynastiet (1600-1046 f.Kr.)

      Kina som civilisation omtales ofte som verdens ældste af samtlige nulevende højkulturer. For mere end 3500 år siden eksisterede der i Kina en sofistikeret kultur. Den traditionelle kinesiske dynastihistorie begynder med Xiadynastiet ca. 2000 år f.Kr. Det er imidlertid usikkert, hvorvidt vi kan betragte Xiadynastiet som et egentligt dynasti. Vi har i denne tidlige periode meget lidt information og ingen beviselige arkæologiske fund, der kan konstatere en eksistens af et dynasti. Før Xia- og Shangdynastiet fortælles det i overleveringen, at der eksisterede fem mytiske kejsere (wudi ). Disse har i traditionen en meget høj status, fordi de betragtes som perfekte kejsere, der evnede at regere landet på den rigtige måde og således skabte fred og harmoni. Endnu længere tilbage, i den mytiske periode, fortælles det, at de tre ophøjede (san huang ) herskede, der egentlig kan forstås som den kinesiske civilisations grundlæggere, eller de kan opfattes som kulturens mytiske ophavsmænd.

      Det andet store ‘dynasti’, som for alvor kan spores, og som ofte er nævnt i de historiske kilder, er Shangdynastiet, der ifølge traditionen eksisterede i flere hundrede år, før Zhoudynastiet tog magten i 1046 f.Kr. Fra arkæologiske udgravninger af gravpladser og beboelsesområder, hvoraf nogle daterer sig til ca. 1300 f.Kr., findes der utallige beviser for, at der eksisterede en civilisation, som bestod i et rigt og organiseret samfund, med et skriftsprog, der tydeligvis er kinesisk. Fund af mægtige bymure og kongegrave indikerer Shangdynastiets evne til at mobilisere enorme mængder af menneskelig arbejdskraft. Det kinesiske skriftsprog fandt sin form under Shangdynastiet, hvorfra vi kender eksempler med skrifttegn skrevet eller indridset i bronzekar, dyreknogler eller skildpaddeskjolde.³⁶ Der er gennem tiden dukket uhyre mange genstande op fra denne tidlige epoke, og fra skrifttegnene kan man få en idé om den verden, Shangfolket levede i. Da tegnsproget, så vidt vi ved, først og fremmest har været anvendt til særlige rituelle formål, fremkommer et billede, der hovedsageligt er knyttet til de kongelige. Det har derfor kun været en fåtallig elite, der har behersket dette skriftsprog.

      De ældste skriftlige kilder fra Kina stammer fra Shangtidens spådomme,³⁷ der omhandler forespørgsler til de højere magter, f.eks. om vejret, krigslykke, sygdom, ofringer, fjendtlig aggression m.m.³⁸ Rådspørgning af oraklet angik således vidt forskellige forhold, fra store vitale spørgsmål om liv og død til mere banale ting som tandpine eller et dårligt øje. De består i korte og konkrete spørgsmål, hvortil der ønskes et bekræftende eller afkræftende svar, som f.eks.:

       Shang Di (Den øverste herre) vil beordre regn, (eller)

       Shang Di vil ikke beordre regn. (Egerod 1987, 14)

      Spådomsteknikken består i at anbringe en glødende nål på knoglen eller skildpaddeskjoldet, efter først at have boret et lille hul, hvor nålen kan anbringes. Derved opstår der revner eller krakeleringer i materialet, hvorved der kan ses en række diffuse linjer, der igen lader sig omsætte til et konkret svar. Svaret kommer i stand gennem tolkning af linjerne udført af en spådomskyndig, som ofte var kongen selv. I disse orakeltekster skinner det tydeligt igennem, at anekulten indtager en central betydning i det religiøse liv. Orakelteksterne afslører en særdeles kompleks og omfattende rituel praksis, der kunne involvere dans og musik og en serie af ofringer til ånderne eller forfædrene. Troen på, at den afdøde blot levede et liv i det hinsidige i lighed med det jordiske liv, ses blandt andet af, at den døde fik mad, brugsgenstande og andre fornødenheder med sig i graven. De levende fortsatte med at sørge for deres aner med offergaver, medens de udøvede forskellige rituelle tilbedelsesformer henvendt til forfædreånderne. De levende havde gensidigt brug for hjælp og beskyttelse fra de afdøde, hvorfor det var nødvendigt at udføre sine religiøse forpligtelser til gavn for og styrkelse af hele slægten.

      Shangreligionen viser nogle af de karakteristika, som senere blev dominerende i kinesisk religiøsitet. Ofringer og divination var dengang som nu et rituelt kommunikationsmiddel mellem den himmelske og den jordiske verden. Kongen selv var det centrale led i forbindelsen mellem Himmel og Jord, og hans gerninger var udslagsgivende for harmonien i kosmos.

      Blandt de materielle frembringelser i Shangdynastiet skal især nævnes de omtalte rituelle bronzekar. De udmærker sig ved en meget avanceret bronzestøbningsteknik, der kulminerede under Zhoudynastiet.³⁹ Men ud over at være objekter med overdådig ornamentik og stor skønhed har disse kar været anvendt udelukkende til de kontakter, der var til den guddommelige verden. Bronzen har været et monopol hos den herskende royale klan, og alene af den grund har de rituelle kar betydning for, hvem der har kunnet henvende sig til de højeste guder eller royale forfædre.

       Skildpaddeunderskjold. Anvendt i Shangdynastiet til at forespørge oraklet. Foto: Klaus Bo Nielsen

       Den politiske dimension i Shangreligionen

      Shangreligionen indeholdt en markant politisk dimension. Ved at studere de mange fragmentariske kilder fra orakelbenene opdager man, at kongen ikke optrådte på egne vegne, mens der hele tiden er et fokus på kongens sociale identitet. Shangreligionen var ikke koncentreret om den individuelle skæbne, heller ikke kongens. Hvad der fremstår som vigtigt, er kongens relation til forfædrene og Shang Di, fordi statens succes og trivsel afhang af velsignelse og støtte fra de himmelske magter. Overordnet kan man derfor sige, at Shangreligionen primært var beskæftiget med at opretholde harmonien mellem den himmelske verden og den jordiske verden, som var det egentlige mål for alle Shangritualer. Et vigtig og markant træk i Shangreligionen var også den indbyggede hierarkiske struktur manifest i de rituelle procedureformer for ofringer, hvor definerede magtstrukturer gør sig gældende i forhold til specifikke forfædre og guder. Ofringer i stor stil var en del af Shangstatens rituelle befæstelse af magten. Fra orakelteksterne fremgår det, at et stort antal dyre- og menneskeofringer (fanger, ‘barbarer’) blev formidlet til de henfarne konger. De tidligere konger var engang regenter af staten, og en kommunikation med de royale forfædre var en praksis, der bandt slægtleddene sammen og markerede den politiske betydning, som forfædreånderne havde for statens velbefindende. Der er naturligvis den mangel, at det kendskab vi har til Shangstaten fortrinsvis er et begrænset religiøst perspektiv med basis i de kilder, der er kommet til os fra spåmændenes orakelben og skjolde. Man må formode, at der i et så komplekst og rigt samfund som Shangdynastiet må have eksisteret mange religiøse udtryksformer, hvoraf størstedelen ikke er muligt at afdække på grund af mangel på kilder. Shangdynastiet regerede over et territorium, som dækkede nutidens nordlige og centrale provinser, der omfatter Henan,