Maoisme betegner formand Maos særlige tilpasning af den marxistisk-leninistiske ideologi til kinesiske forhold. Herved forstås også en politisk ideologi, som betragter religion som et levn fra tidligere tiders uoplyste samfund og som noget, der forventes at forsvinde i takt med den dialektiske materialismes påståede overlegenhed og sandhed. Maoismen kan imidlertid i sig selv ses som en slags pseudoreligion centreret om Mao Zedongs person. Der kan argumenteres for, at Maos kultagtige status og næsten guddommelige autoritet erstattede kinesernes religiøse ‘behov’. Maos ‘lille røde bog’ blev gennem propaganda fra Kommunistpartiet set som alle kineseres vejleder i Maos tanker. Maoismen udviklede sig til en form for politisk religion ikke ulig afdøde Kim Jong-ils position som landsfader for Nordkorea og dets folk.
Portræt af Mao udstillet på Xi’ans Kunstmuseum. Foto: Klaus Bo Nielsen
Maoismen kan betragtes som en politisk religion, i den forstand at den ‘helliggør’ den politiske orden. Tydeligst sås dette træk under Kulturrevolutionen (1966-1976), hvor der herskede et organiseret krav om at hylde Mao i de enkelte familier. Hver morgen og aften skulle man på rituel vis stå foran hans billede og fokusere på den revolutionære idé. Her kunne man også bekende sine synder, hvis man havde været forfalden til reaktionære tanker. Under Kulturrevolutionen søgte Mao at styrke sin karisma i egenskab af folkets store leder. Mao gjorde selv meget til, at han blev opfattet som en mytisk figur, og kulten omkring ham blev styrket. Et led i denne mytologisering var det iscenesatte mediestunt, hvor det blev påstået, at Mao ved en officiel lejlighed havde svømmet over Yangzi-floden, en bedrift som kun få havde udført. Episoden var dog rent fiktivt spin og fandt aldrig sted i virkeligheden. Et andet eksempel er den berømte Lange March, som blev imiteret af rødgardisternes marcher under Kulturrevolutionen, derved blev selve den kinesiske kommunistiske revolution mytologiseret. Den blev et billede på opofrelse og vilje i kommunismens tegn.
Trods det antireligiøse udadtil i den ateistiske maoisme, så man samtidig, at Mao spillede på religiøse elementer som middel til sin magtposition. Den kollektive opstemthed eller ‘beruselse’, der opstod i grupper, der studerede Maos Lille Røde, gav Maos tanker en karakter af dogmatiske sandheder. Man kan sige, at folket gennem ideologisk og religiøs propaganda indgik i et trosfællesskab. Massemøder hørte til dagens orden, fra smågrupper op til millioner af mennesker. Ved åbningen af møderne sang man gerne Østen er Rød, en hyldest til Mao.
Mao bliver i Østen er Rød set som ingen anden end frelseren, der ophæver armod og giver frihed. Han elsker folket, som også den rette hersker gør det i den kongfuzianske tanke. Ikke mindst er Mao sammenstillet med de kosmiske kræfter, idet han er som solen.9
Antallet af religiøst troende mennesker i nutidens Kina er sandsynligvis større end almindeligvis antaget fra officiel side. Religion er også i Kina en privatsag, så der er sådan set ikke nogen hindring for, at man kan være optaget af religion i sin privatsfære, i det mindste ikke hvis man afholder sig fra at plædere for sin religiøse overbevisning i det offentlige rum, som befinder sig uden for de religiøse institutioner. Privatiseringen af religion i Kina må også ses på baggrund af de kinesiske myndigheders ønske om at dæmme op for, at religiøse bevægelser og samfund kan vokse sig store og stærke nok til at udfordre partistaten. Privatiseret religion derimod kan operere inden for rammerne af den statslige lovgivning og procedurer. Man kan med en vis skepsis betragte den tilsyneladende større frihed i dag for religionerne i Kina. Det er muligt, at de kinesiske myndigheder tilskynder større religiøs frihed for netop at gøre religionerne mere synlige og kontrollerbare.
Frihed til at vælge sin tro som individ er imidlertid ikke fyldestgørende, hvis man ikke har retten til at praktisere den. Det er på det punkt, der i dag er kontrol og grænser for religionsudøvelse. Hvis der var fuld religionsfrihed, ville de religiøse grupperinger og institutioner kunne organisere sig, som de havde lyst, uafhængigt af de kinesiske myndigheder. I artikel 36 i den kinesiske forfatning hedder det: “Borgerne nyder religiøs frihed. Intet statsligt organ, offentlig organisation eller individ må tvinge borgerne til at tro på, eller ikke tro på, en hvilken som helst religion”. Når det Kinesiske Kommunistiske Parti alligevel forfølger visse religiøse grupperinger, hænger det delvist sammen med, at disse grupperinger ikke defineres som religion, men kult, og typisk siges at være farlige kulte. Her henvises til en anden artikel, nr. 51, der proklamerer: “Udøvelsen af borgernes frihed og rettigheder i den kinesiske folkerepublik, må ikke skade staten, samfundet eller kollektivet”. I det kinesiske tilfælde er det ganske givet Det Kommunistiske Parti, der definerer statens interesser. Netop den religiøse frihed kan siges at være begrænset af det statskrav, der fordres af alle legale religioner i Kina, der handler om, at de religiøse samfund må arbejde for fædrelandet og socialismens sag. Religionerne bliver derfor placeret inden for en horisont, der via en konstitution sætter den ateistiske ideologi højest.
Officiel statistik angivet i antal millioner tilhængere: Bureauet for Religiøse Anliggender 2003. Undersøgelsen må dog tages med store forbehold. F.eks. er daoismens proselytter i denne opgørelse markant lavere end buddhismens, hvilket i andre undersøgelser er mindre udtalt. Undersøgelsen medtager næppe det forhold, at kinesiske lægfolk ofte følger både buddhismen og daoismen og ikke bekender sig udelukkende til den ene religion. Kilde: Lai 2003.
I nutidens Kina er der kun fem religioner, der er legale, nemlig buddhismen, daoismen, islam, katolsk og protestantisk kristendom. De to sidstnævnte betragtes i Kina som to særskilte religioner. Disse religioner er repræsenteret af hvert deres forbund, der fungerer som nationale statskontrollerede organer.
Buddhismen var allerede organiseret i en række lokale organisationer i begyndelsen af 1920’erne. Det såkaldte ‘Nationale Buddhistforbund’ blev dannet i 1929, men først i 1953 blev dets legale rolle og rettigheder defineret i forhold til staten. Daoismen dannede sit nationale forbund i 1956 med oprettelsen af ‘Det Nationale Daoistforbund’, der fungerer efter samme principper som det buddhistiske søsterforbund. Snart efter fulgte både kristne og islamiske forbund. Fælles for disse religiøse traditioners sammenslutninger i forbund er, at de alle er underlagt “Bureauet for Religiøse Anliggender”; et statsligt organ oprettet i 1954. På sin vis kan bureauet opfattes som et kontrolorgan, men billedet er ikke helt så enkelt. Det er i dag delt i to afdelinger. Den første håndterer anliggender inden for den daglige drift af de religiøse institutioner. Den anden tager sig af at definere den religiøse politik og har til opgave at overvåge og bedømme, hvorvidt de religiøse aktiviteter er legitime. Den arbejdende stab i bureauet er i regelen ikke særlig kyndige med hensyn til religioner og deres praksis, men modtager kurser herom ved deres ansættelse. Langt de fleste er medlemmer af Det Kommunistiske Parti. En af bureauets opgaver er at være behjælpelig med at generhverve og genopbygge kirker, templer og klostre, der under Kulturrevolutionen blev lagt øde eller blev inddraget til verdslige formål, men som nu igen skal fungere efter deres oprindelige sigte til gavn for de religiøse institutioner og deres tilhængere. Under Kulturrevolutionen var alle nationale religiøse sammenslutninger sat ud af spillet, inklusive Bureauet for Religiøse Anliggender. Efter Kulturrevolutionens bratte afslutning i 1976 optog disse organer igen deres drift med fornyet styrke.
Inden for de sidste par dekader er der sket en voldsom acceleration i restaurering og genopbygning af templer og klostre i Kina. Hvor det før ofte var udenlandske donorer fra Taiwan, Hong Kong og Singapore, der gav økonomisk bistand til restaureringer, kan man nu nationalt og regionalt rejse økonomiske midler uafhængig af udenlandske bidragydere. Det økonomiske boom i Kina kombineret med en satsning på turisme har gjort, at indkomsten til templer og klostre er steget dramatisk. Desuden er der flere eksempler på, at regionale firmaer og rige enkeltpersoner har doneret penge til de religiøse samfund.
I 1995 udstedte Statsrådet og Det Kommunistiske Partis Centralkomité et cirkulære, der stemplede en række religiøse bevægelser eller organisationer