Kinesisk religion og livsanskuelse. Klaus Bo Nielsen

og hver af disse bestod af en hovedstad omgivet af mure. Uden for fæstningen lå et område af opdyrket land, som udgjorde de fornødne ressourcer for landbrug.

      Oprindeligt havde Zhouregenten, der bar titlen wang (konge ), delt landområderne ud til sine vasaller og medlemmer af den royale klan samt de allierede, der havde støttet ham i Zhoudynastiets fremmarch. Der var mindst fem forskellige titler, som blev båret af de jordbesiddende og adelige frænder, som stod under kongen. I mange tilfælde var disse enerådende inden for deres egne landområder, men stod stadig under den kongelige magt, der havde retten til at udskrive tropper i krigssituationer og arbejdskraft til større bygningsprojekter. De forskellige adelsmænd søgte audiens hos kongen for at befæste deres alliance. Under hensyntagen til deres forvaltningspligter over landet var der fællesskabsstiftende ceremonier, der formelt sikrede retten til deres respektive områder under ed til de himmelske og jordiske magter i gudeverdenen. Der blev ofte foretaget yderligere ejendomsopdeling, da større og mindre jordejere kunne forære små landområder bort til individuel ejendom. Magtstrukturen var ikke afhængig af en lovgivning, men loyaliteten mod systemet og magten var baseret på slægtskabsrelationer og konduite.

      Den første Zhoukonge flyttede til en ny hovedstad nær vore dages Luoyang i den vestlige del af det, der tidligere udgjorde Shangterritoriet. Markeringen af den nye hovedstad efter sejren over Shang var et led i konsolideringen af magten. Ikke langt fra hovedstaden lå bjerget Song, der rejste sig majestætisk over det flade terræn. Himlens Hal, et særligt tempel, blev bygget, for at kongen kunne udføre den hellige offerhandling til Himlen, med reference til Songbjerget, også kaldet den centrale tinde (Zhongyue). Bjerget blev associeret med Himlens pol, hvorom alle andre himmellegemer drejede, og hvor de himmelske guddomme dvælede. Oprettelsen af hovedstaden, med dens centrale tempel, skal ses som etableringen af den statslige, officielle dyrkelse af Himlen, der indikerede Zhoukongens legitime ret til at regere over de fire verdenshjørner.

      Kongens lederskab angik ikke kun det politiske og militære område, men han fungerede også som ypperstepræst eller sakral leder. Han forpligtede sig til at udføre de store statslige ofringer til Himlens og Jordens magter. Helt centralt i aristokratiets religiøse udøvelse var praktisering af forfædrekulten, hvor de forskellige klaners autoritet bl.a. afhang af anernes status og tidligere bedrifter. Det royale dynasti førte slægtslinjerne tilbage til de mytologiske urtidskejsere, og kongen blev opfattet som Himlens ætling.

       Himlens Mandat

      Zhoukongens politiske magt blev understøttet af forestillingen om ‘Himlens Mandat’ (tian ming ). Dette mandat blev meget tidligt i Zhoudynastiet opfattet som en slags blåstempling fra Himlen til at lede riget på jorden. Kongen holdt i sine hænder mandatet, der gav ham den legitime autoritet og Himlens velsignelse til at styre landet. Men mandatet kunne tabes, hvis regenten forsømte sine moralske forpligtelser. ‘Himlens Mandat’ lader til at være et begreb skabt af Zhouherskerne med specifik reference til Shangdynastiets fald. Det er ligeledes tydeligt, at mandatet ikke kun er politisk, men også i høj grad er et moralsk og etisk begreb. Det er ganske påfaldende, at tabet af Himlens Mandat i overvejende grad forklares ud fra regentens tyranni, dekadente levned, ansvarsløshed og umoralske adfærd. Med begrebet Himlens Mandat kunne Zhouherskerne legitimere magten på en guddommelig basis. I Historiens Bog (Shujing) kan man konstatere den store betydning, orakeltroen og Himlen havde på kongens ve og vel og landets velfærd. I denne sekvens fra Historiens Bog ses netop disse anskuelser samt faren for, at Himlens Mandat kan tabes. Situationen er den, at Zhoukongen er syg og ikke i stand til at ofre:

      Blandt folkene i alle fire verdenshjørner er der ingen der ikke hædrer og frygter ham. Ak, lad ikke det af Himlen nedsendte kostelige ombud Himlens Mandat, (kongemagten) styrte sammen, men lad vore henfarne konger til evig tid have én de kan lide på og ty til (for at modtage ofringer). Nu skal jeg da give denne befaling (dette spørgsmål) videre til de fornemste skildpadder. Såfremt I opfylder min bøn (at kong Wu skal komme sig), da vil jeg tage min jadeskive og jadestav og vende hjem for at afvente jeres befaling. Såfremt I ikke opfylder min bøn, vil jeg gemme min jadeskive og jadestav bort (da der ikke er mere at forhandle om ved alteret). Han rådspurgte da tre skildpadder, som alle gav samme gunstige svar. Han åbnede et bambusrør indeholdende runestave og han tog stavene frem. Også disse viste at svaret var gunstigt. Zhou Gong sagde til kong Wu: Spådommens indhold var at der ikke skal ske kongen (dig) nogen mén … (Kongen sagde:) Jeg lille barn har på ny modtaget ombudet (Himlens Mandat, kongemagt og liv) fra de tre konger. Jeg kan nu planlægge med henblik på et langt og fuldbyrdet liv (et liv som vil blive levet til ende). Hvad jeg nu tør forvente er at forfædrene på virksom måde vil drage omsorg for mig, den ensomme mand (kongen som er alene over folket).

       (Egerod 1987, 29-31)

      Tekststykket ovenfor afslører mange af de religiøse forestillinger, der herskede under Zhoudynastiet, som f.eks. betydningen i at kunne ofre til forfædrene, Himlens aktive formaninger og sønlig ærbødighed (xiao).

      Zhoudynastiets senere historie er en epoke, hvor Zhoukongens magt gradvist svinder ind. Fra at være den mægtige og enerådende konge på det politiske, militære og religiøse plan, forsvandt kongens magt gradvist mod slutningen af Zhouperioden. Splittelsen af magten var den direkte årsag til, at filosofien blomstrede, for i og med at Zhouhuset mistede den politiske magt, opstod der uundgåeligt en autoritetsbrist i forhold til hele den kulturelle institution, som udgjorde det falmende Zhoudynasti. Situationen mod slutningen af Zhoudynastiet var derfor, at Zhoukongen havde mistet sin reelle magt og kun var en marionet i det politiske og militære spil. De forskellige fyrster eller konger kæmpede fortsat om den centrale magt, indtil den militært, stærkt ekspanderende magt, Qin, til sidst fik overherredømmet under Shi Huang Di (den første storkejser af Kina) og etablerede Qindynastiet.

      De mange filosoffer ansporedes og blev netop synlige i lyset af den kaotiske situation, fordi det var på det grundlag, at de med deres nytænkning fik deres berettigelse. Perioden er blandt andet karakteriseret af den indbyrdes konkurrence, der var blandt de kinesiske filosoffer om at vinde fyrsternes gunst. Fyrsterne var i deres religiøse, kulturelle og politiske frisættelse åbne over for nye idéer. Tilmed så man nu, at enkelte af disse fyrster tildelte sig selv kongetitlen. Det var ikke kun den sociale mobilitet, der var under udvikling, men i denne opbrudstid opstod også nye idéer og tanker, uden hvilke den intellektuelle diskurs ikke kunne finde sted. Den altdominerende guddommelige magt, Himlen, havde mistet sin troværdighed. Lykke og ulykke kunne ikke længere blot ses som en afventen af en skæbnebetonet reaktion fra Himlen. Den særlige alliance og legitimitet, Zhoukongen havde gennem et egenhændigt forhold til Himlen, brydes ned. Resultatet var en omdefinering af Himlen i naturalistiske termer og den humanistiske tænknings opblomstring.

      Himlens Mandat, der i særlig grad vandt genklang i kongfuzianismen, blev for den rationalistiske og humanistiske kongfuzianisme ensbetydende med, at hvert enkelt individ bestræbte sig til det yderste for at perfektionere sig moralsk. Himlens Mandat var derfor i den kongfuzianske forståelse ikke en transcendent guddommelig vilje. Realisationen af ens liv i den ideelle kongfuzianske udgave var at vedblive at kultivere sig selv i den overbevisning, at ens autentiske natur er en del af de altgennemtrængende principper manifesteret af Himlen. Magten til at ændre og forme samfundet forskydes dermed til den menneskelige sfære.

       Lærdom under Zhoudynastiet

      Zhoudynastiets militære kolonisering medførte, at det ideografiske kinesiske sprog bredte sig til andre folkeslag med anderledes lingvistisk baggrund. Siden det ideografiske skriftsprog er uafhængigt af udtalen, skabte det muligheden for kommunikation mellem folk med forskellige dialekter.

      Den almindelige befolkning, som levede i Zhoudynastiet, blev hovedsagelig inddelt i to kategorier: statsfolk eller byfolk (guoren