Di og de fire kosmografiske retninger (
sifang og centrum)
Under Shangdynastiets periode var Shang Di (Den øverste Gud eller herre)40 den øverste personaliserede guddom, der i særlig grad var forvalter, beskytter og dommer over menneskeheden. Shangreligionen skal ses i nøje sammenhæng med forvaltningen af Shangstaten. Troen på, at Shang Di skænkede en god høst og assisterede med guddommelig støtte i kamp, var samtidig et udtryk for en velsignelse af kongens person. Kongen kunne gennem sine forfædre etablere kontakten til Shang Di. Derfor var de royale afdøde forfædre et vigtigt redskab for kongens psykologiske og ideologiske støtte, rettet mod den politiske dominans, som blev udøvet af Shangkongerne. Gennem sin evne til at udøve spådomskunst, bøn og offer sikrede kongen sig velvilje hos de himmelske forfædre, der residerede i det himmelske hof hos Shang Di. I den jordiske tilværelse var kongen den enestående teokrat, der fungerede som forbindelsesled til den guddommelige verden. Hvorvidt Shang Di kan opfattes som en klangud eller en selvstændig højgud, har været et omstridt spørgsmål. Var han en særlig ophøjet fælles stamfader til Shangklanen eller et kollektivt symbol på de royale forfædre? Måske var han snarere en personifikation af naturen og dens kræfter? Det foreløbige og mangelfulde svar er, at vi ved det næppe. Der er imidlertid eksempler på divinationstekster fra orakelben, der udtrykker magthavernes angst for, at Shang Di vil ødelægge den royale stad, sædet for Shangklanens magtudfoldelse. Det kunne tyde på, at Shang Di ikke nødvendigvis blev intimt knyttet til forfædredyrkelsen, der baserede sig på gensidig afhængighed mellem de levende og døde slægtninge. Fra de sparsomme kilder fra Shangdynastiet optræder ligeledes en række naturguder. Løseligt kan vi ifølge Yao & Zhao (2010) placere naturguderne i tre undergrupper:
1. Astrale guder knyttet til himmelfænomener som sol, måne, planeter og stjerner.
2. Meteorologiske guder forbundet med vind, regn, lyn, torden m.m.
3. Topografiske guder forbundet med f.eks. bjerge og floder (Yao & Zhao 2010, 158).
Flere eksperter i Shangcivilisationen (f.eks. Allan 1991, Wang 2000) har gjort opmærksom på, at kosmologien i Shangdynastiet var struktureret efter de fire retninger (sifang ) og et centrum. Der er en påfaldende strukturel lighed mellem Shangkosmologien og den senere kosmologiske idé om De Fem Faser (wuxing ), der opstod i Zhoudynastiet og endelig slog igennem under Handynastiet. Kendskabet til Shangkulturens opfattelse af en kosmologi, der består i de fire retninger og et center, kan uddrages af spådomsteksterne på orakelbenene og orakelskildpaddeskjoldene samt de materielle genstande, der viser sifang og et center i form af et symbolsk emblem, der kan betegnes som korsformet. Selv Shangkongernes grave lader til at være bygget op efter et mønster, der svarer til sifang og et center. Det er derfor højst sandsynligt, at der er en vis kontinuitet mellem sifang og wuxing. Sifang-kosmologien spillede en betydningsfuld rolle i at definere Shangklanens domæne og etablering af kongens politiske magtcentrum. Shangstaten var i realiteten et netværk af befæstede byer og ikke en stat i almindelig forstand, og slet ikke som i den senere Zhouperiode en enhed med bureaukratiske styreformer. Kongen og den royale familie var de egentlige magtbesiddere, hvor kun særlige rådmænd og spådomskyndige var tæt på den royale klan, selv om de ikke bar nogen familiære relationer til kongen. Shangs politiske magtcentrum var defineret og omgivet af fremmede samfund. Domænet for Shangstaten bestod i et indre (eller centralt) og ydre område, hvor det centrale Shangterritorium inkluderede forfædrenes hovedstad og den nuværende hovedstad samt det royale jagtområde. I det ydre Shangterritorium befandt sig de fire lande, dvs. de østlige, vestlige, nordlige og sydlige lande, der alle betragtedes som Shangterritorier, kontrolleret af Shangklanens lokale herskere. Shanghovedstaden stod i forbindelse med hundredvis af små befæstede byer, hvor de enkelte byer stod i en bestemt hierarkisk forbindelse til andre byer, alle underlagt Shanghovedstaden; det royale centrum (se Chang 1980, 240). Uden for de indre og ydre landområder i den politiske geografi befandt de ‘andre’ sig, som stod i modsætning til ‘os’, hvilket var ensbetydende med de fremmede folkeslag, der levede uden for Shangterritoriet. Grænserne mellem ‘os’ og de ‘andre’ var ikke markeret som faste fysiske grænser, men blev konstant defineret og redefineret gennem en dynamisk interaktion. Imidlertid er disse geografiske strukturer kun en del af forestillingen om sifang og centeret. Sifang udstrækker sig kosmologisk til en mere omfattende rumlig struktur, hvorfor sifang også indtog en betydning, der inkluderede langt mere end et politisk center. Sifang fungerede som en kosmologisk struktur, der klassificerede alle kræfter i universet, inklusive naturens magter, gudernes kræfter og fremmede folkeslags politiske magtfaktorer. For Shangfolket var Shang Di beherskeren af alle disse kræfter. Aihe Wang (2000) har demonstreret, hvorfor sifang nævnes så ofte i orakelteksterne. De talrige ritualer var et middel for kommunikation med den guddommelige verden, og Shangkongerne var i deres rituelle kommunikation afhængige af sifang-strukturen. Man kan konstatere, at ingen af de rituelle ofringer, der er beskrevet i orakelteksterne, er direkte henvendt til højguden Shang Di, men ofte henvendt til sifang. Skønt Shang Di ikke agerede direkte i den menneskelige verden, kunne han udsende sin magt via sifang som mediator. Det var yderligere gennem sifang-strukturen, at Shangkongen foretog sine rituelle forhandlinger, ofringer og bønsafsigelser til guderne.
Religion i Zhoudynastiet
Zhoudynastiet (1046-221 f.Kr.)
Zhoudynastiet kan opfattes som Kinas klassiske epoke. Det var i denne tid, at mange af de store opfindelser fandt sted, og filosofien vandt frem. Der var tekniske fremskridt, og kunsten nåede nye grænser for sin formåen og udtryk. Pengeøkonomien holdt for alvor sit indtog i slutningen af perioden, hvor byernes befolkningsantal steg, og handel og håndværk fik stigende betydning. Frem for alt var det dog en brydningstid − religiøst, politisk, socialt og menneskeligt.
Shangdynastiet blev fortrængt af Zhoudynastiet, der erobrede Shangfolkets hovedstad i det 11. århundrede f.Kr. og lagde den øde. Tidligere anså forskerverdenen Zhoufolket som et kinesisk folk, der dog havde andre skikke, både religiøse og samfundsmæssige, end Shangfolket. Man mente, at det var et bronzealderfolk, der på mange måder mindede om Shangfolket, men alligevel havde et eget særpræg, kunstnerisk, religiøst og politisk. I dag hælder man generelt til den antagelse, at dynastiernes skiften fra Xia til Shang og igen fra Shang til Zhou var et udslag af mere eller mindre sameksisterende staters skiftende hegemoni. Derfor bunder nøglen til forståelsen af Zhous lighed med Shang nok snarere i, at de to dynastier oprindeligt kunne betragtes som to ret ensartede kulturer, der hver besad et område af datidens Kina. Om det siger antropologen og arkæologen Kwang-chih Chang: “I den kinesiske situation besad forskellige stater − Xia, Shang, Zhou og andre, forskellige territorier i det nordlige og centrale Kina, hver især karakteriseret af særlige ressourcer. Shangperiodens optegnelser på orakelben viser hen til, at Shangstaten havde forbindelse til andre stater, der befandt sig på et sammenligneligt civilisationsniveau” (Chang 1980, 366).41 Ligheden mellem Shang og Zhou kan da forklares med en oprindelig lighed og en gensidig indflydelse på hinanden. Overgangen fra Shang til Zhoudynastiet er derfor en manifestation af, at Zhou invaderede Shangterritoriet og undertvang det, hvorefter kongen af Zhou blev den absolutte magthaver i det centrale og nordlige Kina.
Zhoudynastiet blev styret af kongen og hans vasaller, der ofte var medlemmer af den royale klan. I den forstand var Zhoudynastiet et feudalt samfund, men samtidigt eksisterede der også en vis form for bureaukrati,42 skønt officielle poster sikkert ofte har været sammenfaldende eller identiske med positionen som vasal. Ikke desto mindre har der under disse aristokrater eksisteret et lag af eksperter og lærde, der førte protokoller og administrerede straffelov, ritualer m.m. Magten kunne opretholdes gennem et stærkt militær, der stod til kongens rådighed, og ikke mindst via forestillingen om kongen som den jordiske stedfortræder og parallel til Shang Di, eller Himlen, som Zhoufolket senere valgte at kalde den øverste magt.
