FortAellerfiktionen. Rolf Reitan

og personens tegn«. Ikke-personen eller det a-personale »system« fungerer således, ser det ud til, som en slags garant for en tekstintern referentiel mening, som ikke er afhængig af den narrative instans’ taleakt – en objektiv mening. Hvem er så ansvarlig for det a-personale system? Fortælleren, givetvis, men det er en fortæller, der har givet afkald på sin suværenitet og underkastet sig en objektivitet, som han ganske vist fortæller, men på en måde, hvor han selv optræder som »fraværende« eller »forsvindende«: »Der er ikke en gang nogen, der taler her«; måske man slet ikke ville kunne finde tegn på denne fortæller, hvis det ikke var for de tegn, der produceres i det personale system (hvis det overhovedet er aktiveret).

      Anti-mímesis

      Vi har allerede set, at ideen om fortællingen som et særligt semiotisk system ikke primært handler om den virkelighed, som ord, sætninger og fortællinger refererer til, eller som den får læseren til at tro på som en realitet (»uden for« teksten). Forfatteren er udenfor, men fortælleren er, som vi efter Barthes har vænnet os til at sige, en tekstuel størrelse. Ligeledes er læseren ikke en person, som forfatteren henvender sig til, ikke læseren uden for teksten, men en tekstuel instans, der kan aflæses i fortællerens diskurs. Det tekstuelle – og det sproglige, som teksten bygger på, og hvis regler den ændrer, uden dog nogensinde at forlade sproget – det er, hvad det hele handler om. Og det indebærer nødvendigvis en »anti-mimetisk« position. Barthes hylder den i en række afsluttende formuleringer:

      […]; fortællingens funktion er ikke at ›repræsentere‹, den er at konstituere et skuespil [un spectacle], som endnu er meget gådefuldt for os, men som slet ikke kan være af en mimetisk orden […] Fortællingen får os ikke til at se, den imiterer ikke; den lidenskab, der tændes i os ved læsningen af en roman er ikke en ›visions‹ lidenskab (faktisk ›ser‹ vi ikke noget), den er meningens lidenskab, altså en relation af en højere orden, som også har sine emotioner, sine håb, sin trusler, sine triumfer: ›Det, der foregår‹ i en fortælling er referentielt (reelt) set bogstaveligt intet, ›det, der sker‹, det er ene og alene sproget, sprogets eventyr, den uophørlige fejring af dets kommen.⁴¹

      Narrationens niveau: narratologiens paradigme

      På trods af udkastets foreløbighed og tankefejl synes Barthes’ skitse af det ny og uudforskede narrationens niveau at have fungeret som et revolutionerende paradigme for mange af hans læsere (og ikke kun i Frankrig),⁴² og ikke mindst for hans elever Tzvetan Todorov og Gérard Genette, som også leverede artikler til dette nummer af Communications.⁴³ Enkelte teoretikere mener, at dette paradigme er baseret på en forældet lingvistik.⁴⁴ Men som vi har set, vil metaforer som »baseret på« og lignende være misvisende her. Der er en massiv inspiration fra strukturalistiske teoretikere fra Sausssure over Lévi-Strauss, Propp og Greimas, og hvad gælder spørgsmålet om narrationens niveau en kraftig inspiration fra Benveniste; men den er yderst selektiv, frit transponeret og forsøgsvist gendannet på litteraturens, dvs. tekstualitetens betingelser, forstået som et (endnu uudforsket) diskursivt og semiotisk system. Benvenistes jeg-du-system, for eksempel, optræder nærmest som en parodi hos Barthes: Fortælleren henvender sig ikke til læseren, og læseren skal være en kode, som vi kan afkode ved, at fortælleren meddeler noget, som han ikke ville have skullet gøre, hvis der ikke var en læser at tage hensyn til. (Med andre ord, der bliver ikke fortalt til læseren-i-teksten, men for ham.) Og i Benvenistes rent lingvistiske perspektiv ville Barthes udgave af det personale system i de »rigtige« romaner simpelthen ikke være andet end en mundtlig fortælling (som ikke bruger histoire-systemet). Ligeledes ville den højmodernistiske pol på romanens udviklingsakse – med dens rene, narrative instans – hos Benveniste kun kunne ses som et psykotisk fungerende jeg.

      Skønt det, trods mange stjerneformuleringer, måske ikke er ret meget, der er lysende klart i Barthes skitse af narrationens niveau, er følgende referencer til klassisk retorik ikke til at tage fejl af:

      Hvad angår vore skrevne litteraturer, noterede man meget tidligt ›diskursformer‹ (som faktisk er tegn på narrativitet): klassifikation af de måder, forfatteren kan intervenere på (skitseret af Platon, gentaget af Diomedes⁴⁵), kodning af fortællingers begyndelser og slutninger, definition af forskellige repræsentationsstiler (oratio directa, oratio indirecta, med dens inquit, oratio tecta), studium af ›synsvinkler‹ etc. Alle disse elementer er dele af narrationens niveau. Klart nok må man tilføje skriften [l’écriture] i sin helhed, for dens rolle er ikke at ›transmittere‹ fortællingen, men at fremvise den [l’afficher].⁴⁶

      Kort sagt: Alt, som ikke bare kan opsummeres i et referat af historien og dens karakterer, hører ind under narrationen. (Den sidste sætning, typisk Barthes, refererer ikke til klassisk retorik, men den er også klar nok: Når vi som læsere ikke ser det fortalte, ser vi i det mindste skriftens bogstaver.) I denne passus finder vi så måske også en forklaring på, hvorfor Barthes ser det som en banalitet, at alle fortællinger har en fortæller: De latinske betegnelser er hentet fra latinsk retorik, og i retorikken, »talekunsten«, er taleren, i dette tilfælde fortælleren, selvfølgelig en banalitet.

      Men for Barthes er det ikke banaliteten, der er det væsentlige, men derimod situationer, hvor fortælleren netop ikke er banalt til stede, og hvor det ikke er disse kodificerede, konventionelle »tegn på narrativitet« (som på sin vis jo er fortællertegn), der er det interessante, og heller ikke den oplagte indeksering af fortælleren med personlige pronominer (selv om disse henviser til papirfortælleren og ikke forfatteren). Det for Barthes interessante er disse fortællertegn, der maskerer den narrative instans og samtidig er tegn på subjektivitet, sådan som han mener at finde dem i »psykologiske« romaner.

      Paradokset er da (men det er måske mere bare et problem end et paradoks), at det, Barthes finder, ikke er de fortællertegn, han vil have dem til at være. Findes der andre – eller er resultatet i virkeligheden, at vi står tilbage med på den ene side fortællinger med disse konventionelle tegn på narrativitet, der måske egentlig kun henviser til forfatteren-somfortæller, og så på den anden side fortællinger, som, hvad enten de nu bruger det personlige pronomen eller ej, figurerer en fortæller, som er kreeret af forfatteren, men ikke er forfatteren? Kort sagt: Har fortællinger, der ikke på en eller anden måde markerer en fortællerfigur, overhovedet en fortæller?

      GÉRARD GENETTE: ›BERETNINGENS GRÆNSER‹

      Diskurs

      I sit bidrag til Communications nr. 8,«Les frontières du récit« (»Beretningens grænser«), er også Genette på jagt efter fortællerens tegn og fortællerens kode. Hvordan véd vi egentlig, at sætningselementer i en tekst er diskursive, hvis de ikke på en eller anden måde markerer en udsiger? Findes der operative kriteria for at afgøre det? Genette svarer med et Benveniste-citat:

      nutid (le présent), som er den diskursive modus’ tid par excellence, defineres ikke som andet end det øjeblik, hvori diskursen foregår, anvendelsen af nutid markerer ›den beskrevne begivenheds sammenfald med diskursens instans, som beskriver den‹.⁴⁷

      Nutid, verbets præsens, skulle således levere et operativt kriterium for at afgøre, om et sætningselement er diskursivt, et »taleelement«. Nutid, præsens, er diskursens tid, for et verbum i præsens henviser til selve udsigelsens tidspunkt. »Den lingvistiske tid er selvrefererende«, sagde Benveniste.⁴⁸ Som lingvistisk selvrefererende henviser enhver tale implicit til talens nu (og hvis der er et tilfælde, hvor den ikke gør det, nemlig når talen er et citat, og den citerede tale ikke henviser til talerens nutid, da gør citeringen det). For Benveniste er pointen først og fremmest, at i lingvistisk tid er talens selvrefererende nutid udgangs- og omdrejningspunkt for alle verbernes tider. En fortælling, hvor den talende beretter en historie, han har oplevet, vil »naturligt« blive fortalt i datid og som fortidig, men denne datid er da altid sat i relation til talens nutid som netop denne nutids fortalte fortid.

      Gambara

      I artiklen om de franske verbers tider havde Benveniste foruden en håndfuld citater