FortAellerfiktionen. Rolf Reitan

placerer sig på en måde mellem strukturalisternes prætention om at bedrive »objektiv« videnskab og eksistentialismens fremhævelse af individernes irreducibelt »subjektive« eksistens, som ikke kan gøres til objekt for videnskab. Ligesom Merleau-Ponty kritiserer han en behavioristisk opfattelse af sproget som blot et kommunikationsinstrument.⁴ Det drejer sig om »subjektiviteten i sproget«,⁵ og sproget er ikke først og fremmest et kommunikationsinstrument, for et instrument er noget, vi fabrikerer, men sproget er ikke fabrikeret; vi kan ikke adskille sproget fra mennesket, forestillingen om et oprindeligt, sprogløst menneske, der tilegner sig et sprog for at kommunikere, er en ren fiktion. Imidlertid, når det er så nærliggende at misforstå sproget som instrument, skyldes det en egenskab ved det, som næsten ikke er til at få øje på, og »som vi endnu kun kan karakterisere summarisk«. Med en formulering, der ikke lægger skjul på sin filosofiske provenance, hedder det: »Det er i og gennem sproget, at mennesket konstituerer sig som subjekt; for alene sproget funderer i realiteten, i sin realitet, som er værens realitet, begrebet om ›ego‹«.⁶ Subjektivitet er funderet i den talendes evne til at optræde som »subjekt«:

      Den defineres, ikke ved den følelse, som enhver kender af at være sig selv […], men som den psykiske enhed, der transcenderer totaliteten af de oplevede erfaringer, som den samler, og som sikrer bevidsthedens permanens. Vi holder os altså til, at denne ›subjektivitet‹, lige meget om man opstiller den i fænomenologien eller i psykologien, ikke er andet end fremkomsten i væren af en fundamental sproglig egenskab. Den er ›ego‹, som siger ›ego‹. Vi finder her ›subjektivitetens fundament‹, som er bestemt af ›personens‹ lingvistiske status.⁷

      Spørgsmålet om subjektet bliver her programmatisk hentet ud af såvel eksistentielle refleksioners som behavioristiske paradigmers sfærer og placeret i et endnu langt fra udforsket felt: sprogets væren – og lingvistikkens verden:

      Selvbevidsthed er kun mulig gennem kontrasterende erfaring. Jeg bruger kun jeg, idet jeg henvender mig til en eller anden, som i min tale bliver et du. Dette er betingelsen for den dialog, der er konstitutiv for personen, for den implicerer i gensidighed, at jeg bliver et du i den tale, med hvilken én, der betegner sig selv ved jeg, henvender sig til mig. Her ser vi et princip, hvis konsekvenser skal udvikles i alle retninger. Sprog er kun muligt, når hver talende optræder som subjekt, idet han henviser til sig selv som jeg i sin diskurs. Af dette forhold fremstiller jeg en anden person, en person som, skønt helt uden for ›mig‹, bliver mit ekko, til hvem jeg siger du og som siger du til mig.⁸

      Jeg-du-forholdet var et privilegeret tema hos mange eksistentialister, men når det også for Benveniste er fundamentalt, er det, fordi han kan se, at den eksistentielle problematik er dybere forankret i det menneskelige sprog, end eksistentialismen kan gøre rede for:

      Personernes polaritet: Det er i sproget den fundamentale betingelse, som kommunikationsprocessen, som vi er en del af, kun er en helt pragmatisk konsekvens af. En polaritet, som i øvrigt er noget helt for sig selv, og som giver en type opposition, som der uden for sproget ikke findes en ækvivalent til. Denne polaritet betyder hverken lighed eller symmetri: ›ego‹ har i relation til du altid en transcenderende position; ikke desto mindre kan ingen af de to termer opfattes uden den anden; de er komplementære, men underlagt en ›indre/ ydre‹-opposition, og samtidig er de reversible. Ville man lede efter en parallel til dette, ville man ikke finde nogen. Enestående er menneskets vilkår i sproget.⁹

      Termerne jeg og du, som markerer subjektiviteten i sproget, skal ikke tages som figurer, men som lingvistiske former, der indikerer »person« i grammatisk forstand, altså 1. og 2. person. Det er bemærkelsesværdigt, siger Benveniste, at der ikke er blevet lagt nogen særlig vægt på det velkendte fænomen, at ingen kendte sprog, uanset type, epoke eller region, mangler »personlige pronominer«. Det kan ske, at visse sprog under visse omstændigheder systematisk udelader dem. Det er tilfældet i de fleste fjernøstlige sprog, hvor høflighedskonventioner kræver, at man erstatter personlige pronominer med perifraser og særlige former. Men netop sådanne tilfælde understreger værdien af de udeladte former; for »det er disse pronominers implicitte eksistens, der giver deres sociale og kulturelle værdi til substitutter, som er påtvunget af klasserelationer«. Benveniste konkluderer: »Disse pronominer adskiller sig altså fra alle betegnelser, som sproget artikulerer, ved dette: de henviser hverken til et begreb eller til et individ.«¹⁰ »Jeg« er ikke et begreb, der omfatter alle de jeg, som hvert øjeblik udsiges af alle talende, sådan som for eksempel begrebet »træ« omfatter alle de træer, som der henvises til med ordet træ. Pronominet »jeg« refererer altså ikke til en leksikalsk enhed. Men jeg kan heller ikke referere til et partikulært individ, for det ville i praksis føre til sprogligt anarki: Hvordan skulle en og samme term kunne henvise til et hvilket som helst individ og samtidig identificere hvert enkelt individ for sig? Med de personlige pronominer har vi åbenbart at gøre med en helt særlig ordklasse.

      Hvad refererer da jeg til?

      Til noget ganske særligt, som udelukkende er lingvistisk: Jeg refererer til den individuelle talehandling, hvori det udtales, og det betegner her den talende [le locuteur]. Det er en term, som kun kan identificeres i det, som vi andetsteds har kaldt en talens instans, og som ikke har andet end en aktuel reference.¹¹ Den realitet, som den henviser til, er talens realitet [la réalité du discours].¹² Det er i talens instans, hvor jeg betegner den talende, at denne udsiger sig som ›subjekt‹. Det er altså bogstaveligt sandt, at subjektivitetens fundament ligger i udøvelsen af sproget [la langue]. Hvis man rigtig vil tænke over det, vil man se, at der ikke er anden objektiv bevidnelse af subjektets identitet end den, som det på denne måde selv giver af sig selv.¹³

      Jeg refererer altså kun til den talehandling (den diskursive instans), hvori jeg udtales (udsiges), og denne aktualisering af sprogsystemet forankrer subjektets identitet. Med denne indsigt vil Benveniste transformere subjektfilosofiens paradigmer til lingvistik og vise, ikke alene hvordan den menneskelige verden er sprogligt konstitueret, men tillige, at denne konstitution næsten bogstaveligt »drejer sig om«, at den talende med jeg henviser til sig selv som talens subjekt.

      Det har tre afgørende konsekvenser. Den første drejer sig om tidens problematik, den anden om kategorien person, den tredje om noget specifikt fransk: brugen af særlige datidsformer i historieskrivning og litteratur.

      Tid: talens instans

      Alle sprog skelner på en eller anden måde mellem fortid, nutid og fremtid og anvender utallige sproglige former til det, men »altid er udgangslinjen en reference til ›nutid‹«. Men hvad er nutid? – En tid, som verbets præsens refererer til? Nej, nutid er ikke andet end:

      sammenfaldet af den beskrevne begivenhed med talens instans, som beskriver den. Nutidens tidsmærke kan kun findes i diskursens indre. Dictionnaire général definerer ›nutid‹ som en ›verbal tid, der udtrykker den tid, hvor man er‹. Men pas på, der er ikke andet kriterium eller andet udtryk for at pege på ›den tid, hvor man er‹, end at tage den som ›den tid, hvor man taler‹. Dét er ›nutidens‹ evige øjeblik, og det er aldrig relateret til en ›objektiv‹ kronologis begivenheder, fordi det for hver talende er bestemt af hver enkelt af de taleinstanser, som relaterer sig til det. Den lingvistiske tid er selv-refererende. I en sidste analyse afslører den menneskelige temporalitet med hele sit lingvistiske apparat den subjektivitet, der er inhærent i selve sprogudøvelsen.¹⁴

      Menneskelig tid er altså bestemt af menneskets evne til i tale at referere til sig selv med jeg og til samtalepartneren med du. Talehandlingens, talens instans’ nu, er tidens omdrejningspunkt: Verbernes førtidsformer refererer til begivenheder før dette nu, fremtidsformerne til begivenheder efter; før og efter har kun mening som relateret til den talendes nu. »Talens instans er således konstitutiv for alle de koordinater, der definerer subjektet«.

      En sådan »pointillistisk« opfattelse kunne umiddelbart synes at modsige bestemmelsen af »subjektivitet« som »den psykiske enhed, der transcenderer totaliteten af de oplevede erfaringer, som den samler, og som sikrer bevidsthedens permanens«. Men Benvenistes pointe er, at subjektiviteten som kontinuitet, som »bevidsthedens permanens«, er en effekt