Men på trods af denne Proust-dominans initierer Discours faktisk en generel narratologisk teori. Hvordan kan det lade sig gøre? Det generelle findes i det singulære, véd vi, og det erkendelige i mysteriets hjerte, og Genette vil gerne have os til at tro, at Discours’ åbenlyse hemmelighed er, at den blot ved hjælp af en række skarpe og meget nyttige diskussioner af almindeligt accepterede fremgangsmåder og begreber faktisk lader På sporet af den tabte tid gøre arbejdet for sig.80 I følgende læsning vil vi undersøge, hvordan Genette i det værk, der blev narratologiens fundamentalt initierende, realiserer bevægelsen fra Prousts særlige poetik til en almen narratologi.
1 Antoine Compagnon, Le démon de la théorie. Litterature et sens commun, Paris: Seuil, 1998.
2 Émile Benveniste, Problèmes de linguistique générale, Paris: Éditions Gallimard, 1966. Bogen er en samling artikler fra slutningen af 30’erne til 1966. Ifølge Jonahan Culler var artiklerne velkendte i strukturalistiske kredse (Culler, Jonathan, Structuralist Poetics, London: Routledge, 1994 [1975], s. 7).
3 I USA og i Tyskland, men til en vis grad også i Frankrig, er det ikke ualmindeligt, at det oprindelige narratologiske projekt kommenteres, uden at Benveniste nævnes, idet man synes at tro, at projektet er en simpel fortsættelse af klassisk strukturalisme. Men Benveniste er, som vi straks skal se, om ikke ligefrem en kritiker af Saussure, så dog en skarp kritiker af saussurismens begrænsninger og bevæger sig faktisk i en sprogpragmatisk retning.
4 Maurice Merleau-Ponty, Phénoménologie de la perception, Paris: Gallimard, 1945.
5 »De la subjectivité dans le langage« (1958), i op.cit.
6 Ibid., s. 259.
7 Ibid., s. 259f.
8 Ibid., s. 260.
9 Ibid., s. 260.
10 Ibid., s. 261.
11 Termen »talens instans« (instance de discours) nævnes i artiklen ›Pronominernes natur‹ (»La nature des pronoms« (1956), op.cit., s. 251-57): Det drejer sig om en egenskab ved pronominerne, »som vi vil kalde ›talens instanser‹, det vil sige de diskrete og hver gang unikke handlinger, ved hvilke sproget aktualiseres som tale af en talende« [actualisée en parole par un locuteur] (s. 251). »Instans« associerer altså til instant, øjeblik; det skal tænkes som »denne talehandling i dette øjeblik«, »lige nu idet jeg taler«.
12 Ordet discours (diskurs) kan være lidt vanskeligt at have med at gøre. Benveniste bruger det her i betydningen ›tale‹ (således at ›samtale‹ altid er medforstået), men andre gange har ordet den mere tekniske betydning af ›tale, hvis udstrækning er længere end en én sætning‹.
13 Ibid., s. 261f.
14 Ibid., s. 262f.
15 Ibid., s. 263.
16 Ibid., s. 265.
17 I ›Pronominernes natur‹ havde Benveniste demonstreret, at 3. persons pronominer (han, hun, det) i alle kendte sprog ikke er personale, men apersonale. Kun jeg og du er personale pronominer; de danner et personalt system. (Fra tid til anden bliver det benævnt som »jeg-du-systemet).
18 Benveniste hævder i denne artikel, at indoeuropæiske sprog udgør en anomali, ja, en »ekstrem undtagelse«, eftersom det i disse sprog er muligt at bruge visse af det-systemets pronominer (for eksempel hun og han) som en slags personale pronominer. Men det fundamentale er også i disse sprog det samme, for hun og han henviser til det, som der refereres til i diskursen, og som i den forstand befinder sig uden for den kommunikationssituation, hvor jeg-du-systemet anvendes. (»Structure des relations de personne dans le verbe« (1946), i op.cit., s. 230).
19 »Les relations de temps dans le verbe français« (1959), i op.cit.
20 Ibid., s. 239.
21 Helt siden 1500-tallet har passé simple voldt grammatikerne usædvanligt store problemer, og ej heller i moderne lingvistik finder man en konsensus om, hvordan den skal beskrives. (For en fyldig sproghistorisk og teoretisk redegørelse se Wendy Ayres-Burnett og Janice Carruthers, Problems and Perspectives. Studies in Modern French Language, Harlow: Pearson Education, 2001, ss. 168-191.) – Indtil midten af 1600-tallet var passé simple en almindelig præteritumsform også i fransk talesprog og ikke begrænset til 3. person. Benveniste hævder, at formen i dag kun bliver brugt i skriftlige sammenhænge, og kun i 3. person. Det er efter alt at dømme en for generel påstand; der findes eksempler på aktuel brug af passé simple 1. og 2. person, dialektalt endog i talesprog. (For en informativ redegørelse med mange teksteksempler fra 1600 til i dag, se Nathalie Fournier, Grammaire du français classique, Paris: Belin, 2002, s. 395-612.)
22 Hvis man præcist imperfektum-oversætter passé simple vil det på dansk ofte give en art passé simple-effekt, men som oftest vil det komme til at lyde umuligt. Tag f.eks. denne sætning fra Madame Bovary: »Mais, quand la lettre fut close, comme elle ne savait pas l’adresse de Léon, elle se trouva fort embarassé«. Den kunne næsten bogstaveligt oversættes med: »Men, da brevet var lukket, og hun nu ikke lige vidste Leons adresse, fandt hun sig stærkt forlegen«. På moderne dansk ville man måske snarere sige » … kom hun i stærk forlegenhed«, »blev hun stærkt forlegen«. Men passé simple antyder en allerede afsluttet handling, som i en perfektum (der på dansk er en sammensat form): »(Hun fandt, at) hun nu var kommet i stærk forlegenhed« eller »(hun fandt, at hun var blevet stærkt forlegen)«. Det ejendommelige ved passé simple er, at den ofte med øjeblikkelig virkning synes at gøre hver begivenhed til en »afsluttet historie«. En passé simple-fortællens bevægelse fremad sker ligesom med ryggen mod det kommende. En sådan »punktuel« datidsform kan vanskeligt gengives med et verbum i imperfektum, som på grund af sin uafsluttethed bygger en slags bro mellem datid og nutid, men lige så umuligt ville det som regel være at bruge den afsluttende perfektum. Så konsekvensen er, at alle danske (og tyske og til dels engelske) oversættelser er henvist til disse sprogs mest simple datidsform, imperfektum, og til mere eller mindre vellykket at vride sætningerne for at få den rigtige effekt. Det er muligt at gøre det, men som oftest ekstremt svært, og mange oversættere tager opgaven let.
23 Denne formulering vil givetvis ikke tilfredsstille mange lingvister. Den forsøger at ramme et mindste fælles multiplum for de fleste lingvistiske traditioners beskrivelsesforsøg og desuden at tage højde for forhold, der er specifikt litterære og som derfor som regel falder uden for den måde, som lingvistikken normalt plejer sit domæne på.
24 Ibid., s. 241. Min kursiv.
25 Ibid., s. 242.
26 Ibid.
27 Ibid.
28 (»Grandet betragtede sin datter og udbrød muntert: — Hun er treogtyve år i dag, barnet; …«). Balzac, Eugenie Grandet, Paris: Nelson, Éditeurs, u.å., s. 30.
29 De fleste lingvistiske traditioner mangler endnu, så vidt jeg kan se, at konfrontere den æstetiske distance og fiktionens problematik.
30 (Jf. senere, s. 187 ff.) Det er måske ikke nogen tilfældighed, at det er i 1600-tallets 2. halvdel, den franske romans klassiske periode, at aoristformen aktuelle (om ikke totale) begrænsning til først og fremmest skrevne fortællinger og til