Genettes »forsøg på metode« placerer sig således fra begyndelsen i en position kendetegnet ved en vis hermeneutisk realisme og i opposition til enhver forestilling om metode, der går ud på at anvende regler og finde facitsvar. Hvad er så Genettes metode? Spøgefuldt ironisk, og idet han spiller på religiøse undertekster og samtidig foregriber en hovedtopos hos Proust, peger han på den ufrivillige erindrings »mysteriøse« uforudsigelighed, som ikke er uden et vist slægtskab med æstetikkens (og poetikkens) og erkendelsesteoriens sfærer:
Det, jeg foreslår her, er væsentligt en analysemetode: Jeg må altså erkende, at idet jeg søger det specifikke, finder jeg det universelle, og at jeg, idet jeg vil stille teorien i kritikkens tjeneste, mod min vilje stiller kritikken i teoriens tjeneste.70 Dette er enhver poetiks paradoks, og sikkert også enhver erkendelsesvirksomheds, altid udspændt mellem de to uomgængelige sandheder, at der ikke findes objekter, som ikke er singulære, og ingen videnskab, som ikke er om det generelle; og dog finder den trøst og bliver på sin vis tiltrukket af denne lidt mindre udbredte sandhed, at det generelle findes i hjertet af det singulære, og altså – i modsætning til en almindelig fordom – det erkendelige i mysteriets hjerte.71
Så mod sin vilje er Genette altså kommet til at stille sin kritiske undersøgelse af Prousts værk i teoriens tjeneste? Det kan lyde som blot en lidt forceret retorisk teaser, og sådan må vi tro, at det er blevet opfattet blandt den større del af Discours’ læsere, for artiklen er først og fremmest blevet læst (og kritiseret) som et udkast til en generel narratologi. Men som vi skal se i det følgende er det næsten helt bogstaveligt sådan, at Genettes samlede teori springer ud af analysen af Prousts værk, og samtidig også sådan, at det stort set er »helt almindelige« – og altså ikke for eksempel specifikt strukturalistiske – »elementer, figurer og fremgangsmåder af almen brugbarhed og kurant værdi«, der bliver gjort operative i analyserne.
På ét punkt, imidlertid, forholder det sig lidt anderledes, nemlig når det gælder inddragelsen af Benvenistes teori om udsigelsen, som jo ikke tilhører litteraturkritikkens almindelige og kurante begreber, selv om den efter 1966 i stigende grad havde vundet gehør (men ikke nødvendigvis forståelse) blandt franske litterater. I Discours’ indledning præsenteres den som en overgribende, teoretisk ramme for analysen; men det sker bemærkelsesværdigt diskret og anonymt, gemt i en diskussion af det flertydige ord récit (normalt oversat med fortælling): Det er nødvendigt at skelne mellem den betydning af ordet, hvor det betegner den fortalte historie, og så den betydning, hvor det betegner ›den række udsagn (i litteraturen den tekst), der fortæller historien‹, altså fortællingen,72 og så en tredje betydning, som synes at være den ældste, og hvor ordet »endnu en gang bekendtgør en begivenhed«, ikke den man fortæller, men den, der består i, »at en eller anden fortæller noget, selve fortællehandlingen« (hvad Benveniste kalder udsigelsen):
Man siger således, at sangene IX-XII i Odysseen er viet til Odysseus’ fortælling, som man siger at sang XXII er viet til massakren på bejlerne; at fortælle disse eventyr er en handling, ligesom det at massakrere sin hustrus bejlere er det, og hvis det siger sig selv, at eksistensen af disse eventyr (forudsat man, som Odysseus, opfatter dem som virkelige) ikke på nogen måde afhænger af denne handling [fortællehandlingen], er det lige så indlysende, at den narrative diskurs, Odysseus’ fortælling […], er absolut afhængig af den, for den er dens produkt, som ethvert udsagn er produktet af en udsigelseshandling.73
Så her er den, udsigelsesteorien, men uden eksplicit reference til Benveniste og i stedet præsenteret, som om den skulle være resultatet af et ganske simpelt, commonsensisk ræsonnement. »Uden narrativ handling [acte narratif], altså, intet udsagn, og til tider ikke en gang et narrativt indhold«. Genette finder det »overraskende«, at fortælleteorien indtil nu har været så lidt opmærksom på den narrative udsigelses problemer og brugt næsten hele sin opmærksomhed »på udsagnet og dets indhold, som om det var fuldstændig sekundært, at Odysseus’ eventyr, for eksempel, fortælles snart af Homer, snart af Odysseus selv«.
Det giver næsten sig selv, at de tre betydninger af récit nu kan betegnes som henholdsvis historie, diskurs og narration. Klart nok er diskursen, som vi allerede, hvad litteratur angår, har identificeret med fortællingens tekst, det eneste, der er direkte tilgængelig for analyse, mens historien og narrationen kun er tilgængelige, for så vidt som vi kan spore dem i, udlæse dem af teksten. Og narrationen, det er altså den handling, der producerer fortællingen, og ikke kun handlingen isoleret betragtet, men hele »den narrative situation eller instans, og med den dens to protagonister, fortælleren og hans adressat, virkelig eller virtuel«.74 Udsigelser forekommer normalt ikke uden kontekst, og udsigelsessituationen er medbestemmende for, hvordan vi kan forstå, ikke alene udsigelsen, men også det udsagn, den producerer.
Dermed er Discours’ rammeteori, ganske vist anonymt, antydet i sine grundtræk. Genette sammenfatter det hele – og lidt mere – i følgende brandpassus:
Historie og narration eksisterer altså for os kun gennem fortællingens mellemkomst. Men til gengæld kan fortællingen, den narrative diskurs, kun være, hvad den er, for så vidt som den fortæller en historie, uden hvilken den ikke kunne være narrativ (for eksempel Spinozas Etik), og for så vidt som den er fremført af en eller anden, uden hvilket den (for eksempel en samling arkæologiske dokumenter) ikke engang ville være en diskurs. Som narrativ lever den af forholdet til den historie, den fortæller, som diskurs lever den af forholdet til den narration, der fremfører den.75
Dette er altså den generelle, teoretiske ramme: en tilsyneladende enkel inddeling af fortællingens tekst eller »diskurs« i tre analytiske »niveauer«: Teksten er det umiddelbart tilgængelige niveau, mens de to andre analyseniveauer, historien og narrationen, er de to kilder, som teksten »lever af«.
For at undgå, at forestillingen om disse tre niveauer degenerer til en af disse pædagogiske papfigurer, der florerer i narratologiske lærebøger, lad os med det samme klargøre en upåfaldende vanskelighed: Først bestemmes fortællingen som narrativ diskurs; dernæst hedder det, at fortællingen som narrativ lever af forholdet til historien, og at den som diskurs lever af forholdet til narrationen. Implikationen er altså, at skønt bestemt som narrativ diskurs, kan fortællingen ikke desto mindre være mere eller mindre narrativ og mere eller mindre diskursiv.76 Det kan umiddelbart se ud som en upåagtet glidning fra genrebestemmelse (narrativ diskurs) til funktionsbestemmelser (genrens narrative og diskursive funktioner). Men det handler om noget andet, en logisk pointe, der gemmer sig i selve genrebestemmelsen: Skønt en fortælling per definition er narrativ, er den ikke per definition diskursiv i betydningen en fortællers tale – medmindre man da har en teori, der kræver en sådan definition. Og Genettes genrebestemmelse er netop ikke kun generisk (narrativ diskurs), den er tillige teoretisk overbestemt (narrativ diskurs), og funktionsbestemmelserne (narrativ hhv. diskursiv) er således faktisk allerede indbagt og gemt i genrebestemmelsen. Bevægelsen fra genren til dens funktioner er derfor en rent deduktiv, styret af begrebet om den narration (den narrative udsigelse), som allerede implicit er meddefineret i diskursbegrebet. Heraf følger, at en fortælling som helhed altid vil være diskursiv, en fortællers tale, selv om den i partier skulle være rent narrativ og ligesom uden fortæller. En helt igennem rent narrativ fortælling, uden en fortællers tale, kan ikke forekomme i rammerne af denne teori.77 Og omvendt kan en fortæller selvfølgelig til tider (og i ekstreme tilfælde næsten hele tiden) tale mere om fortællingen og sig selv end om historien, eller han kan også, som Flaubert, vende sig bort fra handlingen til fordel for en beskrivelse eller på andre måder røbe »en afsmag for den narrative funktion«78; men han kan ikke fuldstændig undlade at fortælle en historie.79
Men hvis denne rammeteori nok er lidt mere kompleks, end man kunne få indtryk af ved en hurtig læsning, og skønt den ikke er et almindeligt og kurant element, der »ufrivilligt« dukker op i det analytiske arbejde, er det ikke desto mindre, som vi skal se, faktisk som om den bliver udledt af Prousts På sporet af den tabte tid, som var det netop i hjertet af Prousts roman, Genette havde fundet den, og ikke hos Benveniste.