FortAellerfiktionen. Rolf Reitan

som en kombination af udsigelsesmåder, eventuelt ved at konstruere nye, hvis de gamle ikke strækker til. Han overvejer imidlertid ikke den mulighed, at passé simple og talesprog optræder på en anden måde i romaner end i historikerens skriven. I romanerne finder man ikke mindst passé simple brugt på en langt friere måde, end den historiske diskurs tillader, skønt også denne frihed har sine konventioner. En ældgammel konvention gælder for eksempel brugen af inkvitformler til annoncering af efterfølgende direkte tale. Følgende citat fra Balzacs Eugenie Grandet er tilfældigt valgt blandt millioner mulige fra de seneste 600 år eller længere: I et tolinjers fragment af en scene med hr. Grandet, hans hustru og deres datter optræder i første linje to verber i passé simple:

      Grandet contempla sa fille et s’écria gaiement:

      – Elle a vingt-trois ans aujord’hui, l’enfant; …²⁸

      Her er en person, der befinder sig i en samtalesituation med andre personer. Hans handlinger beskrives i passé simple, men beskrivelsen er alligevel alt andet end en historisk udsigelse, for den er del af en scene. Sådan kunne en »historiker« ikke skrive. Scener med handlende personer er udelukket i l’histoire alene af den grund, at historikeren per definition aldrig selv har overværet historiens scener. Alene ud fra dette ene eksempel kan vi se, at hvis den historiske udsigelses brug af aorist indebærer, at dens tid er begivenhedernes tid, gælder det kun i global forstand; den historiske beretnings tid vil aldrig kunne være en scenisk lokaliseret tid; den vil aldrig som i en roman kunne placere læseren samtidig med de fortalte personers her-og-nu. Hos romanforfatterne er histoire og aorist derfor ikke uden videre identiske systemer. L’histoire er en stil, som ikke tillader fortælleren at vise sig; aorist er til gengæld en grammatisk form, som placerer læseren i en særlig distance til det fortalte: en historisk eller også en æstetisk distance, som ikke så meget er en distance i tid, men snarere en distance til eller suspension af tilhørerens/læserens aktuelle virkelighed. Med fiktionens²⁹ specifikke litterære paradoksalitet giver den tillige muligheder for en optimal nærhed til det fortalte i form af en samtidighed med de fortalte personer. L’histoire er formentlig en stilmulighed i alle sprog; aorist, derimod, er et grammatisk formsæt (domineret af passé simple), som måske er særligt for det franske sprog og her påkrævet i en objektiv, historisk stil, men som ikke på nogen måde udtømmer sine kreative muligheder i en sådan stil. I romanfortællinger er dens effekt tæt på, men ikke identisk med, hvad Käte Hamburger foreslog med begrebet om det episke præteritum.³⁰

      Benveniste var af profession lingvist, ikke litterat, og artiklerne i Problèmes de linguistique générale er først og fremmest skrevet for et lingvistisk interesseret publikum; de kommer sjældent i nærheden af litteraturteoretiske eller -analytiske spørgsmål. For eksempel berører Benveniste aldrig spørgsmålet om synsvinkler i litteraturen, og på trods af hans insisteren på talens instans, nævner han aldrig den form for gengivelse af andres tale, uden hvilken moderne romaner ville være utænkelige, og som på fransk hedder style indirect libre (fri indirekte stil), altså hvad man på dansk benævner som dækket direkte tale. Det er derfor intet mærkeligt i, at han undlader at undersøge aorist-systemets muligheder og effekter i fiktionslitteraturen.

      ROLAND BARTHES

      Strukturel lingvistik som model

      Nr. 8 af Barthes’ tidsskrift Communications udkom i efteråret ’66 med den strukturelle analyse af fortællingen som tema. I en introducerende artikel, der skulle blive skoledannende, præsenterer Barthes et idérigt forskningsprogram for en endnu ikke eksisterende semiologisk videnskab om fortællingen. En sådan videnskab har brug for en teori for at kunne beskrive og klassificere fortællinger (teori forstået som amerikanerne gør det, siger Barthes, dvs. som hypoteser).³¹ Og i første omgang må opgaven være at udvikle teorien, for det ville være nytteløst at etablere en sådan videnskab efter en empirisk, induktiv model. Den skulle i så fald studere millioner af fortællinger, før den kunne nå frem til brugbare begreber. Videnskaben om fortællinger er derfor henvist til at følge Saussures eksempel: at konstruere en teori, for bagefter at undersøge dens brugbarhed på klodens utallige sprog. Arbejdet vil dog være meget nemmere, »hvis man fra begyndelsen underkaster sig en model, der kan levere teoriens første termer og dens første principper. På forskningens aktuelle stade synes det fornuftigt at betragte lingvistikken selv som en grundlæggende model for den strukturelle analyse af fortællingen«.³² Og lingvistikken, den er i denne sammenhæng først og fremmest Benvenistes lingvistik.

      I en anmeldelse af Problèmes du linguistique générale havde Barthes udtalt: »Alt er klart i Benvenistes bog, alt i den kan genkendes som umiddelbart sandt; og alt hos ham er alligevel kun begyndelser«.³³ Hvad der er klart, er lingvistikken, hvis domæne er sprogsystemet, og hvor den højeste enhed, der integrerer alle underordnede enheder, er sætningen. Hvad der kun er begyndelser, er bevægelsen ud over den enkelte sætning til kombinationer af sætninger, altså fra sprogsystemets domæne til »et andet univers, som tilhører sproget som kommunikationsinstrument, og som diskursen er et udtryk for«.³⁴ Hvad der interesserer Barthes, er da, at diskursens felt generelt befolkes af en række forskellige semiotiske systemer, som i forhold til sprogsystemet må opfattes som sekundære. Den fortællende litteratur kan således ses som et særligt diskursivt system med sine egne enheder, funktioner, koder etc.

      »Introduction à l’analyse structurale des récits« munder ud i et ræsonneret forslag til, hvordan man med udgangspunkt i allerede foreliggende forsøg på at analysere fortællingens »grammatik« (handlingsniveauet og aktanternes niveau, som de var blevet beskrevet hos Propp og Greimas) kan gå videre til et tredje og strukturalistisk endnu uudforsket niveau: narrationens. Niveauerne tænker han i »homologi« med den lingvistiske analyses niveauer: Lavere niveauers elementer (fx. fonemer, dernæst morfemer) får først mening, når de integreres i et højere niveau. På samme måde er narrationen fortællingens højeste niveau; det integrerer de underliggende handlings- og aktantniveauer og giver dem deres mening. Niveauerne er væsentlige for at forstå fortællinger i deres fulde kompleksitet:

      At forstå en fortælling, det er ikke kun at følge historiens afvikling, det er også at genkende dens ›etager‹, at projicere den narrative ›tråds‹ horisontale sammenkædninger på en implicit vertikal akse; at læse (lytte til) en fortælling er ikke kun at gå fra et ord til det næste, det er også at passere fra et niveau til det andet.³⁵

      Fortælleren

      Hvad gælder narrationens endnu uudforskede niveau, kan man, ligesom de første strukturalister hentede deres modeller i Saussures lingvistik, nu hente dem i Benvenistes teori om jeg-du-systemet eller det personale system og det-systemet, som er apersonalt, og som bruges når der henvises til ikke-personer, objekter, som ikke tilhører eller anerkendes som tilhørende jeg-du-systemet, og som man ikke taler til eller med. Her vil der være brug for en fortæller, mener Barthes, og introducerer fortællerbegrebet ved hjælp af en hurtig overføring fra aktanternes niveau: Ligesom der på handlingsniveauet foregår et udvekslingsspil mellem givere og modtagere, er fortællingen selv et objekt, der indgår i et kommunikationsspil mellem en giver og en modtager. Nu véd man, at i »den lingvistiske kommunikation« forudsætter jeg og du hinanden med absolut gensidighed (dét er Benvenistes lingvistiske teori), og »på samme måde kan der ikke være en fortælling uden fortæller og uden tilhører (eller læser)«. Barthes finder ingen anledning til at begrunde homologien yderligere, for det, at en fortælling har en fortæller, er en banalitet. Til gengæld skjuler selve banaliteten et væsentligt problem: »Dette er måske banalt, men ikke desto mindre dårligt udforsket.« Ganske vist har man til overflod parafraseret afsenderens rolle; »(man studerer en romans ›forfatter‹, uden i øvrigt at spørge om han virkelig er ›fortælleren‹), men når man går videre til læseren, er den litterære teori langt mere blufærdig«. Grunden til den blufærdige omgang med læserbegrebet og til banaliteten i antagelsen om fortælleren er, at man slet ikke har set, hvad der egentlig er problemet, for faktisk

      er problemet hverken at introspektere fortællerens motiver eller den effekt, som narrationen har på læseren; det er at beskrive den kode, ved hvilken fortæller