Endelig samles synsvinkelteorierne (Lubbock, Pouillon, Todorov) ved hjælp af et begreb om fokalisering, der synes fremmed i danske traditioner, og som jeg forsøger at give en fyldig præsentation af. Den relativt korte behandling af synsvinklernes problematik i Discours er formentligt den del af artiklen, der er blevet mest kommenteret – og mest misforstået. I receptionens tåger synes man slet ikke at have opdaget, at Genettes vigtigste bidrag til teorien handler om, hvordan fokaliseringer overskrides, brydes og kombineres i komplekse bevægelser. En af de mest indflydelsesrige kritikere er Mieke Bal, som det lykkedes at få en hel verden overbevist om, at hendes kritik var en »videreudvikling« af Genettes teori. I virkeligheden leverer Bal en række hårdnakkede misforståelser, hvis virkninger stadig vanskeliggør en frugtbar reception af teorien. Bals misforståelser er ikke desto mindre instruktive og peger på visse ikke helt gennemarbejdede sider af Genettes fokaliseringsteori. Til sidst i moduskapitlet viser Genette, at Prousts jegfortæller til tider fortæller fra en »alvidende« position, og ser dette som et afgørende bevis for, at På sporet af den tabte tid er fiktion. Dermed implicerer han en definition af alvidenhed, der har gyldighed for alle fiktionsfortællinger. Konsekvensen er, at Barthes papirfortæller nu kan behandles som fiktionsfortællingers fiktive fortæller.
»Fortællestemmen« studerer Discours’ femte og sidste kapitel, ›Stemmen‹, som leverer en opsigtsvækkende systematisk og skarp analyse af fortællingers narrative niveauer. Ved hjælp af grundtermen diegese, som betyder »fortalt verden« (og ikke må forveksles med Platons diegesis), foreslår Genette her en række adjektiver til at betegne narrative niveauer og deres fortællere: ekstradiegetisk, metadiegetisk, heterodiegetisk, homodiegetisk og autodiegetisk. Det mest åbenlyse problem her (og Genette konfronterer det ikke) er spørgsmålet om den ekstradiegetiske »fortællers« udsigelse eller fortællesituation i fortællinger uden markerede fortællere (dvs. uden personificering eller anden tilkendegivelse af et fortællersubjekt). Kapitlet fortsætter med en gennemgang af, hvad Genette kalder »fortællerens funktioner«, som dog til tider lige så gerne kan betragtes som forfatterkommentarer, og afsluttes med et ikke overraskende kort og næsten intetsigende afsnit om »læseren« (le narrataire). Vi afslutter for vor del dette kapitel med en læsning af et afsnit af Nouveau discours, hvor Genette åndfuldt og ironisk undviger at tage stilling til Ann Banfields lingvistiske teori om fortællen uden fortæller. – Utålmodige læsere kan eventuelt gemme dette kapitel til senere.
I kapitlet »Fiktioner« forsøger jeg at nå frem til en konklusion på min læsning af Discours. Skønt alle fortællinger, der udgør materialet for Discours’ overvejelser, er fiktionsfortællinger, finder man ikke – ud over spredte bemærkninger om den fiktive fortæller og fortællerens alvidenhed som fiktionstegn – i Discours en samlet behandling af fiktionens problematik. Men i introduktionen til Nouveau Discours du récit repareres denne mangel i et kort, men prægnant afsnit, som dog egentlig først afsluttes i en senere diskussion med John Searle i Fiction et diction (1993). Jeg viser i dette kapitel, hvordan Genettes fiktionsteori (som kan siges at være mere en retorisk end en poetisk teori) kan ses som den slutsten i narratologiens bygværk, der gør, at det hele falder på plads i et logisk og smukt sammenhængende »system«, som synes at forudsætte, at alle fortællinger har en fortæller. Systemet er opbygget på en måde, der altid allerede har taget højde for de indvendinger, der har meldt sig i vore læsninger. Det kan derfor næppe falsificeres med modeksempler (det er ikke en empirisk teori), og skønt man måske kan finde en domstol, der vil fælde det på »indicier«, ville det være bedre at konfrontere det med andre systematiske teorier, der kan tænkes at yde det samme, men uden at være fikseret på et universelt begreb om fortælleren. Til dette formål bruger jeg Käte Hamburgers teori om litterær fiktion og diskuterer Genettes elegante, men ikke overbevisende forsøg på at konfrontere denne. Til sidst afprøver vi en mere ligevægtig konfrontation, der leder frem til en måske lidt overraskende slutkonklusion, som det nok ville være upassende at røbe her (man behøver ikke sige det hele i et forord).
Alle oversættelser i det følgende er mine, hvis ikke andet er angivet.
Henrik Skov Nielsen fortjener stor tak for utrættelig læsning af næsten alle manuskriptversioner af bogen og for aldrig svigtende opmuntring til at fortsætte arbejdet med den. For givtige diskussioner og kritik hen ad vejen en tak til Stefan Iversen, Ole Togeby, Henrik Jørgensen, Jakob Bøggild, Sylvie Patron, Per Krogh Hansen, Peer Bundgaard, Peter Widell, Stefan Kierkegaard og narratologigruppen på Nordisk Institut. En stor tak går også til Allan Andersen, Anders Hald, Anne Kristine Erhardsen, Linda Hansen, Morten Haugshøj, Balder Janby, Jakob Kousgaard, Gitte Jean Mühlendorf, Maj Nistrup, Kristen Kirk Nygaard og Henrik Romby Smith for åbenhed og livlige diskussioner på instituttets narratologihold 2004-2005. Af dem har jeg lært og forstået, hvad Genettes narratologi rummer af fornemme pædagogiske kvaliteter – og vanskeligheder. Ansvaret for indholdet af de følgende sider er dog alene mit.
1 Monroe C. Beardsley, Aesthetics. Problems in the Philosophy of Criticism, New York og Burlingame: Harcourt, Brace and World, 1958, s. 140; min kursivering.
2 Wolfgang Kayser, »Wer erzählt den Roman?«, in: Klotz, Volker, Zur Poetik des Romans, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1965, s. 196-216.
3 Wayne C. Booth, The Rhetoric of Fiction, Chicago og London: University of Chicago Pres, 1961.
1. NARRATOLOGISK REVOLUTION
DET MAGISKE ÅR
I Frankrig, mindre end to år før studenteroprøret i maj 1968, var det, som om effekten af 50’ernes strukturalistiske syrebad pludselig eksploderede i et massivt sammenløb af betydningsfulde udgivelser. For blot at nævne nogle højdepunkter: Lacans Écrits, Laplanche og Pontalis’ Vocabulaire de la psychanalyse, Greimas’ Sémantique structurale, Foucaults Les mots et les choses, Derridas Le voix et le phénomène og L’écriture et la difference, Benvenistes artikelsamling Problémes du linguistique générale, Todorovs udgivelse af en samling artikler af russiske og tjekkiske formalister – og endelig det berømmelige nummer 8 af Barthes’ tidsskrift Communications med artikler af Todorov, Genette, Eco o.a., som leverede startskuddet til en fortælleteorisk revolution. Året 1966 er gået over i historien som det magiske år.1 Tre år senere foreslår Tzvetan Todorov at kalde den ny fortælleteori narratologi.
ÉMILE BENVENISTE
Den generelle lingvistiks problemer
Den strukturelle analyse af eventyr (Propp), myter (Lévi-Strauss), fortællingers aktantstrukturer (Greimas) og billeder og massekommunikationens fænomener (Barthes) synes ikke at have haft nogen særlig interesse for fortælleteoriens traditionelle problemer. Spørgsmål om synsvinkler og om, hvem eller hvad fortælleren er, dukker ikke op i den horisont, hvor hovedinteressen er den fortalte histories struktur. Pouillons Temps et roman fra 1946 var ikke strukturalistisk i sin metode og fik ingen betydning for strukturalisternes arbejde. Denne situation ændrede sig som med ét slag efter udgivelsen af Émile Benvenistes artikelsamling Problèmes du linguistique générale i foråret 1966.2 En håndfuld af denne bogs artikler blev en hovedinspirationen for Roland Barthes’ og hans »elevers« fortælleteoretiske projekt i 1966. Hvis man vil forstå, hvad det narratologiske projekt går ud på, og ikke mindst hvordan det allerede fra begyndelsen måske kommer skævt af sted, er der ingen vej uden om et rudimentært kendskab