Konge, kirke og samfund. Группа авторов

En restanceliste, der ligger sammen med Morten Hegelunds andre regnskabsakter, nævner som restanter gårdsæder til Lundgård i Gammelstrup sogn og til Tårupgård i Tårup sogn.⁶¹ Restancelisten gælder ganske vist angiveligt skatten fra 1525/26, hvad der må undre, da gårdsæder ellers synes fritaget ved den lejlighed. Videre ses Lundgård og dens tilliggende medtalt i vor liste (hvor Lundgård endda betaler som bondegård!). Derimod er det påfaldende, at der kun nævnes fire bønder til Tårupgård i 1524 og i øvrigt kun 13 til Kaas-slægtens anden hovedgård i herredet, Stårupgård. I betragtning af, at Tårupgård som en af kun tre adelige hovedgårde i stiftet havde patronatsret til sin sognekirke, og at Stårupgård fik birkeret allerede 1564, forekommer det meget lidt sandsynligt, at disse tal er dækkende, og det er påfaldende, at det netop er i de to hovedgårdes hjemsogne og nabosogne, at manglerne er meget store.⁶² Desværre har vi intet kvalificeret grundlag for at skønne om omfanget af Kaas’ernes gods.

      I Hindsted herred er manglerne jævnere fordelt over herredet. Her er det nærliggende at tro, at i hvert fald noget af forskellen skyldes en stigning i gårdtallet. Visse sogne som Skelund og Valsgård er dog dækket helt utilfredsstillende ind. Omfanget er svært at vurdere. Bruttomanglen i forhold til de senere tal er godt 50 gårde. Reelt er det mest sandsynligt, at antallet af gårde, som vi mangler viden om i 1524, var lavere, måske 25-50 gårde.

      Vi har således næppe en fuldstændig rekonstruktion. Det er svært at sige, hvor store manglerne er, og hvordan de var fordelt. Formentlig dækker de dels over, at en del adelspersoner, der er med i listen, havde flere gårde, end de betalte skat af, dels over, at visse adelspersoner med gods i området helt mangler. Blandt de sidste har vi dog næppe ejere af lokale hovedgårde, og det er også påfaldende, hvor mange fremtrædende adelsmænd bosat uden for området vi har mødt.

      Det rimeligste synes i det følgende at være at regne med to summer. Dels det umiddelbart rekonstruerede tal, dels et tal, hvor der tillægges adelen yderligere ca. 200 gårde, fortrinsvis i Fjends, Hindsted og Hindborg herreder.

       Godsets fordeling på stænder

      De 3.378 gårde, som der er positivt belæg for i de 11 herreder, var fordelt med 218 til kronen, 597 til selvejerne, 1.378 til kirken og 1.179 til adelen eller henholdsvis 7 %, 18 %, 41 % og 35 %. Tillægges adelen yderligere 200 gårde, ændres den relative fordeling til 6 % til kronen, 17 % til selvejerne, 39 % til kirken og det samme til adelen (se tabel 2a og 2b). Uanset hvilke tal man vælger, er fordelingen tæt på den, der i indledningen er skønnet for landet som helhed.

      Det er dog slående, at fordelingen var særdeles forskellig fra herred til herred, om end billedet naturligvis påvirkes, hvor der skal foretages større korrektioner i forhold til de positivt belagte tal. Kron- og selvejergods var mere udbredt end gennemsnitlig i Hindborg, Harre, Rinds og Hindsted herreder, men til gengæld var der kun meget lidt af det i Rødding og Nørlyng herreder og til dels i Nørre og Sønderlyng. Omvendt stod kirken meget stærkt i Nørlyng og Rødding herreder og stærkt i Gislum og Fjends. Adelens højborge var med sikkerhed Nørre herred og de tæt forbundne herreder Middelsom-Sønderlyng. I Hindsted, Hindborg og Fjends herreder var adelens andel høj, hvis tallene skal korrigeres så meget som foreslået, ellers omkring gennemsnit for regionen.

       Tabel 2a: Ejendomsfordelingen i antal gårde i 11 midtjyske herreder 1524/25. Positivt belagte tal

      Kilde: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner)

       Tabel 2b: Ejendomsfordelingen i antal gårde i 11 midtjyske herreder 1524/25. Korrigerede tal

      Kilde: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner).

      I tabel 3 er de her fremlagte tal sammenlignet med resultaterne af de andre regional- og lokalundersøgelser, som findes. De undersøgte områder udgør en god fjerdedel af riget, både regnet i herreder og gårde. De er ikke nødvendigvis repræsentative; først og fremmest mangler vi oplysninger fra de skånske landsdele. Alligevel er det dog værd at notere sig, at totalresultatet både ligger meget tæt på Erslevs klassiske skøn og på det skøn, jeg indledningsvis har fremsat. Samtidig er det slående, at netop denne undersøgelses midtjyske område ligger tættest på gennemsnittet af alle undersøgte regioner.

      Der er regionale variationer, men også mange overordnede fællestræk. For fire af de fem lidt større regioner, vi har oplysninger fra – Midtjylland, Århusegnen, Fyn og Østsjælland – gælder, at kronen inklusive selvejerne rådede over 18-24 %. Det skal i den forbindelse noteres, at en del af selvejergodset i de østjyske herreder reelt lød under Århusbispen, så kronens reelle andel var lidt under 20 %, kirkens ca. 50 %. Kun på Falster og det mere beskedne Langeland finder vi en stærkere position for kronen. Der er ingen tvivl om, at det sidste repræsenterer undtagelsen, de fire andre større regioner reglen. Kronen var om ikke lokalt så regionalt ret jævnt repræsenteret ud over riget, når man medregner det selvejergods, den havde i forsvar. Den mest markante forskel var, at broderparten af det af kronen beherskede gods i Jylland og på Fyn var selvejergods, mens det egentlige krongods vejede tungest på Sjælland og Falster.

       Tabel 3: Ejendomsfordelingen i udvalgte områder af Danmark kort før 1536

      Kilder: Midtjylland: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner). Østjylland: Rasmussen 1978-84; Andreasen 1981. Vestjylland: Warfvinge 2000. Fyn: Porsmose 1981, s. 301-327. Langeland: Lütken 1909. Sjælland: Ulsig 2006; Ulsig 2003 (Ods); Ulsig 2001 (Ringsted). Falster: Falsterundersøgelsen, 1989, bd. 1 s. 223-263 og bd. 2 s. 181-193.

      Kirken rådede over en fjerdedel af godset på Fyn og Falster, omkring 40 % i Midtjylland, men over 50 % på Østsjælland og næsten lige så meget på Århusegnen, når man medregner det selvejergods, der lød under bispen. Det modsvares – bortset fra Falster – af en stort set omvendt fordeling af adelsgodset, så adelen på Østsjælland og Århusegnen kun rådede over mellem en fjerdedel og en tredjedel, i Midtjylland over 35-40 %, men på Fyn over mere end halvdelen. Der var således ret markante forskelle mellem kirke- og adelsdominerede regioner, men bortset fra Falster sad herrestænderne dog overalt på mindst to tredjedele af godset, i reglen tre fjerdedele.

       Godsfordelingen på institutioner og personer i undersøgelsesområdet

      Én ting er imidlertid, som sagt, den samlede fordeling mellem stænderne, noget andet hvad det konkret dækker over af godsfordeling. Kronen kan modsat alle andre godsejere i og for sig ikke lokaliseres. Man kan argumentere for, at kronen havde sit hjemsted i København, men i kraft af sine lensslotte var kronen i en vis forstand lokal overalt. Vi har også tidligere konstateret, at kronen som godsejer gjorde sig gældende (næsten) overalt i riget – med de få kirkeligt “ejede” herreder som formentlig eneste undtagelse.

      Inden for de 11 herreder var kronen som godsejer i bogstavelig forstand kun på en tredjeplads med 216-224 fæstegårde og en enkelt herregård, Skivehus slot og ladegård. Imidlertid lå også de 593-601 selvejergårde under kronens myndighed og betalte afgifter til den, så kronen i alt var herre over 817 bønder i de 11 herreder. Det er 23-25 % af alle, afhængig af, om man benytter de positivt rekonstruerede tal eller tillægger adelen noget mere gods. Dette kunne ingen anden godsejer måle sig med. Af kronens gods udgjorde 60 kronfæstegårde og 160 selvejergårde i Salling slotslenet Skivehus. Det øvrige kron- og selvejergods var administreret som såkaldte “løse” herreder eller smålen, der alle var uden hovedgård eller andet administrationscentrum. Bortset fra det ubetydelige Nørlyng herred udgjorde de øvrige “løse” herreder fem len (Middelsom og Sønderlyng var ét