Redigeret af Agnes S. Arnórsdóttir, Per Ingesman og Bjørn Poulsen
Konge, kirke og samfund
De to øvrighedsmagter i dansk senmiddelalder
Forord
Hovedparten af artiklerne i denne bog udspringer af et forskerseminar, som blev afholdt på Aarhus Universitets kursusejendom Sandbjerg Gods ved Sønderborg den 22.-25. april 2002 under overskriften “Konge og samfund – kirke og folk. De to øvrighedsmagter i dansk senmiddelalder”. Seminaret lå i forlængelse af to tidligere seminarer på Sandbjerg for danske senmiddelalderforskere. Det første fandt sted i april 1993 og resulterede i bogen Danmark i Senmiddelalderen (red. Per Ingesman og Jens Villiam Jensen, 1994), mens det andet afholdtes i april 1997 og mundede ud i bogen Danmark og Europa i Senmiddelalderen (red. Per Ingesman og Bjørn Poulsen, 2000).
Mens den første bog havde som formål at gøre status over og pege på nye forskningsopgaver for dansk senmiddelalderforskning, satte den anden bog ind på et af de forsømte felter i denne forskning, nemlig forholdet mellem Danmark og omverdenen i senmiddelalderen. Det samme gør den nye bog, men nu med et andet tema, nemlig de to øvrighedsmagter konge og kirke og deres forhold til folk og samfund. Foruden en afsluttende perspektivering ved redaktionen indeholder bogen 16 artikler af historikere, kirkehistorikere og kunsthistorikere med forskningsmæssig specialisering i dansk senmiddelalder.
Efter de store kirkekampe i anden halvdel af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet stod kongemagten og kirkeinstitutionen tæt sammen i senmiddelalderens Danmark. Ved at sikre freden i riget og i det hele taget opretholde samfundsordenen betryggede kongemagten rammerne om kirkens virke, mens kirken på sin side legitimerede kongens position religiøst, ligesom den medvirkede i landets styre igennem biskoppernes medlemskab af rigsrådet. Grundtanken i bogen er at undersøge konge og kirke som de to sidestillede og som oftest samarbejdende øvrighedsmagter, der fandtes i dansk senmiddelalder. Det betyder, at der anlægges en magtsynsvinkel på det danske samfund i perioden mellem 1350 og 1550.
Bogen falder i fire dele. I bogens første del behandler en række artikler samfundets opbygning og de materielle ressourcer, magten hvilede på. Jens E. Olesen indleder med en artikel om samfundsforståelsen i det stændersamfund, der voksede frem i løbet af 1300- og 1400-tallet. Med opkrævningen af Frederik I’s kroningsskat i 1524 som eksempel belyser Mikael Venge derefter de konkrete omstændigheder omkring tilvejebringelsen af en af kongemagtens vigtigste indtægtskilder, skatterne. Carsten Porskrog Rasmussen fortsætter med en undersøgelse af jordbesiddelse som magtfundament, idet han bruger et midtjysk lokalområde som eksempel og ser på adelen og kirken såvel som kronen. Endelig fokuserer Anders Bøgh på selvejerbønderne som en gruppe inden for bondestanden, der udgjorde en særlig del af kongens magtbasis, oprindelig i militær henseende, men i senmiddelalderen i stigende grad blot i økonomisk henseende.
I bogens anden del beskrives, blandt andet under udnyttelse af kirkebygninger og kunstnerisk udsmykning, magtens udøvelse og ikke mindst dens iscenesættelse. Både Grethe Jacobsen og Birgitte Bøggild Johannsen anlægger et kønsperspektiv på problemstillingen. Grethe Jacobsen viser med adelige ægtepar og danske dronninger som materiale, hvorledes magtudøvelse i dansk senmiddelalder var påvirket af kønsrelationer. På grundlag af danske dronningebegravelser angriber Birgitte Bøggild Johannsen en side af magtens iscenesættelse, nemlig den rituelle og monumentale. Det samme aspekt af kongemagtens iscenesættelse og fremvisning af sig selv er emnet i Søren Kaspersens artikel om det religiøs-politiske program, der kan læses ud af udsmykningen i Helligtrekongerskapellet ved Roskilde domkirke.
Artiklerne i bogens tredje del analyserer med komparativt perspektiv konges og kirkes udøvelse af øvrighedsmagt i forhold til samfundets store flertal af bønder. Henrik Lerdam giver først en introduktion til den særlige retsinstitution, som birket var, og som hang tæt sammen med godsejerens retslige forhold til sine bønder. Derefter behandler Jeppe Büchert Netterstrøm en anden side af det samme forhold, nemlig hvorledes godsejerne beskyttede deres bønder i kraft af det såkaldte værn, idet han viser, hvorledes dette funktionelt var forbundet med fejden som instrument til at løse konflikter. Også Per Ingesman behandler en side af godsejernes retslige forhold til deres bønder med sin analyse af lister over oppebårne retsbøder for hor og andre seksuelle forbrydelser på gods tilhørende ærkebiskoppen i Lund umiddelbart før reformationen. Endelig skriver Bjørn Poulsen om danske bønders brug af skrift i senmiddelalderen som udtryk for individuel og kollektiv ageren i forhold til godsejere og øvrigheder.
I bogens fjerde del ses religionen som en samfundsmagt med betydning i talrige af dagliglivets sammenhænge. På grundlag af islandsk materiale vedrørende donationer til kirken ser Agnes S. Arnórsdóttir lægfolkets sjælegaver som udtryk for, hvorledes folket havde tilegnet sig kirkens formidling af budskabet om sjælens frelse, men også som noget der havde betydning i en social og familiemæssig kontekst. Et andet bindeled mellem kirke og folk behandles af Lars Bisgaard i en artikel om de særlige gejstlige gilder, kalenter, der ved også at optage lægfolk som medlemmer etablerede en direkte påvirkningskanal mellem kirken og folket. Birgitte Langkilde fortsætter inden for denne tematik med sin redegørelse for et af de vigtigste medier for kirkelig påvirkning af folket, nemlig prædikener, som hun behandler med særligt henblik på tiggerordnerne. Til sidst skriver både Carsten Selch Jensen og Kaare Rübner Jørgensen om aspekter af Poul Helgesens forfatterskab, der giver et rigt indblik i en dansk gejstligs religiøst funderede tankeverden ved middelalderens slutning. Carsten Selch Jensen foretager en analyse af Poul Helgesens skrift om omsorg for syge og fattige fra 1528, som han ser på baggrund af den almindelige tilstand på den sociale forsorgs område i senmiddelalderens Danmark. Kaare Rübner Jørgensen følger op med en generel redegørelse for Poul Helgesens menneske- og samfundssyn.
De 16 artikler kan på ingen måde siges at give nogen sammenhængende fremstilling af temaet konge og kirke som øvrighedsmagter i dansk senmiddelalder, men repræsenterer snarere punktnedslag, der viser en række vidt forskellige aspekter af forholdet. I stedet for en indledning har redaktionen derfor valgt at slutte bogen med en artikel af konkluderende og perspektiverende art. Den tager udgangspunkt i en opfattelse af, at det, der kendetegner det danske samfund i senmiddelalderen, er, at det er et åbent samfund med flere magthavere ved siden af kongemagten, et samfund, som imidlertid gennemgår en gradvis lukningsproces resulterende i det tidligt-moderne danske rige med kongen som den ene, altdominerende magthaver. I denne ramme indsættes og diskuteres bogens artikler med det formål både at vise, hvad der her er bragt af ny viden og nye synspunkter i forhold til den eksisterende forskning, og at pege på, hvor der åbner sig vigtige spørgsmål af betydning for fremtidig forskning.
Redaktionen håber, at bogen – ligesom de to forudgående bøger om dansk senmiddelalder, der har fundet positive anmeldere og er blevet hyppigt refereret til i forskningen – vil blive vel modtaget. Men først og fremmest håber den, at bogen vil inspirere til fortsat forskning, gerne med anlæggelse af nye perspektiver, i dansk senmiddelalders rige historie.
Det var muligt at afholde forskerseminaret på Sandbjerg i april 2002 takket være økonomisk støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd og Aarhus Universitets Forskningsfond. Til udgivelse af bogen er der ydet tilskud fra Augustinus Fonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Landsdommer V. Gieses Legat og Aarhus Universitets Forskningsfond. Redaktionen beder bestyrelserne for disse fonde og legater modtage en stor tak for den ydede støtte.
Århus, den 1. maj 2006
| Agnes S. Arnórsdóttir | Per Ingesman | Bjørn Poulsen |
Senmiddelalderens danske stændersamfund
AF JENS E. OLESEN
Senmiddelalderen fra ca. 1350 og frem til reformationen er rammende blevet karakteriseret som en egen epoke med en selvstændig problematik i forhold til højmiddelalderen. Nedgangstiden efter Den Sorte Død med landbrugskrise og øde jorder og affolkede gårde skabte en øget differentiering af