Konge, kirke og samfund. Группа авторов

tilsvarende eller en smule mindre andel til kirken – 35-37 %. Vi er dermed groft taget tilbage ved Erslevs skøn fra Danmarks Riges Historie. Det er næppe muligt at rokke meget ved dette billede, og det er i øvrigt ikke så vigtigt, om skønnet skulle være et par procent galt for enkelte stænder. Umiddelbart har denne fordeling gyldighed ved middelalderens slutning. Den væsentligste forskydning efter 1412 havde bestået i, at adelen havde skænket og solgt gods til kirken. Korrigerer man for det, har vi en pæn fornemmelse af godsfordelingen senmiddelalderen igennem.

Den samlede landsdækkende balance mellem stænderne fortæller imidlertid langt fra hele sandheden. Mindst to centrale spørgsmål gemmer sig under den. Det ene er de lokale og regionale forhold. Der var klare regionale forskelle i stændernes godsandele, som må inddrages, for at man kan forstå lokale magtforhold og konflikter.⁷ Det andet spørgsmål går på, hvad samlebetegnelserne “kirke” og “adel” nærmere dækker over.

En nærmere forståelse kræver regionale og lokale undersøgelser. Der findes i dag en række. Den geografisk mest omfattende er Erland Porsmoses undersøgelse af ejendomsforholdene på Fyn.⁸ Poul Rasmussen har mere detaljeret undersøgt fire herreder omkring Århus, og endnu et herred på egnen er dækket af Niels Jørgen Andreasen.⁹ Erik Ulsig har efterhånden undersøgt otte sjællandske herreder.¹⁰ Forholdene på Langeland har Lütken for længst kortlagt, og Falsters ejendomsforhold er fastslået i forbindelse med Falsterundersøgelsen.¹¹ Hertil kan føjes en undersøgelse dækkende Ulfborg herred i Vestjylland.¹²

Alle disse undersøgelser har frembragt en totalbalance mellem krone og selveje, adel og kirke i de undersøgte områder og dertil i hovedsagen også et billede af den helt lokale fordeling af stændernes dominans, og de har kunnet opgøre kirkegodsets fordeling på institutioner. Generelt kan de derimod ikke sige så meget om adelsgodsets interne fordeling. Det kan den rekonstruktion af ejendomsforholdene i 11 herreder i Midtjylland, som jeg gennemførte i min prisopgave fra 1985, derimod.¹³ Delresultater fra denne prisopgave er ad forskellige veje publiceret, men dens hovedresultater er aldrig tidligere fremlagt samlet.¹⁴ Det vil ske i det følgende med et blik på, hvad disse resultater siger om lokale og regionale forskelle i besiddelses- og magtforhold. Dele af kildematerialet fremlægges nedenfor, men den detaljerede dokumentation må findes i prisopgaven.¹⁵

       Kort 1: Oversigt over de 11 midtjyske herreder, der er omfattet af undersøgelsen

      Undersøgelsesområdet omfatter de sydvestlige to tredjedele af Viborg stift. Afgrænsningen er bestemt af, at netop disse 11 herreder er dækket af undersøgelsens hovedkilde. Området omfatter Sallings fire herreder Nørre, Harre, Rødding og Hindborg, de fire herreder omkring Viborg Fjends, Nørlyng, Sønderlyng og Middelsom, de to sydvesthimmerlandske herreder Rinds og Gislum og endelig Hindsted herred i det sydøstlige Himmerland langs nordkysten af Mariager fjord. Af de 11 herreder danner de ti førstnævnte et sammenhængende område, mens Hindsted herred kun akkurat er koblet på undersøgelsesområdet.

       Metode

De foreliggende regional- og lokalundersøgelser bygger på såvel et forskelligartet kildemateriale som forskellige metoder. Eneste kilde, der giver direkte oplysning om ejendomsforholdene, er et register over antallet af gårde under forskellige godsejere sogn for sogn i Ringsted og Ramsø herreder fra ca. 1517. Registret er benyttet af Erik Ulsig.¹⁶

De øvrige lokale og regionale undersøgelser af ejendomsforholdene før reformationen bygger på variationer af den metode, Poul Rasmussen i 1962 skitserede i en artikel i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder. Erik Ulsig har betegnet den som subtraktionsmetoden. Den går ud på at bestemme kron-, selvejer- og kirkegodset ved hjælp af en sammenstilling af det bevarede førreformatoriske materiale i form af adkomstbreve og eventuelt jordebøger med efterreformatoriske skøder, lensregnskaber, jordebøger mv. I sin mest grundige variant, der kan betegnes identifikationsmetoden, indbefatter metoden, at de enkelte gårde følges fra kilde til kilde op til matriklen 1664. De gårde i matriklen, der ikke kendes som tidligere kron-, selvejer- eller kirkegods, anses for at være gammelt adelsgods. Erik Ulsig har vist, at denne metode ville give et næsten retvisende billede for Ringsted og Ramsø herreders vedkommende, hvor resultatet kan holdes op mod listen fra omkring 1517.¹⁷ Poul Rasmussen har benyttet metoden i sine studier over østjyske herreder.¹⁸ Det er dog ikke givet, at den overalt kan benyttes med samme succes. Hvis meget gammelt kron- og kirkegods blev afhændet tidligt, hvis området var præget af egaliseringer, og hvis især kirkegodset ikke er godt dækket i kilderne, kan usikkerhederne være større, end Ulsig har fundet i Ringsted og Ramsø herreder.

Erland Porsmose har benyttet en enklere variant af samme metode. Han har ligeledes opgjort mængden af kron-, selvejer- og kirkegods, men fremfor at følge de enkelte gårde har han blot trukket tallet fra det ældste samlede gårdtal, som kendes.¹⁹ Denne metode kan betegnes som den summariske subtraktionsmetode. For Fyns vedkommende er den ret sikker, da der fra seks herreder kendes totale gårdtal fra både 1522 og perioden 1568-1590. Så gunstig er situationen ikke alle steder. For det midtjyske område, der er fokus for min undersøgelse, er de ældste totale gårdtal fra 1651, og endda usikre.

      Den afgørende begrænsning ved subtraktionsmetoden er dog, at adelsgodset i hovedsagen bestemmes negativt og derfor ikke kan fordeles på enkelte adelige personer og godser. Det er en undtagelse, når Erik Ulsig på Østsjælland har kunnet bestemme det meste positivt.

For den større del af Viborg stifts vedkommende findes imidlertid en kilde, der delvis kan hjælpe os over dette problem. Det drejer sig om en skatteliste over en ekstraskat, udskrevet 1524 og indkrævet 1525. Skattelistens oplysninger om ejendomsforholdene i henholdsvis Salling og Hindsted herred er tidligere behandlet i to artikler af Henrik Larsen.²⁰ Denne skatteliste var udgangspunktet for min prisopgave og er det dermed også for denne artikel.

Skattelisten bærer påskriften Konning schatt aff Viboriig Stict schreffuett anno mdxxiiii och opborn anno mdxxv aff thiisse effter:ne xi herriitther.²¹ Listen dækker den del af Viborg stift, der ikke lå under Aalborghus. Den er ført af den kongelige sekretær, magister Morten Hegelund. Listen er opdelt i separate afsnit for hvert herred. Hertil kommer nogle sider med oplysninger om beløbenes indbetaling, skat af en enkelt adelig godsejers bønder uden for de 11 herreder mv. I hver herredsliste nævnes forskellige godsejere med fed skrift og derefter deres “tjenere” med angivelse af, hvilken skat de betalte. De sidste nævnes med fornavn og som regel patronymikon eller tilnavn. I godt og vel halvdelen af tilfældene anføres også bopælen. Desuden skattebeløbet og derefter ved de allerfleste et s:t (solvit) som kvittering.

      Alt i alt omfatter skattelisten 2.200 individuelt nævnte skattebetalere. Dertil kommer en række tilfælde, hvor der kun nævnes antallet af bønder og den