Mens disse 21 er udskilt som egentlig højadel, er der her afstået fra at udskille den egentlige lavadel. Det lader sig med varsomhed gøre for dem, der var bosat inden for området, og mere usikkert for enkelte andre, men for mange andres vedkommende må det blive et usikkert skøn.
Tabel 4 viser de adelige godsejeres og det adelige gods’ fordeling efter omfanget af godsbesiddelse inden for området krydset med besiddernes sociale status inden for adelen og deres tilknytning til området. Af egentlig lokal højadel var der kun meget lidt i området, men blandt den finder vi dog tre af områdets seks største adelige godsbesiddere. Kun én godsejer, fru Karen (Gøye), der netop var blevet enke efter hr. Niels Høeg til Eskær, havde mere end 100 gårde i området. Hendes hovedsæde var Eskær i Salling, men som den eneste adelige godsejer opretholdt hun efter alt at dømme flere hovedgårde i området, nemlig tillige Hersomgård i Rinds herred og Vrågård i Hindsted herred. Den lokale højadel var videre repræsenteret af rigsråd Tyge Krabbe, der stammede fra og skrev sig af Bustrup i Salling, og fru Birgitte Olufsdatter (Thott), enke efter rigshofmester Niels Eriksen (Rosenkrantz). Hun synes at have haft sit hjemsted på Skjern på dette tidspunkt. Tyge Krabbe var dog lensmand på Helsingborg, og Birgitte Olufsdatter var først og fremmest knyttet til Vallø. Den fjerde højadelige godsejer, der er regnet for lokal, Peder Lykke på Havnø, holdt med sikkerhed ikke til i området, men på Fyn. Han rådede i øvrigt over flere hovedgårde. Alt i alt var området således kun egentlig hjemsted for en til tre højadelige familier. Det kan lyde af lidt, men anslår man antallet af egentlig højadelige husstande i landet til højst 100, ville man ikke vente at finde mere end en håndfuld i dette område, der i gårdtal omfattede små 5 % af landet.
Tabel 4: Adelige godsejere i 11 midtjyske herreder 1524 og deres gods fordelt efter personernes status og tilknytning til området
Kilde: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner).
Hovedgården Østergård i Salling var stamsæde for den mest fremtrædende af de danske Krabbe-slægter. I 1524 residerede her Glob Krabbe, der var god for ca. 45-50 gårde, de fleste pænt centreret om Østergård. Han regnes også for at være bygherre til de to ældste fløje af den endnu eksisterende sengotiske hovedbygning, som her ses på en tegning af Ferdinand Richardt fra 1853. (Her efter Melinda Young Stuart og Niels Peter Stilling, Danske herregårde og Amerika. Rejser i guldalderens Danmark og pionertidens USA med maleren Ferdinand Richardt, Søllerød 2003, s. 207).
Derimod finder vi en del “god lokaladel” i området. Forrest stod både i godsrigdom og værdighed hr. Mogens Lauridsen (Løvenbalk) til Tjele med ca. 65 gårde. Glob Krabbe på Østergård og Anders Skeel på Hegnet havde hver omkring 40 gårde i området, mens fru Karen, Peder Krabbes enke, til Skovsgård i Fjends herred, Christen Sommer på Gjandrup (Fussingø), Christoffer Kruse på Vingegård, Jens Tygesen (Seefeld) til Dalsgård og Jakob Munk på Visborggård hver havde 20-30 gårde. På grænsen mellem disse middelstore besiddelser og de egentlige lavadelsgodser ligger Jens Hvas’ Kås og Niels Kaas’ Stårupgård, hvis tilliggende her er opgjort til henholdsvis 12 og 16 gårde, men begge tal er formentlig lavt sat. Disse folk er karakteriseret ved at have haft besiddelser, der klart må have hævet dem over bondestanden og det meste af borgerstanden uden at løfte dem op i den hovedrige højadel, og ved i hovedsagen at være knyttet til hjemegnen uden videre landspolitisk position. Helt for sig selv har vi landsdommer Niels Clementsens enke, Anne Mikkelsdatter, der til dels sammen med landsdommerens andre arvinger tegnede sig for 52 gårde i området. Hendes besiddelser omfattede den lille herregård (Lille) Restrup i Rinds herred, men selv boede hun i Viborg. Niels Clementsen var af fødsel knap adelig, men kunne i rigdom måle sig med højadelen.
Lige så talrige som de større og mellemstore godser var de decideret lavadelige besiddelser på op til en god halv snes gårde. Vi finder formentlig 15 sådanne godser: i Salling fru Kirsten (Høg)s Filshave, Lars Skeels Junget, Keld Iversen (Juel)s Astrup, Mogens Jensen (Harbou)s Nørgård og slægten Globs Vellumgård, i Fjends herred fru Ingeborg (Fasti)s Strandet og Mogens Kaas’ Tårupgård, i Nørlyng-Sønderlyng-Middelsom herreder Otto Ungers Bigum, Jep Bugges Viskumø, fru Mette Hansdatters Vindum og Christen Stygges Randrup, i Rinds-Gislum herreder formentlig Østergård i Skals sogn ejet af Christen Glob, Vogn Poulsen (Benderup)s Støttrup og Fredbjerg-slægtens Fredbjerggård og endelig i Hindsted herred fru Margrethe (Munk)s Astrup – en i øvrigt helt ukendt hovedgård. Hertil kommer et par personer, der var lokale, skønt de ikke havde en egentlig hovedgård: Bertel Hørby, der boede på en forlenet gård, og Per Stub, der var borger i Viborg.
Om ejerne af disse godser skal regnes til den egentlige lavadel eller til den gode lokaladel, beror dels på, hvor meget gods de havde uden for undersøgelsområdet, dels på hvilken vægt man skal tillægge en afstamning fra den mere solide adel. Således var Lars Skeel og fru Margrethe (Munk) til Astrup i Hindsted herred udgået af den solide lokaladel, og i hvert fald hun må have haft en del gods uden for området. Keld Iversen (Juel) var på vej frem, men nærmest lavadelig på dette tidspunkt. Mogens Kaas hørte til en slægt, der i hovedsagen må regnes til den gode lokaladel, men her først i 1500-tallet balancerede tæt på grænsen til den egentlige lavadel. Hans gods var dog muligvis større, end vi her har kunnet finde frem til. Omvendt var slægter som Benderup, Hørby, Fredbjerg og Unger udpræget lavadel.
Alt i alt ejede den gode lokaladel og den lokale lavadel 442 fæstegårde i området eller 38 % af alt adelsgods i forhold til de fire lokale eller i hvert fald lokalt tilknyttede højadelspersoners 26 %. På enhver måde betød den gode lokaladel altså mere som godsejere i området end den lokale højadel.
Vender vi os mod de 36 % af områdets adelsgods, der tilhørte personer uden hovedgård eller anden bopæl i området, får vi et andet billede. Her udgjorde højadelige en tredjedel af de ikke-lokale adelige med gods i området, men de tegnede sig for over halvdelen af det adelsgods, der var ejet af folk fra andre egne. Mest gods havde hr. Predbjørn Podebusk med 63 gårde, fulgt af Knud Pedersen (Gyldenstjerne) til Tim med 28, Otte Holgersen (Rosenkrantz) med 23 og hr. Albert Jepsen (Ravensberg) med 22. Af den menige adel uden for området havde kun én, Erik Stygge (Rosenkrantz) til Frøslevgård på Mors, mere end 20 gårde i området.
At fjern højadel betød mere i området end fjerne personer af menig adel, kan ikke overraske. De store godsbesiddelser måtte næsten med nødvendighed være spredt over store områder, og Erik Ulsig har påvist, at de oftest var det.66 Omvendt ville lokal- og lavadelens godser som udgangspunkt være mere lokalt begrænsede. Når så mange højadelige var repræsenteret i vort område, har det dog også særlige forklaringer. Erik Ottesen (Rosenkrantz) havde i anden halvdel af 1400-tallet opbygget et decideret storgods omkring Skjern i Middelsom herred. Han synes i første omgang at have udset dette gods til sin tredje søn, Henrik Eriksen, men efter dennes død blev Skjern splittet, idet dog kernen ubeskåret gik til den ældste søn, Niels Eriksen.67 Af de 17 højadelige personer, der havde gods i området uden at høre hjemme der, var de ti efterkommere eller gift med efterkommere af hr. Erik Ottesen, og for alle på nær to må det antages, at deres gods i området var arv fra Skjern.
Godsejermagten