Hovedgårde var både absolut og forholdsmæssigt langt talrigere på adelsgodset end på kron- og kirkegodset. Alt i alt var der formentlig 32 adelige hovedgårde i undersøgelsesområdet: ti i Salling (Eskær, Bustrup, Østergård, Hegnet, Kås, Filshave, Junget, Nørgård, Astrup og Vellumgård), fire i Fjends herred (Tårupgård, Stårupgård, Skovgård og Strandet), otte i det østlige Ommersyssel (Skjern, Tjele, Vingegård, Gjandrup, Bigum, Vindum, Randrup og Viskumø), fem i det sydvestlige Himmerland (Lille Restrup, Hersomgård, Østergård i Skals sogn, Støttrup og Fredbjerggård) og ligeledes fem i Hindsted herred (Visborggård, Havnø, Dalsgård, Vrågård og Astrup).
Ved 12 hovedgårde nævnes gårdsæder. Det drejer sig om ti af de 14 hovedgårde med et tilliggende på 20 gårde eller mere, samt to, hvor godset er anslået til mindre end 20 gårde: Kås og Astrup i Hindsted herred. Der er videre argumenteret for, at der også var gårdsæder til Tjele, som i øvrigt også havde andet arronderet tilliggende. Gårdsæderne synes at have omfattet hoveriydende bønder tæt ved hovedgården, så de må siges at have været under klar aristokratisk kontrol. Ved Skjern dækkede gårdsæderne to hele sogne, som godset havde birke- og patronatsret til. Det er den stærkeste aristokratiske struktur, vi overhovedet finder på adelsgodset. Også gårdsæderne til de andre godser må anses for at have boet i hovedgårdssognet. Vi ved det positivt ved Visborggård og Skovgård (ved Skovgård var der strengt taget tale om et nabosogn, idet hovedgården lå lige på den anden side af sognegrænsen). Ved Vingegård og Dalsgård peger alt på, at det samme gjorde sig gældende, i og med at der hverken i 1524 eller året efter var ret mange andre skatteydere i disse hovedgårdes hjemsogne. Alt i alt havde disse 13 hovedgårde et tilliggende af gårdsæder eller andre bønder i deres hjemsogne og eventuelt ét nabosogn på ca. 260-280 gårde. Deres arronderede strøgods i deres hjemområde (dvs. henholdsvis Salling, Fjends herred, Middelsom-Sønderlyng-Nørlyng, Rinds-Gislum eller Hindsted herred) omfattede yderligere ca. 200 gårde. Hertil kommer, at Stårupgård formentlig retteligt hører hjemme i dette selskab, skønt den er så dårligt belyst.
I 1524 var Skjern i Nørreådalen mellem Randers og Viborg blandt de tre største adelsgodser i de 11 herreder, og det havde samtidig den stærkeste kontrol over sit nærområde. To hele sogne lå til Skjern, og ejeren havde både patronats- og birkeret over disse. Godset havde været endnu større i Erik Ottesen (Rosenkrantz)’ tid sidst i 1400-tallet. Skjern var også et anseligt borganlæg med en firefløjet borggård, omgivet af dobbelte voldgrave, og med økonomibygninger mellem de to sæt voldgrave. Ruiner og voldsted ses på denne tegning af Rasmus Henrik Kruse fra 1843. (Nationalmuseet, 2. afdeling, arkivet, fol. 14a I, nr. 75, s. 77).
De tre andre hovedgårde med et fæstegods over 20 gårde, hvor der ikke nævnes gårdsæder, Vrågård i Hindsted herred, Havnø og Lille Restrup, var derimod ligesom den noget mindre Hersomgård sekundære fogedgårde for deres ejere. Den manglende omtale af gårdsæder kunne skyldes, at der ikke var reel hovedgårdsdrift på disse hovedgårde. Havnøs og Lille Restrups status af hovedgårde er dog velbelagt i andre samtidige kilder, mens det er lidt mere usikkert for Vrågårds og Hersomgårds vedkommende. Disse fire hovedgårde havde i alt et arronderet tilligende på 43 gårde og yderligere et arronderet strøgods på 38 gårde. Her var den aristokratiske kontrol dog formentlig svagere.
Det er slående, at gårdsædebegrebet ikke bruges i forbindelse med de egentlige lavadelige godser. Også i tilfælde som Bigum, Støttrup, Fredbjerg og Randrup, hvor fæstegodset stort set var lig den landsby, hovedgården lå i, betalte bønderne fuld skat. En forklaring kunne være, at der ikke var hovedgårdsdrift af betydning og dermed hoveri ved disse smågodser. Ved visse af disse godser var bønderne dog skattefrie året efter, hvor gårdsæder og ugedagsmænd generelt synes fritaget. Under alle omstændigheder bestod visse af disse smågodser imidlertid af meget velarronderet gods. Fredbjerggård og Støttrup havde hele landsbyerne af samme navn som tilliggende, og tilsvarende koncentrationer træffer vi ved Filshave, Randrup, Bigum og Vindum, hvor hovedgården nok ikke ejede hele hjembyen, men en stor del af den. Andre, som Strandet og Astrup, bestod derimod af spredt gods. I alt omfattede de 14 mindste adelige godser et arronderet tilliggende på 35-50 gårde og yderligere 10-20 gårde i nærområderne.
Alt i alt udgjorde de adelige hovedgårdes arronderede kernegods dermed omkring 350 gårde, mens yderligere skønsmæssigt 250 gårde kan betegnes som arronderet strøgods.
Endelig finder vi på adelsgodset som på kron- og kirkegodset godskoncentrationer uden hovedgård. De to mest markante var Predbjørn Podebusks 20-22 gårde i Lovns-Alstrup sogne i Gislum herred, som hørte under Ågård, og Knud Pedersen (Gyldenstjerne)s tilsvarende koncentration i Tise og Grettrup sogne i Salling, lige på den anden side af Hvalpsund. I lidt mindre omfang havde Ove Vincentsen (Lunge) ti gårde i Nørre herred i Salling omkring den senere hovedgård Kjeldgård, Erik Høeg 13 gårde i Vognsild sogn i Gislum herred, Henrik Vind byen Korsø med ni gårde og Tyge Krabbe det nyligt genvundne Fiskbæk-gods på en halv snes gårde. Videre bestod en del af det arronderede strøgods til Skjern af næsten hele Vejrum sogn.
Alt i alt udgjorde kernegodset til kronens, kirkens og adelens hovedgårde ca. 600 gårde. Hertil kommer de ca. 150 gårde i kapitlets hovedkoncentrationer: Nørlyng herred og Fur. Arronderet gods under stærk aristokratisk kontrol udgjorde således ca. en fjerdedel af alt gods i området. Ville man inddrage også koncentrationer på 10-20 gårde uden hovedgård, omfatter disse yderligere mindst 3-400 gårde.
Kort 5: Stærke aristokratiske strukturer inden for de 11 herreder 1524
Godskoncentrationerne var ujævnt fordelt over området. Nørlyng herred var det mest aristokratiske, i og med at en række sogne var helt domineret af kapitlet, halvandet af bispen og ét af Asmild kloster. Her finder vi kun selvejergods og mere spredt adelsgods i det nordøstlige hjørne.
De meget velbelyste Middelsom og Sønderlyng herreder var også rige på koncentrerede godser. I dobbeltherredets hjerte finder vi det gamle storgods Skjern med dets to helt ejede sogne. Umiddelbart øst for Skjern finder vi hele tre gamle birker, Øster Velling, Fussing og Tånum, og adelsgodset Gjandrup, og i en række sogne omkring Skjern var forholdene i 1524 ganske vist brogede, men en menneskealder før havde Erik Ottesen (Rosenkrantz) siddet på det meste gods. I de nordlige og vestlige dele af området fandt man 1524 aristokratisk magt omkring Tjele, Vingegård og bispegården Viskum, og dertil har vi af koncentrationer uden hovedgård Odsgård-Vinkel-godset og Vejrum sogn, som Skjern sad på. Den centrale del af Sønderlyng herred, det meste af den vestlige del af Middelsom og enkelte sogne mod øst var derimod præget af en stor andel af selvejer- og sognekirkegods, lidt lokal lavadel og adeligt strøgods.
Den samme forskel kan iagttages i Salling. Her møder vi den formidable godskoncentration omkring Spøttrup, en noget mindre omkring Grinderslev kloster og med ret stor sikkerhed koncentrerede godskerner på 20-40 gårde omkring Eskær, Bustrup, Østergård, Hegnet og Kås. Det betyder, at Sallings sydvestlige og nordøstlige dele gennemgående var aristokratiske. Et midterbælte ned gennem Salling, som omfatter den sydvestlige del af Nørre og Harre herreder og det meste af Hindborg, rummede derimod meget selvejergods og var uden væsentlige aristokratiske koncentrationer.
Tilsvarende var der i Hindsted herred et skel mellem den østlige del, der overvejende var aristokratisk med adelsgodserne Visborggård, Havnø, Dalsgård og Astrup og bispegården Ovegård, og den vestlige og nordlige del, hvor der ikke var den slags magtcentre og godskoncentrationer. Den østlige del af herredet havde tidligere