32 Ibid., s. 76.
33 Roland Barthes, »Situation du linguiste«, in: OEuvres complètes, tôme 2, op.cit., s. 64.
34 Émile Benveniste, »Les niveaux de l’analyse linguistique«, in: Problèmes de linguistique générale, op.cit., s. 129f.
35 Op.cit., s. 79.
36 Ibid., s. 94.
37 Ibid., s. 95. Den, der skriver, er ikke den, der er: Denne kryptiske allusion til Lacan og psykoanalysens dekonstruktion af subjektets (jeg’ets) identitet har ikke anden funktion i teksten end at bekendtgøre et intellektuelt slægtskab. Jf. senere om artiklens sidste sætning.
38 Ibid., s. 95f.
39 Op.cit., s. 96.
40 Ibid., s. 97.
41 Ibid., s. 103. Sprogets kommens uophørlige eventyr: én af flere allusioner til Freud og Lacan. Artiklen slutter med følgende hyldest til det lille menneskes universelle bedrifter: »i alt fald, uden at ville forcere en fylogenetisk hypotese, det er måske ikke uden betydning, at det er i den samme korte periode (mod slutningen af det andet år), at det lille menneske på én gang »opfinder« sætningen, fortællingen og Ødipus« (ibid.).
42 Jf. Christian Grambye og Harly Sonne, Grundbegreber i nyere tekstvidenskab – med særlig henblik på tekstanalytisk praksis, København: Dansklærerforeningen, 1980.
43 Gérard Genette, »Frontières du récit«, in: Genette, Figures II, Paris, Éditions du Seuil, 1969 [1966]; Tzvetan Todorov, »Les catégories du récit littéraires«, in: Communications, 8, 1966.
44 Hos Monika Fludernik er det i mange af hendes publikationer en genkommende frase, for eksempel i artiklen »History of Narratology: A Rejoinder«, in: Poetics Today, 24, 3, 2003.
45 Tilføjet i fodnote: »Genus activum vel initiativum (ingen forfatterintervention i diskursen, teatret for eksempel), genus ennarativum (kun digteren har ordet; sentencer, didaktiske digte); genus commune (blanding af de to genrer: epopeen).« (Op.cit., s. 97n3)
46 Ibid.
47 Op.cit., s. 63. Citatet i citatet er fra Benvenistes artikel »De la subjectivité dans le langage« (i: Problèmes de linguistique générale, s. 262).
48 Ibid., s. 263.
49 Balzac, Études philosophiques: Gambara; Benveniste, op.cit., s. 241. – Benveniste kursiverer de verber, der står i aorist (passé simple): »Après un tour de galerie, le jeune homme regarda tour à tour le ciel et sa montre, fit un geste d’impatience, entra dans un bureau de tabac, y alluma un cigare, se posa devant une glace, et jeta un regard sur son costume, un peu plus riche que ne le permettent en France les lois du goût.«
50 Ibid.
51 Jf. Charles Bally (1912) »Le style indirect libre en français moderne I«, in: Germanisch-romanische Monatsschrift, IV, s. 551ff.
52 »Il rajusta son col et son gilet de velours noir sur lequel se croisait plusieurs fois une de ses grosses chaînes d’or fabriquées à Gênes; puis, après avoir jeté par un seul mouvement sur son épaule gauche son manteau doublé de velours en le drapant avec élégance, il reprit sa promenade sans se laisser distraire par les oeillades bourgeoises qu’il recevait.« (Ibid.)
53 Op.cit., s. 66.
54 »Quand les boutiques commencèrent à s’illuminer et que la nuit lui parut assez noire, il se dirigea vers le place du Palais-Royal en homme qui craignait d’être reconnu, car il côtoya la place jusqu’à la fontaine, pour gagner à l’abri des fiacres l’entrée de la rue Froidmanteau…« (Op.cit., s. 241).
55 Den »latinske konjunktiv« (som her kun eksisterer i form af et idiom) refererer til »en homme qui craignait …«, som på dansk gerne oversættes med en sammenlignende relativsætning (»som et menneske, der frygter«) eller ved en lidt mere konjunktivt drejet »litterær« formulering (»som var han et menneske, der frygtede«); den er en rest af en latinsk konjunktiv, idet der sammenlignes med et tænkt objekt.
56 Op.cit., s. 66.
57 Ibid, s. 66f.
58 »Sandheden alene, det er den historie, som kan fortælles som en rækkefølge af hårde og nøjagtige fakta, hvad enten de er opfundne eller faktisk har fundet sted; at fortælle historien med kunst kræver derimod, ikke alene den sandsynlighed, der beskytter illusionen, men desuden, at jeg som læser bliver rørt af historien, fordi dens personer taler, og fordi jeg bliver vist personernes sjælelige bevægelser.« Madeleine de Scudéry, Ibrahim, ou, l’Illustre Bassa (1641), oversat efter Henri Coulet, Idées sur le roman. Textes critiques sur le roman français. XIIe – XXe siècle, Paris: Larousse, 1992, s. 76.
59 Diderot, OEuvres, Paris: Gallimard, 1951, s. 1060f.
60 Henry Home, Elements of Criticism, Honolulu, Hawai: University Press of the Pacific, 2002 [1762].
61 Friedrich von Blanckeburg, Versuch über den Roman, Stuttgart: J.B. Metzlersche Verlagsbuchhandlung, 1965 [1774].
62 Henry James, »The Art of Fiction«, in: Longman’s Magazine, 4, September, 1884.
63 Percy Lubbock, The Craft of Fiction, NewYork: Jonathan Cape and Harrison Smith, 1929 [1921].
64 Wolfgang Kayser, Entstehung und Krise des modernen Romans, Stuttgart: J.B. Metzlersche Verlagsbuchhandlung, 1961 (1954).
65 Op.cit., s. 67.
66 Titlen er flertydig. Første led kan for eksempel oversættes med Fortællingens tale eller Afhandling(er) om fortællingen. Genette kommenterer selv flertydigheden i det senere »efterskrift«, Nouveau discours du récit, Paris: Éditions du Seuil, 1983, s. 8f. (Engelsk oversættelse Narrative Discourse Revisited, New York: Cornell University Press, 1994 [1988], s. 13.)
67 Genette, Gérard, »Discours du récit. Essai de méthode«, in: Figures III, Paris, Seuil, 1972, herefter noteret som Discours; engelsk oversættelse Narrative Discourse, An Essay in Method, Ithaca: Cornell University Press 1980, herefter som regel noteret som ND.
68 Ibid., s. 68 (ND, s. 22)
69 Ibid. (ND, s. 22f.)
70 Jf. »thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg«. (Romerbrevet, 7:19.)
71 Discours, s. 68f. (ND, s. 23.)
72 På dansk er det ikke ordet fortælling, der bærer denne tvetydighed, men snarere ordet historie, ligesom på engelsk ordet story: Vi hører (om) en historie, vi lytter til en fortælling, men vi siger, at vi læser en historie, eller at vi læser en fortælling, og mener med begge ord det samme.
73 Discours, s. 72 (ND, s. 26).
74 Ibid., s. 76 (ND, s. 31). Termen instans forklares så med en kort notehenvisning, der refererer til Benvenistes »diskursens instans«.
75 Op.cit., s. 74 (ND, s. 29).
76 Jane E. Lewin har åbenbart ladet sig forvirre af denne forkludring, når hun i citatets anden sætning oversætter »den narrative diskurs« med det i denne sammenhæng absurde »the narrated discourse« (ND, s. 29).
77 Vi genfinder her Benvenistes modsætning mellem l’histoire og discours, men kun som et forbifarende øjeblik, et næppe hørbart brus i tekstens talestrøm.
78 Genette, Gérard, »Silences de Flaubert«, in: Genette, Figures I, Paris, Éditions du Seuil, 1966, s. 245.
79 Det er ikke svært at genfinde sporene af Barthes’ programmatiske formuleringer om ›narrationens endnu uudforskede niveau‹ i denne rammeteori, men der er en nuance, der gør en væsentlig forskel: Hvor Barthes tænkte narrationens niveau som alt det i en fortælling, der ikke lader sig opsummere i et referat af historien og dens karakterer, skelner Genette mellem fortællingens udsagn og dens udsigelser, hvorfor narrationens niveau i princippet bliver et særligt analytisk niveau