Reaktionen mod rational choice-teorien blev nu endnu tydeligere, eftersom forskere inden for politisk psykologi påbegyndte en målrettet indsats for at finde afvigelser fra den gængse opfattelse af rationalitet og rationel handling. Den vigtigste opdagelse var ikke bare, at der var afvigelser fra det mest rationelle valg, men også at disse afvigelser var systematiske og fulgte et mønster, som kunne kortlægges. Opdagelsen af systematiske afvigelser betød endvidere, at det blev muligt at komme med mere præcise forudsigelser, end hvad rational choice-teorien kunne præstere (Schildkraut 2004: 807). Fokus blev derfor lagt på valg og på, hvordan information benyttes og bearbejdes af mennesker i almindelighed, og af politikere i særdeleshed. Studierne i denne periode var forholdsvis brede, da de både omfattede, hvordan information opfattes og misforstås, hvordan denne information bearbejdes, og hvordan beslutningsprocesser og risikovillighed håndteres. Politisk psykologi udviklede og raffinerede på afgørende vis metoder i denne tredje fase, hvilket medførte meget kreativ og øjenåbnende forskning. Antologien afspejler udviklingen ved at inkludere mange tekster fra denne periode, hvor flere hovedværker inden for disciplinen blev skrevet.
FASE 4: NEUROVIDENSKAB
De forskellige faser er på mange områder udtryk for forskellig vægtning af metoder og empiri. Samtidig er de udtryk for, at ny psykologisk viden udvikles i takt med opfindelsen af nye teknologiske værktøjer i studiet af hjernen. Det nyeste skud på denne stamme og den primære motor i fjerde fase er neurovidenskab, som har givet ny og bedre indsigt i, hvordan hjernen fungerer (Marcus 2008: 321). Neurovidenskab viser eksempelvis, at det kun er en brøkdel af alle beslutninger, der træffes bevidst, hvormed hjernen automatisk klarer resten. At man ikke engang registrerer størstedelen af de beslutninger, man træffer, står i stærk kontrast til rational choice-modellens forventning til grundige cost-benefit-analyser forud for beslutninger. I forlængelse heraf står neurologen Antonio Damasio som en central figur i nyere politisk psykologi. I sit værk Descartes’ Error sætter han spørgsmålstegn ved adskillelsen mellem følelser og fornuft, eftersom det i høj grad er følelser, der bestemmer, hvornår rationelle og bevidste beslutninger igangsættes (Stein 2008; Damasio 1994). Gennem studier af hjernens præfrontale cortex forklarer Damasio, at en kombination af følelser og rationalitet er udgangspunktet for at træffe sunde og hensigtsmæssige beslutninger. Gennem en række analyser af mennesker med læsioner i den præfrontale cortex viser Damasio, at folk, der ikke formår at inddrage følelser i beslutninger, træffer patologiske beslutninger (Damasio 1994; Montague 2006: 125). Drew Westen anvender denne neurovidenskabelige forskning inden for politologi ved at se på, hvordan henholdsvis republikanere og demokrater appellerer til forskellige dele af hjernen. Demokraterne til fornuft, og republikanerne til følelser. Som oftest vinder republikanerne, fordi mennesker primært handler ud fra emotionalitet frem for formålsrationalitet (Westen 2007).
Ovenstående historiske gennemgang understreger to pointer: at politisk psykologi er et meget fragmenteret og pluralistisk emneområde, og at disciplinen formår at tilpasse sig de udfordringer, vestlige samfund står over for i en given tid. Som alle andre akademiske discipliner har politisk psykologi både sine stærke og svage sider. Den høje grad af diversitet inden for politisk psykologi er et eksempel. Diversiteten er en styrke, fordi den giver megen fleksibilitet, hvormed forskerne har mulighed for at skifte emne og metode for at forklare begivenheder, som sker netop nu i samfundet. Den er en svaghed, fordi den skaber flygtighed og mangel på et overordnet forskningsparadigme. Den største begrænsning ved politisk psykologi, som disciplinen ser ud i dag, er, at det er en samling af meget små og partikulære teorier. Der mangler et samlende forskningsprogram, der kan integrere de mange små, men vigtige eksperimenter og resultater. I det sidste kapitel i denne bog vil vi således forsøge at etablere et felt for politisk psykologi baseret på en række centrale antagelser. På den baggrund er det hensigten, at politisk psykologi skal kunne udvikle sig til en middle range-teori, der kan anvendes på lige fod med mere etablerede samfundsvidenskabelige teorier. Hermed tilsigtes, at der opstilles en række grundlæggende antagelser, som sammen med en række ad hoc-hypoteser kan forklare en lang række konkrete, samfundsmæssige begivenheder.
Politisk psykologi i Danmark
Selvom politisk psykologi har eksisteret i hen mod 60 år, er disciplinens plads på danske universiteter begrænset, til trods for at den er forholdsvis bredt forankret i lande, hvor danske forskere og studerende normalt henter inspiration og viden: USA, England, Tyskland og Holland (Bryder 1988; Adamsen 2004).2 I slutningen af 1990’erne udgjorde artikler om politisk psykologi eksempelvis knap 21 % af alle artikler i de tre store amerikanske politologiske tidsskrifter American Political Science Review, American Journal of Political Science og The Journal of Politics (mens tallet for rational choice-artikler var godt 31 %) (Sullivan, Rahn og Rudolph 2002b: 156). Endvidere er disciplinen solidt forankret i spansktalende lande, hvor tidsskriftet Psicologia Politica læses af ca. 30.000 mennesker. Danske forskere anvender i høj grad teori og metode fra disse lande, ikke mindst rational choice-teori, så hvorfor er politisk psykologi blevet underprioriteret? Der er givetvis mange forklaringer på dette fravær, men to aspekter synes vigtigst: 1) forkærlighed for at forklare fænomener i relation til strukturer snarere end individer og 2) en tilbøjelighed til at afskrive psykologi som uvidenskabelig:
For det første kan sociale fænomener forklares i henhold til enten individer eller samfundsstrukturer. Man kan forklare en hvilken som helst hændelse som et udfald af samfundets institutioner, eller man kan knytte selvsamme begivenhed til de individer, der spiller en mere eller mindre central rolle i den. For eksempel kan man forklare udbruddet af Første Verdenskrig med, at der var en ustabil magtbalance i Europa kombineret med ekspansionslystne stater, eller man kan tilskrive Gavrilo Princip den tvivlsomme ære, eftersom han myrdede arvingen til den østrig-ungarske trone, kronprins Franz Ferdinand. Kun de færreste betragter individer og samfundsstrukturer som en dikotomi. De fleste vil hævde, at en hændelse er et resultat af begge faktorer, eller tilskrive sig en dialektisk og strukturationistisk forståelse af dette samspil, hvor individer og strukturer reproducerer hinanden igennem historien (Berger og Luckmann 2004; Giddens 1984, Bourdieu 1989; Bauman 1973). Begge løsninger giver dog plads til at tilskrive henholdsvis individ og samfund den mængde betydning, som man synes, er passende. Tocqueville argumenterer for, at forskere i forskellige samfund og historiske epoker lægger varierende vægt på de to faktorer (Tocqueville 1998). Jo mere hierarkisk et samfund er opbygget, desto større del af historien tilskrives individerne. Det er selvfølgelig ikke alle individer, der har lige stor betydning for, hvordan et givent samfund udvikler sig, hvilket betyder, at fokus rettes imod de individer, der er øverst i hierarkiet. Helt omvendt ser det ud i egalitære samfund, hvor statslige strukturer traditionelt spiller en større rolle, hvormed langt størstedelen af individerne er nogenlunde lige, og hvor samfundet sætter snævre rammer for, hvilke valg individet kan foretage. Det er derfor ikke overraskende, at politisk psykologi har en stærkere forankring i angloamerikanske lande end i europæiske lande præget af lighed og egalitarisme, eftersom individet generelt tilskrives mere betydning i de førstnævnte lande. De samfundsvidenskabelige fakulteter i Danmark har siden 1960’erne taget en forholdsvis klar position i den relative vægtning af henholdsvis individer og samfundsstrukturer, hvor de fleste fænomener forklares i henhold til sidstnævnte. Vigtigst i denne sammenhæng er marxismens solide forankring på de danske universiteter.
For det andet har politologer haft en tilbøjelighed til at sætte lighedstegn mellem psykologi og Sigmund Freuds psykoanalytiske metode. Dermed er kritikken mod Freud blevet generaliseret til at gælde for hele det psykologiske felt, hvormed disciplinen er reduceret til psykoanalyse af underfundige eksistenser. Denne generalisering betyder, at store dele af den psykologiske teori er blevet afskrevet som ufalsificerbar pseudovidenskab. De fleste politologer vil i dag formentligt mene, at denne kritik af en hel disciplin er uretmæssig, hvilket berettiger til en revidering af politologernes syn på psykologiske teorier og deres anvendelighed i samspil med statskundskab (Tingley 2006). Endvidere er metodologien inden for psykologi blevet forbedret væsentligt siden 1960’erne, hvilket betyder, at politologer