Politisk psykologi. Группа авторов

afvigelser fra rationalitet betyder, at vi ikke handler på samme måde, som vi forventer bl.a. ud fra demokratiteorier. Det vil derfor være oplagt at diskutere, i hvor høj grad vores demokratiske processer passer til samfundets borgere, og herigennem om vi vælger vores politiske ledere ud fra de rigtige kriterier. Dette introduktionskapitel skrider frem således: Først skitseres den nuværende forståelse af rationel adfærd i form af rational choice-teorien. En stor del af politisk psykologi er eksplicit og til tider implicit en kritik af denne teori, som således er en nødvendig forståelsesramme. I den anden del af introduktionen udfoldes disciplinen politisk psykologi, hvor forskellige definitioner diskuteres. Derefter gennemgås politisk psykologis historie i tredje del. Den historiske gennemgang byder på mange internationale forskere, særlig amerikanske, men bemærkelsesværdigt nok kun en enkelt dansker. I introduktionens fjerde del undersøges, hvorfor politisk psykologi har trange kår i Danmark, og det påpeges, hvad samfundsvidenskaben derved går glip af. I femte og afsluttende del opstilles rammen for resten af antologien, idet disciplinen politisk psykologi klassificeres i fire grupper: kognition og bearbejdning af information, beslutninger, gruppedynamik og socialt pres, samt lederen og massen. Denne inddeling fungerer samtidig som strukturering af antologiens bidrag.

       Rational choice-teorien

      Da politisk psykologi primært er opstået som en negativ videnskab, må dens modpart, rational choice-teorien, betragtes som en forudsætning for at forstå disciplinen. Rational choice-teorien blev introduceret af matematikeren John von Neumann og økonomen Oskar Morgenstern i 1944 i Theory of Games and Economic Behavior (Kahneman og Tversky 1984: 343). Der er tale om en teori med udgangspunkt i det behavioristiske ideal om objektiv og kvantificerbar forskning. Formålet med rational choice-teorien var oprindelig foreskrivende, da forfatterne tilsigtede at opstille procedurer for, hvordan man træffer rationelle og efficiente beslutninger (Tversky 1975: 173; Schoemaker 1982: 539; Elster 2000: 1, 3). Det skal her bemærkes, at der ikke kun findes én rational choice-teori, eftersom den er formuleret i mange forskellige nuancer (Green og Shapiro 1994). I dette kapitel omtaler vi dog teorikomplekset som værende én teori, eftersom alle rational choice-varianterne beror på den samme grundlæggende antagelse om rational man, om end han iføres forskellige klæder af forskellige forfattere. Det er denne grundtanke, politisk psykologi reagerer på.

      Rational choice-teorien i dens oprindelige, foreskrivende form er i det store og hele undtaget for kritik inden for politisk psykologi. De tekster, der udgør nærværende antologi, er derimod rettet mod den udvikling, som rational choice-teorien har taget siden 1960’erne, hvor teorien er blevet langt mere ambitiøs inden for andre grene end økonomi. Udviklingen i teorien kan skitseres således:

      FIGUR 1 : Udviklingen af rational choice-teorien

      Den første udvikling i rational choice-teorien er udvidelse af dens formål, hvor den går fra at være en individuel præskriptiv teori til at være en deskriptiv teori. Forandringen af teoriens formål betyder, at teorien ikke længere skal kortlægge optimal adfærd, men nu forklare og forudsige adfærd. Konsekvensen af transformationen er, at idealet om fuld information og nyttemaksimering konverteres til deskriptive antagelser om individet (Green og Shapiro 1994: 12). I stedet for at foreskrive, hvordan aktøren kan handle rationelt, såfremt han har en hjerne, der fungerer som en perfekt regnemaskine, antages det nu, at aktøren er en perfekt regnemaskine, der besidder fuld information (Schoemaker 1982: 530; Zuckert 1995: 184). Udviklingen er primært foranlediget af gruppen af økonomer, der går under betegnelsen Chicago-skolen. Denne økonomiske skole rummer prominente teoretikere såsom Milton Friedman, George Stigler, Gary Becker og James Buchanan og har til formål at udbrede principper og tankegange fra det økonomiske domæne til det sociale og politiske (Miller 1962: 65; Lemke 2001: 197). Chicago-skolen har tendens til at sætte lighedstegn mellem det ideelle og det faktiske, således at den virkelige verden ses som værende en forholdsvis præcis udgave af økonomisk teori (Miller 1962: 65).

      Den anden udvikling i rational choice-teorien omhandler ligeledes teoriens formål, men også dens genstandsfelt. Med udgangspunkt i den deskriptive version af teorien har Chicago-skolen og andre neoliberale hen ad vejen gjort teorien præskriptiv igen. Dette er en følge af, at teorien i dens deskriptive udgave bruges til at komme med normative synspunkter om, hvordan samfundet bør indrettes. Denne nye form for præskriptiv teori adskiller sig fra den oprindelige individuelle præskriptive teori, fordi den bygger videre på den deskriptive fortolkning af rational choice-antagelserne. Formålet med denne tredje version af rational choice-teori er at forandre samfundets institutioner, hvorfor denne udgave af rational choice-teorien kan benævnes politisk præskriptiv.

      Politisk præskriptiv rational choice-teori indebærer en anden central udvikling inden for rational choice-teorien i form af en udvidelse af dens genstandsfelt. I og med at teorien nu er politisk præskriptiv, har teorien udviklet sig fra udelukkende at beskæftige sig med det økonomiske marked til at inkludere både økonomiske, politisk-administrative og sociale domæner (Green og Shapiro 1994). Det betyder, at både problemer og løsninger i adskillige domæner nu defineres ud fra de logikker og termer, der traditionelt kendetegner det økonomiske domæne (Lemke 2001: 197; Gordon 1991: 42). Der er her tale om, hvad mange rational choice-kritikere betegner som kolonisering af andre domæner og livsverdener (Habermas 1984: 8ff; Habermas 1987: 164ff; Horkheimer og Adorno 2002: 11; Monroe og Maher 1995: 1; Scott 2000; Walt 1999: 5; Baynes 1998: 2). Det betyder, at disse domæner, mest tydeligt politiske og sociale, nu indrettes ud fra samme præmisser, antagelser og logikker, som anvendes i den økonomiske sfære.

      I udvidelsen af teoriens domæne ligger en implicit antagelse om, at alle relationer grundlæggende er identiske med dem, der eksisterer på markedet, hvorfor de samme rationaler er velegnede til at danne grundlag for institutioner i alle samfundets domæner (Riker og Zavoina 1970: 50). Ifølge teoriens fortalere er det således ikke kun købere og sælgere på markedet, der forsøger at maksimere deres materielle velstand, men også bureaukrater, politikere, organisationer og stater. Sat på spidsen er der i denne økonomiske logik ikke forskel på at købe en bil og begå et mord. Begge handlinger antages at blive begået af en formålsrationel aktør, som mere eller mindre er en tro kopi af rational man. Aktøren opvejer omkostninger og fordele ved en given handling og køber bilen eller begår mordet, såfremt dette giver den største nytte. Det politiske svar på alverdens problemer er derfor at regulere sanktionerne for at begå et mord, hvorefter det forventes, at den rationelle aktør vælger en anden handling. Den økonomiske logik adskiller sig derfor grundlæggende fra den politisk psykologiske forståelse af menneskelig handling, som i langt højere grad inddrager psykologiske og biologiske faktorer.

      Konsekvenserne af udvidelsen af rational choice-teoriens formål og genstandsfelt har vist sig at være omfangsrige, eftersom tankegangen dominerer store dele af den politiske sfære. Udvidelsen af formål og genstandsfelt har været stærkt medvirkende til fremkomsten og opblomstringen af disciplinen politisk psykologi, fordi den sætter spørgsmålstegn ved de antagelser, som rational choice-teorien bygger på.

       Disciplinen politisk psykologi

      Som navnet politisk psykologi antyder, udspringer disciplinen af politologi og psykologi. Det er en interdisciplinær videnskab, som tager udgangspunkt i to forskellige discipliner med hver sit formål. Psykologi fokuserer normalt på individet, mens politologi fokuserer på summen af individer og det aggregerede udfald af deres organisering og handlen. I forsøget på at kombinere styrkerne ved politologi og psykologi udgør rational choice-teorien et udgangspunkt, da der heri findes en kobling mellem mikro- og makroniveau. Politisk psykologi har særligt fokus på de antagelser, der ligger bag de politiske analyser. Det er nødvendigt at have korrekte empiriske antagelser om individet, førend man kan lave politiske analyser, eftersom individer og deres kognitive begrænsninger har stor betydning for det samlede udfald. Politisk psykologi arbejder på at åbne og afkode de fænomener, rational choice-teorien betragter som en sort boks (McGraw 2000: 823). Politisk psykologi er reduktionistisk på samme måde som psykologi,