Som nævnt er politisk psykologi primært en negativ videnskab og tager dermed udgangspunkt i at kritisere rationalistiske forståelser og forklaringer (Sullivan, Rahn og Rudolph 2002a; Schildkraut 2004). Den kritiske tilgang skal ikke opfattes som destruktiv, men snarere som en analyse af, hvilke antagelser, kendte og skjulte, som vores tanker, handlinger og teorier hviler på. Politisk psykologi er altså et konstruktivt forsøg på at forbedre vores politiske beslutninger og politiske institutioner ved at undersøge konsekvensen af, at disse er baseret på en snæver og idealiseret forståelse af individet. Kritikken af rational choice-teoriens rationalitetsbegreb skal ikke forstås som et argument for, at vi alle er irrationelle (Simon 1995: 46; Jervis 1993; Bell, Raiffa og Tversky 1988: 9; Grafstein 1995: 63). Derimod er påstanden i politisk psykologi, at den forståelse af rationalitet, som ligger i rational choice-teorien, er idealiseret og eksisterer på, hvad Green og Shapiro betegner som et usikkert empirisk fundament (Green og Shapiro 1994: 11). Den nuværende paradigmatiske forståelse i samfundsvidenskaben og politologien er ikke en universel og objektiv sandhed, men snarere en teori opfundet af en amerikansk matematiker og en tysk økonom.
Økonomer og rational choice-fortalere kritiserer ofte den politiske psykologi for positionen som negativ videnskab (Riker 1995). Kritikken påpeger, at politisk psykologi ikke formår at opstille et sammenhængende alternativ til den rationelle aktørmodel, hvormed muligheden for at applicere fundene i politisk psykologi er stærkt begrænset. Denne diskussion afspejler en grundlæggende metodologisk strid mellem rational choice-fortalere og deres kritikere: Skal en teori være parsimonisk eller realistisk (Kahneman 2003: 1449)? Denne metateoretiske diskussion udvikles til fulde i antologiens afsluttende kapitel. I løbet af de seneste 10 år er der dog opstået en stigende tendens til at bedrive mere positiv videnskab, der er i stand til at udfordre rational choice-teorien som fundament for vores forståelse af politisk handling, processer og institutioner (McGraw 2000: 823). Der er således tegn på, at disciplinen politisk psykologi er et vidensfelt i modning, også fordi der ud over udviklingen hen imod en positiv videnskab gøres både teoretiske, empiriske og metodologiske fremskridt (McGraw 2000).
Hvis der kan siges at være et samlende formål for politisk psykologi, så er det at påvise, at den menneskelige kapacitet er begrænset, både hvad angår perception og bearbejdning af information (Tetlock 2005: 232; Kahneman 2003; Simon 1983: 294; 1999: 114; Jones et al. 2006: 39). Fokus i politisk psykologi er derfor både på menneskelige succeser og fejl, omend der en tendens til at lægge mest vægt på det sidste (Marcus 2008: 324). Det tilsigtes at falsificere, modificere, supplere og/eller erstatte rational choice-teorien som mikrofundament i analyser. Det er i denne forbindelse, at politisk psykologi udpeger blinde vinkler og stræber efter at skabe en mere udtømmende forståelse af individet, så de strukturelle teorier kan forbedres og baseres på et mere fyldestgørende grundlag (Bryder 1988). Heri ligger en stærk tiltro til metodologisk reduktionisme, hvor det antages, at handlinger kun kan forstås ved at studere individet. Således bliver individet den helt centrale byggesten i sociale fænomener og handling (Elster 2000: 7). Metodologisk reduktionisme betyder ikke, at alt kan reduceres til summen af individer, eftersom der opstår synergi-effekter, der skaber relationer og værdier, som eksisterer intersubjektivt. Reduktionisme er snarere et opgør med den antropomorfe forståelse af aggregerede enheder som handlende subjekter. Læresætning nummer et er derfor: Individer træffer beslutninger, det gør organisationer og stater ikke.
Betydningen af et empirisk korrekt mikrofundament kan ikke overvurderes, da det danner grundlag for al videre forskning. Selv neorealismens fader, Kenneth Waltz, erkender nødvendigheden af et solidt mikrofundament som forudsætning for reel viden om de kræfter, der gør sig gældende inden for de strukturelle rammer (Waltz 2001). Det største bidrag fra politisk psykologi i denne debat ligger formentligt i at dokumentere systematiske afvigelser fra teorierne om mennesket som perfekt rationel aktør (Kahneman 2003). Det er dog ikke alle, der betragter et velfunderet empirisk udgangspunkt som afgørende. Den vigtigste kritiker på dette område er Milton Friedman, som argumenterer for, at man ikke skal dømme en model ud fra dens empiriske validitet, men ud fra dens evne til at forudsige begivenheder. Hvis modellen kan forudsige, bør man sige, at folk handler, som de gør i modellen, også selvom modellen ikke er en tilnærmelsesvis præcis beskrivelse af rigtige individer (Friedman 1953).
Målet for politisk psykologi er med andre ord at opstille en aktørmodel, der er funderet på korrekte empiriske antagelser, da dette ses som en nødvendig forudsætning for en korrekt forståelse og hensigtsmæssig indretning af verden. Jagten på at forstå de mennesker, der træffer politiske beslutninger, medfører en bred metodologisk tilgang. Dette indebærer først og fremmest klassisk psykologisk metode, hvori eksperimenter og computermodeller er afgørende, samt både velkendt politologisk metode gående fra kvalitative casestudier til kvantitative analyser blandt andet baseret på surveys og opinionsundersøgelser (McDermott 2004 21ff; McGraw 2000: 810; Deutsch og Kinvall 2002). Den vigtigste metode er eksperimentelle studier, der muliggør isolering af variable, så man kan se, hvordan mennesket reagerer under bestemte forhold. Isolering af variable muliggør præcise iagttagelser af kausale relationer, hvilket må siges at være politisk psykologis ubetinget største styrke, metodisk set (Kinder og Palfrey 1993; Smith 1991: 878).1
Selvom størstedelen af de politiske psykologer med en vis ret kan placeres i denne rationalitetsdebat, er disciplinen yderst fragmenteret (Stein 2008: 104). Således beskæftiger politisk psykologi sig med en bred vifte af fænomener omhandlende vidt forskellige enheder og analyseniveauer, såsom politiske personligheder, offentlig opinion, politisk deltagelse, socialisering, massemedier, konflikter mellem grupper, beslutningstagning, lydhørhed, identitet, perception, bearbejdning af information og afvigelser fra rationalitet (Sears, Huddy og Jervis 2003: 3; Deutsch og Kinvall 2002). Politisk psykologi er derfor funderet på en flerhed af små teorier snarere end på en parsimonisk teori. I bogens afsluttende kapitel opstilles imidlertid en række af feltets samlende elementer eller kerneantagelser, der kan ligge til grund for videre forskning i politisk psykologi.
Kombinationen af et bredt empirisk genstandsfelt og høj metodologisk diversitet betyder, at det er svært at definere politisk psykologi i konkrete og entydige termer. I de følgende afsnit gennemgås en række definitioner af politisk psykologi, inden bogens bud præsenteres. Definitionen danner samtidig rammen for udvælgelsen af bidrag til antologien i den forstand, at de elementer, der ekskluderes fra definitionen, også naturligt ekskluderes fra antologien.
Selvom semantikken i navnet politisk psykologi antyder, at hovedvægten lægges på psykologi, gør det meste forskning det modsatte. Det betyder, at de fleste forskere anvender psykologisk teori til at forklare politiske fænomener (Krosnick og McGraw 2002; Iyengar 1993). På baggrund af denne vægtning definerer Sears, Huddy og Jervis politisk psykologi som “an application of what is known about human psychology to the study of politics” (Sears, Huddy og Jervis 2003: 3). En lignende definition giver hjemmesiden for institut for politisk psykologi ved Stanford University: “Political psychologists attempt to understand the psychological underpinnings, roots and consequences of political behavior” (Stanford 2008). På samme vis definerer James Kuklinski politisk psykologi som “the study of mental processes that underlie political judgments and decision making” (Kuklinski 2002: 2). Ved at anvende og udvikle psykologisk forskning i det politiske genstandsfelt er det muligt at belyse variable og elementer af politiske personer, processer og institutioner, der normalt bliver betragtet som eksogene variable i politiske analyser.
Ovenstående definitioner af politisk psykologi fremhæver vigtige aspekter ved disciplinen. Vi mener i forlængelse heraf, at disciplinen bedst defineres mere udtømmende: Politisk psykologi er en interdisciplinær forskningsgren, hvor individorienteret psykologisk teori anvendes inden for statskundskabens genstandsfelt med henblik på at nuancere og udbygge forståelsen af aggregerede politiske handlinger, processer og institutioner. Dette tilstræbes ved at kortlægge systematiske tilbøjeligheder og begrænsninger indbygget i individet og spore effekterne af deres aggregering.
Med