Tilsvarende har sundhedsfremmebegrebet specifikke karakteristika. Når sundhedsplejerskerne siger, at de arbejder sundhedsfremmende, handler det om ”at lade børnene lytte til hinandens erfaringer”, ”at arbejde med dialoger og bløde værdier”, ”at tage udgangspunkt i elevernes syn på sagen”, ”at have et positivt syn på den enkelte elev”, ”at arbejde kreativt og ikke fastlåst”, ”at arbejde ikke-problemfikseret”, ”at arbejde med læringsmål”, ”at arbejde bredt og involvere hele barnet”, ”at arbejde med nytænkning”. En sundhedsplejerske siger fx: ”Sundhedsfremme er noget vi gør for at bevare det gode glade liv”. Den sociale dimension i sundhedsfremmebegrebet fremhæves som en interaktion mellem de professionelle sundhedsplejersker og børnene. Begge parter er aktive, men aktiviteterne sker ud fra sundhedsplejerskernes forventninger om dialog og respekt for børnenes værdier. Det vigtige nøgleord i forbindelse med sundhedsfremme lader til at være princippet eller ideen om at involvere børnene som partnere i den pædagogiske proces.
Sundhedsplejerskerne har som sygeplejersker en faglig viden, der er baseret på biomedicin, naturvidenskab og samfundsvidenskab, og de oplever, at de har stor ekspertise på forebyggelsesområdet. Samtidig ser de sundhedsfremmeområder som omsorg, styrkelse af resurser m.m. som vigtige dele af sundhedsplejens virksomhedsfelt. Alle disse delfunktioner har hver deres logik, men det er ofte forebyggelseslogikken, der rammesætter sundhedsplejen.
Sundhedsfremme opfattes som noget, der ikke er forankret i medicinsk eller faktuel viden. Når sundhedsarbejdet ind imellem får sundhedsfremmende karakter, giver sundhedsplejerskerne slip på ambitioner om ”at vide bedst”, og dermed oplever de, at de også giver slip på deres faglige fundament – for at sætte børnenes visioner og handleerfaringer i centrum. En sundhedsplejerske siger i et interview:
”Når jeg arbejder med forebyggelse, så vil jeg umiddelbart sige, at det er der, jeg er forankret i min sygeplejefaglige baggrund. Hvis man skulle sige, at jeg kun skulle arbejde med sundhedsfremme, så vil jeg umiddelbart sige, at så kunne du (intervieweren) lige så godt sidde på min plads. Men, når vi har forebyggelse med, så er min baggrund som sygeplejerske vigtig.”
Imidlertid er det karakteristisk, at ovenstående overvejelser ofte foregår på et generelt plan, hvor der refereres til den dominerende ”trend” i den sundhedspædagogiske diskussion. Diskussionen får dog et væsentligt andet indhold, når det gælder den konkrete praksis med børn og unge i skolen, og når der fx tages udgangspunkt i konkrete eksempler, som fx ”Du bestemmer” metoden. I forbindelse med disse konkrete eksempler giver det ikke mening at skelne så skarpt, og sundhedsplejerskerne trækker ingen klare grænser mellem, hvornår de i praksis arbejder forebyggende, og hvornår de arbejder sundhedsfremmede.
Når der indledningsvist på de afholdte workshops alligevel tales om sundhedsfremme og forebyggelse som fundamentalt forskellige, tillægger vi det en diskurs, som vi vælger at kalde ”akademisk diskussion”, og som hænger sammen med den dominerende ”trend” i den offentlige debat om sundhedsfremme og forebyggelse. Også selve uddannelsesbaggrunden og den tilhørende faglighed som sundhedsplejerske spiller en rolle for, at denne ”trend” slår igennem.
Men i forbindelse med diskussion af praksis bliver det klart, at arbejdet med børn både kan rumme perspektiver om sundhedsfremme og forebyggelse, og at det ofte er svært at skelne det ene fra det andet:
”For mig at se hænger tingene sammen, jeg kan ikke skille ud, hvornår jeg gør det ene, og hvornår jeg gør det andet”
”Forebyggelse og sundhedsfremme er to forskellige ting, men hænger uløseligt sammen”
”I min praktiske verden lapper de to begreber ind over hinanden, og jeg har svært ved at skelne dem fra hinanden”
”Hvis man går ind og taler sundhedsfremme, kan det samtidig være forebyggelse.
Svært at skelne mellem sundhedsfremme og forebyggelse”
”Jeg synes, at de her begreber har snurret rundt, og vil gerne have dem til at flade lidt ned”
”Jeg kan ikke forstå, hvorfor de skal skilles ad”
”Vi var ikke helt enige i vores gruppe, nogen ville gerne dele begreberne op, men vi fandt ud af, at det er to begreber, der griber ind i hinanden”
”Det giver mening at forstå begreberne hver for sig, men det er en umulighed at arbejde isoleret med enten forebyggelse eller sundhedsfremme”
De fleste sundhedsplejersker giver udtryk for en opfattelse af, at sundhedsfremme og forebyggelse ikke er modsætninger, men at de på den anden side fokuserer på noget forskelligt. Endvidere fremhæver de fleste, at det i deres praksis er meget svært at skelne mellem, hvornår man sundhedsfremmer, og hvornår man forebygger, da de ofte vil indgå og hænge sammen i konkrete projekter. Det er derfor tilsyneladende en anden diskurs, som relaterer sig til praksis, som kunne kaldes ”Sundhedsarbejde i praksis”. Denne udgør på flere punkter en udfordring til den dominerende teoretiske diskurs, som den aktuelle sundhedspædagogiske diskussion er præget af.
Forebyggelse marginaliseres
Videre kan det konkluderes, at der er en generel opfattelse af, at sundhedsfremme handler om det smarte, det moderne, og det politisk korrekte. Det er her, man arbejder med deltagerinvolvering med styrkelse af resurser og kompetencer m.m. I diskussionen om sundhedsfremme og forebyggelse får det ofte den konsekvens, at forebyggelse marginaliseres som noget gammeldags og traditionelt. Denne tendens fører til utilfredshed og frustration hos mange sundhedsplejersker, og flere giver udtryk for, at de er bedst klædt på til at arbejde med forebyggelse, og de udtrykker opgivende, at ”det må man ikke mere – det er ikke fint nok at arbejde forebyggende”:
”Forebyggelse har fået en negativ klang, så nu har vi lært, at vi skal kalde det sundhedsfremme”
”Forebyggelse er et fyord”
”Sundhedsfremme er lidt sværere for os end forebyggelse”
”Forebyggelse er mere konkret end sundhedsfremme, som er lidt mere blødt”
”Sundhedsfremme er finere (end forebyggelse)”
”Forebyggelse er en mere konkret ting (end sundhedsfremme)”
”I forebyggelse skal vi jo undgå noget konkret, som vi kender – men i sundhedsfremme, ja, der skal vi jo lave noget nyt, som vi ikke kender”
”Forebyggelse handler om at undgå sygdomme, sundhedsfremme er meget om at fremme noget, ja, jeg ved ikke, jo, altså sundhed…”
Der er ingen tvivl om, at den dominerende sundhedspædagogiske diskurs har ført til, at de to begreber opfattes som hinandens modpoler, og at forebyggelsen er ”taberen” og derfor ofte marginaliseres. Dette sættes yderligere i relief af, at sundhedsplejerskerne ikke mener, at den skarpe skelnen mellem de to begreber giver mening i forhold til deres egen praksis.
På de afholdte workshops udtrykker mange stor lettelse over muligheden for at tænke sundhedsfremme og forebyggelse som to sider af samme sag:
”Det er bare så vigtigt for os, at tingene får lov til at hænge sammen”
”Det gør det utroligt enkelt at tænke sådan”
”Jeg tror også, at det er sådan, at vi arbejder i det daglige. Vi går ikke og tænker i sundhedsfremme og forebyggelse, vi arbejder da bare”
”For ikke at drukne i at gøre alt ”det slemme” er der mening i at undgå at skille forebyggelse fra sundhedsfremme. Ved at tænke sundhedsfremme får man en hel masse forebyggelse gratis. Meget af det positive i sundhedsfremme får de gode ord/handlinger/drømme frem – glæde – energi – imødekommenhed alt godt for et godt liv osv.”
Det er tydeligt,