VAerdier pa spil?. Bjarne Bruun Jensen. Читать онлайн. Newlib. NEWLIB.NET

Автор: Bjarne Bruun Jensen
Издательство: Ingram
Серия:
Жанр произведения: Учебная литература
Год издания: 0
isbn: 9788771247640
Скачать книгу

      

      Karen Wistoft, Bjarne Bruun Jensen og Jette Vinter Roesen

      Værdier på spil?

       Mellem sundhedsfremme og forebyggelse i skolesundhedsplejen

      Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag

      Forord

      Denne bog handler om udvikling af skolesundhedsplejens arbejde inden for sundhedsfremme og forebyggelse. I bogen præsenteres resultater fra første fase af et forskningsintegreret udviklingsarbejde med fokus på sundhedsplejen i Københavns Kommune. Partnerne i projektet er Forskningsprogram for Miljø- og Sundhedspædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet samt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, og herunder sundhedsplejerskerne, ved Københavns Kommune.

      Projektet retter sig mod udvikling af nye veje inden for arbejdet med forebyggelse og sundhedsfremme. Det overordnede mål er at beskrive, systematisere og udvikle de sundhedspædagogiske kompetencer og redskaber, som sundhedsplejersker behøver med henblik på at facilitere en sund udvikling i et sundt miljø blandt børn og unge. Projektet har fokus på undersøgelse af, hvilke kompetencer, der støtter sundhedsplejersker i at håndtere og udnytte de værdier, der kommer i spil i den sundhedspædagogiske dialog med målgruppen børn og unge, når sundhed relateres både til sygdomsperspektiver og til ’det gode liv’.

      Bogen her, der er den første i en serie på flere, retter sig mod at kortlægge værdier, centrale begreber og problemstillinger i sundhedsplejerskernes nuværende praksis. Bogen danner derved udgangspunkt for en næste fase, hvor der i samarbejde med sundhedsplejen i Københavns Kommune arbejdes aktivt med udvikling af nye strategier, værdier og begreber i sundhedsplejens praksis. Selvom projektet knytter sig til en konkret kommune, er det forventningen, at de opnåede resultater vil have interesse for en bredere kreds af professionelle inden for sundhedsområdet.

      De resultater, der præsenteres her, er tidligere præsenteret i en foreløbig skriftlig og mundtlig form for sundhedsplejerskerne i Københavns Kommune på en konference d. 1. marts 2005. Denne udgave er udarbejdet på baggrund af en efterfølgende fase, hvor sundhedsplejersker samt øvrige interessenter i projektet har haft mulighed for at give feedback, kommentarer, rettelser m.m.

      Københavns Kommune samt Forskningsrådet for Sygdom og Sundhed har bidraget til finansiering af projektet.

      Afsnit 1: Introduktion

      Bogen består af fire hovedafsnit: En introduktion, hvor vi kort gør rede for projektets ambition, forløb og design. Derefter følger et afsnit med seks grundtemaer fra sundhedsplejens praksis. De seks temaer er:

      a) Sundhedsfremme og forebyggelse

      b) Værdier og værdikonflikter

      c) Deltagelsesbegreber

      d) Kommunens værdigrundlag

      e) Sundhedssamtalen

      f) Marginaliserede og sårbare børn og unge.

      Bogens tredje afsnit udgøres af sundhedsplejerskernes eget problemkatalog og forandringsforslag, og endelig følger et opsamlende afsnit med fem overordnede udviklingsfelter, som projektets videre forløb kan basere sig på.

      Afslutningsvis bringes tre bilag, hvoraf det vigtigste er bilag 1, der rummer indsamlede data fra projektet i systematiseret form. Disse data udgøres af udsagn fra sundhedsplejerskerne, som de er kommet til udtryk under diskussionerne på de afholdte workshops samt i det spørgeskema, som alle sundhedsplejersker har udfyldt. Udsagnene er i bilaget struktureret efter en række temaer med tilhørende spørgsmål, der relaterer sig til projektets overordnede mål og problematik. Bilag 1 udgør på denne måde en central del af det empiriske grundlag for de resultater og konklusioner, der præsenteres i bogen. Bilag 2 er den uddybende projektbeskrivelse, og bilag 3 er en typisk plan for et af de fem workshopforløb.

      Sundhedsplejens yderside og inderside

      ”Vi er sygeplejersker – vi har ikke tradition for at profilere os selv. Vi skal klare alt – kunne rumme alle problemer – handle her og nu. Sygeplejersken er socialiseret ind i en omsorgspraksis, hvor der ikke er plads til kritiske refleksioner. Vores identitet er nok i bund og grund at være sygeplejersker. Sundhedsplejersker har nemlig en anden funktion – det er det, der er det svære – det at sælge vores identitet som sundhedsplejersker, fordi vi ikke selv er klart definerede, fordi vores værdigrundlag er uklart, og fordi vi ikke møder det, vi gerne vil, som forventning i vores omgivelser. Vores værdier bliver ikke set hverken af os selv eller af omverdenen. Vi vil jo gerne arbejde sundhedspædagogisk, men folk tror, vi er sygeplejersker – også på skolerne.”

      Bogen er en beskrivelse af sundhedsplejerskers syn på deres arbejde i skolen, som består i at skabe rammer for børn og unges læring og personlige udvikling i en sund retning. Rammerne ses som muligheder for, at skolens børn og unge kan forme deres værdier, viden og normer i forhold til aktuelle sundhedsmæssige udfordringer. Sundhedsplejens opgaver i skolen formes ud fra forskellige intentioner. Forenklet kan man sige, at det på den ene side handler om at tilrettelægge rum for læring og socialisering, og på den anden side at give børn og unge den omsorg, de råd og de kompetencer, de har brug for, for at kunne handle og træffe bevidste sunde valg.

      For at gennemskue eller genkende det sundhedspædagogiske i sundhedsplejen er det målet med denne bog for det første at beskrive sundhedsplejerskers arbejde med børn og unge i skolen og der ud fra at reflektere over kernebegreberne forebyggelse og sundhedsfremme. For det andet er målet med bogen at kortlægge de værdier og værdikonflikter, der optræder, når vi ser på skolesundhedsplejens praksis.

      Som udgangspunkt ser vi sundhedsplejen som en profession med en inderside og en yderside (Wistoft & Nordtrop 2004). På indersiden formes professions ’teoriarv’ af omsorgsteori, og hvad man kan kalde ”den professionelle omsorgsrelation”, samt af kernebegreberne sundhedsfremme og forebyggelse. Her formes diskussioner af sproget og en værdimæssig eller saglig viden (Thyssen 2004). På ydersiden formes sundhedsplejens status og autoritet via lovgrundlag, sundhedspolitikker og historie. I et krydspres af samfundsmæssige forventninger og krav, befinder sundhedsplejen sig mellem målgrupper, den offentlige forvaltning og sine egne værdier og monopoler.

      Ved at iagttage forholdet mellem inderside og yderside lægger bogen op til at diskutere sundhedsplejens placering i forhold til sundhedsfremme og forebyggelse. En placering, hvor værdier, forventninger, aktiviteter og praksisformer spiller sammen på godt og ondt.

      Sundhedsplejerskerne i Københavns kommune er ansat i Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen, og deres kompetencer bygger på viden, værdier og faglig autoritet. Sundhedsplejen er organiseret uden faglig leder men med en koordinerende sundhedsplejerske i en række områder, og tilrettelæggelsen af den daglige praksis funderes i høj grad på autonomi. Sundhedsplejerskerne arbejder således typisk alene i skolen, i lokalsamfundet eller i daginstitutionerne, men i takt med kravet om større helhed og koordinering i de forebyggende tilbud er samarbejdsfladerne udvidet mere og mere. I dag arbejder de fleste sundhedsplejersker således i ’kombinerede ordninger’ svarende til både at varetage funktioner og opgaver i relation til spædbørn og skolebørn.

      Projektet her fokuserer på sundhedsplejens arbejde på de københavnske skoler. Denne bog sigter mod at kortlægge elementerne i et værdigrundlag for sundhedsplejens praksis som udgangspunkt for en videre udvikling af nye strategier inden for forebyggelse og sundhedsfremme. I afsnittet nedenfor redegør vi for projektets samlede tidsplan og design.

      Projektets mål og design

       Mål og ambition

      Projektets overordnede formål er at bidrage til et nyt syn på hele sundhedsområdet (med tilhørende begreber og implementeringsforslag), hvor sundhedsfremme og forebyggelse anskues i sammenhæng, snarere end som adskilte størrelser. Denne tilgang stiller utvivlsomt sundhedsplejersker over for nye udfordringer – hvad vil det fx sige, at skabe rammer for børn og unges deltagelse og handling, uden at de sundhedsprofessionelles