Learkomplekset. Lars-Henrik Schmidt

træffer på modstand – det være sig modstand fra andre individers bemægtigelsestrang i form af protester, det være sig egne protester over andres bemægtigelsestrang, det være sig vanskeligheder med afståelsen, med at afsætte grænser for udfoldelsesrummet, afslåede invitationer, eller det være sig simpel opakthed i genstandsfeltet. Hvad grunden så end måtte være, konstaterer man, at man konfronteres med det sagsforhold, at tilegnelsen er begrænset. Begrænsningen er den dis- eller mislykkede socialitet, hvor ‘hvad udad tabes, skal indad vindes’. Man forholder sig til Noget andet, men ikke nødvendigvis til den anden; man kan indtage den andens position som instans. Der kræves blot nogle få simple kategorier til at betegne indoptagelsen samt anføre et erstatningsspil med forvekslinger, hvor noget giver sig til kende som Noget andet og diagnostiseres som “betydningsting” – det vil sige udstanses som instans. Det er erstatningsspillet, og det gør sig gældende i hele den sociale formation (samfundsformationen, institutionsformationen, selvformationen). Jeg har allerede fremstillet tendensens logicitet, kræfterne i spil; kraft mod kraft, vilje mod vilje. Men nu skal vi se på selvfølgelighedernes dynamik – altså såvel dem, diagnosen afslører, som dem, den installererer. Kraft mod modstand, position mod position, forhold mod forhold, såvel gemenhed som konfliktualitet. Det sidstnævnte er at tilnærme sig artikulationen, den forvekslende tilkendegivelse, vi benævner med ærkekategorien erstatning eller tilsætning (rettere betegnet den forveksling, som den analyserende diagnose eller diagnosticerende analyse træffer, i form af såvel erstattende tilsætning som tilsættende erstatning).⁵⁵

      Tesen er således tilmed:

      For det første, at en socialanalytisk samtidsdiagnose kan bryde naturaliseringerne (individ-samfund, intra-extra etc.) ved at problematisere selvfølgelighederne.

      For det andet, at det er et tragisk vilkår ved problematiseringen, at selvfølgelighederne erstattes (forhold til forhold, kraft-modstand, første-anden scene, aktiv-passiv etc.).

      For det tredje, at historisering er den rette vej til denaturalisering.

      For det fjerde, at det over-historiske er den tragiske omskrift.

      Og hvad er så lige det hensigtsmæssige i det – ud over gentagent fremstillingsmæssigt at insistere på, at filosoferen er tesefremsættelse? Ja, det vil vise sig – efterlods. Thi diskursen intervenerer i sig selv, installerer det, den uddriver: den sociale excorsisme. Den er ikke mere sand, mere rigtig, mere korrekt, måske ikke mere hensigtsmæssig, men den er mere passende – selvom den er sin egen værste modstander.

      Den diagnosticerende analytiker sporer forvekslinger som forglemmelser, fortalelser, forlæggelser og forgribelser. To immaterielle processer og to materielle processer. I den mest sociale af alle verdener ville der ikke være en anden scene. Den bliver til, fordi bemægtigelsestrangen (viljen til orden, tilegnelsen etc.) møder modstand. Det svarer helt til, at læsningen (“the reading”) møder modstand for interpretationen. Interpretor begrænses af sin egen afmagt, men det er modstandene, man protesterende skal bearbejde.