Learkomplekset. Lars-Henrik Schmidt

en instans man uvilkårligt installerer eller udstanser i selve forsøget på at omgå. Dette sagsforhold er den sociale excorsisme,⁴³ som man må lære at omgås – altså forlige sig med gældigheden af.

      Hvorfor kan man ikke bare sige ‘fred være med det’? Fordi instansen har det med at blande sig og for så vidt kun består i denne indblanding, uden hvilken forestillingen måtte tages af plakaten. Hvis sindet er totalteater, er det ubevidste selve scenen, hvor forestillingen opføres. Ensemblet er begrænset, talentet er begrænset, og så mangler der en instruktør; produceren er der – men ingen instruktør, thi han spiller selv med. Produceren står for driften. Forfatteren er Død (manuskriptet er Fortiden), suffløren i drømmeland. Selvet er så dét spil, der går for sig mellem de forskellige positioner og deres udspil, og som raffineres for hver gentagen opførelse, hvis det ikke lige, var fordi positioner har det med at måtte skiftes, med at få forfald, hvorved den ganske konstellation omkalfatres. Og da sindet er sindet, er forestillingen berørt af publikum fra opførelse til opførelse.⁴⁴

      FIGUR 3

      DET SOCIALES ABC

      Spillet forstået som selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv. Dette forholdsforhold bestemmer socialanalytikken ved ‘det sociales ABC’. (Se figur 3). Positioneringen indebærer, at A(hid) forholder sig til B (dér) ligesom C (did) forholder sig til B (dér); hermed forholder AB sig til CB i gemenhed eller konfliktualitet – men såvel-som: i sin forholden forholder man sig altid også til et andet forhold. Det handler ikke om, at man er umiddelbar i betydningen ‘formidlet over’, men blot om at umiddelbarheden er fortabt. I en tragisk filosofi kan udsættelsen således ikke gentilegnes, hvilket imidlertid er tilfældet – hævder jeg – i en dialektisk filosofi.

      Det afgørende er kort sagt at forstå, at det sociale træf handler om positioner, og at forholdene er en dis-position. Det er ligeledes afgørende at fatte, at hver position i sig selv er en forkortet figuration af en ny (generation) trekant. En analyse handler ganske enkelt om, hvor mange trekanter man magter at overskue; positionen kan forholde sig til sig selv, og den kan forholde sig over tid (eksempelvis kan C være A2).

      Andet eksempel: Et menneske forholder sig til et andet menneske (AB), men forholder sig samtidigt til, hvordan dette menneske forholder sig til sig selv (CB). Et menneske forholder sig til en anden (AB) og forholder sig samtidigt til, hvordan det er vant til at forholde sig til vedkommende eller reflektere over sit forhold (CB).

      Endelig er det afgørende at fatte, at forholdene mellem positionerne ikke respekterer sondringen mellem indre og ydre.

      V: LÆSNINGEN PROTESTERER

      Socialanalytikken tilstræber på denne baggrund bl.a. at interpretere psykoanalysens logicitet. Med kategorien logicitet sigter jeg ikke til en sammenhængende og konsistent teori, en såkaldt metapsykologi – en sådan findes ganske enkelt ikke⁴⁵ – men til indførelsen af en række begreber og betegnelser, der henviser til nogle mekanismer, der gør sig gældende, og hvis gældighed er testet rigorøst i psykoanalysens praktiske historie – også selvom de samlet set ikke er testet, og deres eventuelle sammenhæng ikke udtømmende er kortlagt. Når de gør sig gældende, må det også være muligt at reflektere dem i det socialanalytiske perspektiv, som bestræber sig på sine egne konsistente forbindelseslinjer. Hvis det ikke er tilfældet, må den psykoanalytiske bestemmelse stå til troende i sin fragmenterethed. Det socialanalytiske perspektiv parasiterer således på psykoanalysens historisk omfattende spekulation og empiri. Der shoppes så at sige i psykoanalysens erfaring, og denne selektion tillader jeg mig, fordi det i princippet – og det vil sige i henhold til simpelhedens princip⁴⁶ – i virkeligheden er ganske få kategorier, vi har brug for med henblik på en samtidsdiagnostik, der er hinsides subjekt og objekt.

      Hvad er det, vi leder efter? Fra første færd har socialanalytikken i sin samtidsdiagnostik ledt efter tendenser og selvfølgeligheder. Nu er tiden inde til at gå tættere på selvfølgelighederne som tegn (signaler, betydningsknuder). Tendensanalysen aflæser som sagt tidligere samtiden ved at se denne som en fremtids fortid og leder efter de spor, som vil bære historie ved at se på det, der har skabt denne fremtids fortid, denne samtid. Selvfølgeligheder er det, der ikke spørges til, men med; og det vil sige, at det ikke er naturligt, det er ikke givet, det er end ikke uomgængeligt, men det uomgængelige er, at der gøres instanser gældende, der afsættes som forudsætning (forudsathed og forudsættelse – uden at være årsag og uden at være formål); selvfølgeligheden kan ikke følge af noget andet, hvorfor den må følge af sig selv. Heraf benævnelsen.

      Selvfølgelighederne forekommer som instanserne i en diskurs, som de afsatte instanser i en disposition. Vi kender dem bedst fra den teoretiske diskurs, hvor vi har lært dem at kende som ‘epistemologiske forhindringer’⁴⁷ – altså som negativ last – og som diskursens ‘positivt ubevidste’.⁴⁸ Som de fremmedelementer de er, kan man ville af med dem, men som fænomen er de uomgængelige. ‘Viden er enheden af selvfølgelighedstab og selvfølgelighedsinstallation’, har jeg sagt tidligere.⁴⁹ Det er det tragiske moment. I bredere forstand er selvfølgelighedsinstallationen en udgave af instansafsætningen, og denne igen en udgave af substantialiseringen. De sociale forhold bliver i praksis gjort til tegn-ting, til sager, modstande til genstande; og det den socialanalytiske samtidsdiagnose har til opgave er at opløse disse tegn-ting “tilbage” i sagsforhold, og det vil nærmere bestemt sige i sociale forhold. Det er selve diagnosen: Tendentielt ers der kun i fremtræden, bliven noget, tilbliven. Diagnostik er kort sagt at trække det frem i ‘verden’(opløse, afsløre etc.). Men hvorfor skal vi dynamisere “bliven substans”? Fordi substantialisering er et oprør mod driften, fordi erstatningen er det sociale vilkår. Selvfølgeligheder kan forveksles, blive andre, tages for andre, erstatningens sagsforhold kan kortlægges og fattes, men dét, at den går for sig, er i sig selv vores uomgængelige selvfølgelighed. Spørgsmålet om sagsforholdets tragiske vilkår er simpelthen utilgængeligt. Vi kan blot protesterende forlige os med, at dette er tilfældet. Vi er ikke henvist til at forsone os med tilfældet.

      Når forestillingen opføres på sindets undseelige teater, på denne beskedne scene, så skyldes det, at ingen andre ønskede opgaven. Når positioner på den indre scene kun står i forhold til forhold på den indre scene, da er de ubevidste. Når de står i forhold til forhold – også – uden for scenen, så bliver forholdene tilgængelige.

      Vi har brug for ganske få kategorier for at omfatte driftens trafik og tragik hinsides subjekt og objekt, hinsides indre og ydre.

      EKSKURS TILEGNET SÆRLINGE I

      Socialanalytikken hylder som allerede anført ‘simpelhedens princip’, og derfor handler det om at operere med så få tilegnelsesformer (‘agerensformer’)⁵⁰ som hensigtsmæssigt i opsporingen af den mis- eller dislykkede socialitet, der optræder på den anden scene som erstatning for den første, den umiddelbare scene.

      Et hypotetisk individ konfronteret med verden såvel tilegner som skiller sig ud fra denne verden ved at blive person (“personne” – dvs. tildelt en maske). Selvet er denne person. Individet tilfælder i ejefaldet;⁵¹ ejefaldet består i det forhold, at noget bliver til Noget, ved at individet træffer en alternerende proklamation, hvilket giver anledning til artikulation: Det dér er mit! Mit bliver til i oplevelsen af dit. Mit forhold til (min tilegnelse af) dette og hint forholder sig til dit forhold til dette og hint, fordi tilegnelsen er ekskluderende. Så kan man for øvrigt strides, deles om etc. Men som individ kan man ikke være en anden. Selv når det er “man”, der vil være en anden, så er der en instans, der vil.⁵² Ved at individet i sin tilegnelsesfordring (mit) forholder sig til den anden (dig) og også til den andens forhold til sig selv (dit) – dennes tilsvarende tilegnelsesfordring i ejefaldet – artikuleres Du, og ved at træffe dit Du bliver Jeg til som person – dvs. som Noget der kan forholde sig til sig selv, thi dit du er mit du, og mit du er dit du.⁵³ Konfrontationen med verden afsætter et spaltet selv. Personen er per definition spaltet til forskel fra