Learkomplekset. Lars-Henrik Schmidt

disponering af dispositionen’ (driften fattet som disponerethed – altså såvel disposition som disponering), kan ske uden forsagelse (‘without renunciation of desire’). Vi skal lære at lære, uden at det går ud over ønsket (‘desire’). Og det er muligt.²² Men i psykoanalysen er der omkostninger forbundet med driftsskæbnernes økonomi; der er tale om forskydninger og fortætninger, om benægtelser og fortrængninger samt om fortrængninger og sublimeringer med mere.²³ Driften “lærer” ikke blot en anden form – den omformes, den transformeres til noget andet, og der er et tab forbundet hermed. At dette tab kompenseres – eventuelt til overflod – rokker ikke ved den kendsgerning, at den oprindelige energi er fortabt. Sanseligheden transformeres til ømhed, det sexuelle til det seksuelle, det kropslige til det intellektuelle etc. Man kan ikke sige sig fri for, at der i Freuds univers er et fremskridt, altså en normativ udvikling fra det lavere mod det højere. Udviklingen er bestemt af loven, forbuddet, faderen, overjeget – kort sagt i kraft af komplekser. Psykoanalysen lægger alt andet lige vægt på, at den komplicerede omkostning, ikke mindst i lyset af at det normale – historisk og teoretisk – er blevet bekendt gennem det patologiske. Der er en umiskendelig odeur af magtens repression, af ufrivillig fortrængning og besættelse over driftsskæbnerne i psykoanalysens metapsykologiske udkast.

      Et forudsigeligt forsvar for en progression i samme boldgade, som Elias er ude på, finder man så i Michel Foucaults forestilling om magtens produktivitet.²⁴ Der er ingenlunde tale om en udfoldet teori matchende psykoanalysen, men ideen udgør ikke desto mindre et memento. Michel Foucault er på linje med Norbert Elias’ emblem for en kritik af psykoanalysens optagethed af loven, af forbuddet, tabuet – og som følge heraf af teorien om fortrængningen, besættelsen og det ubevidste. Det er anstrengende at fastholde psykoanalysen uden teorien om det ubevidste; det er vanskeligt at opretholde psykoanalysen uden teorien om Ødipuskomplekset.

      IV: NYDELSEN SAVNES

      Socialanalytikken opterer også for kulturens fødsel som begrundet i noget, man ikke gør – smagen problematiseres via afsmagen, magten via afmagten etc., og som begrundet i noget, man ikke gør, men kunne have gjort – afståelserne fra incest, mord og kannibalisme opfattes her som invitation til gemenhed.²⁵ Men afgørende er det, at afståelserne netop ikke er forbud, men tilbud.²⁶ Man kunne sige, at afståelsen til forskel fra forbuddet kommer indefra som et stykke selvdisciplin, der ikke er befordret af udsigten til straf. Man kan nyde denne selvdisciplin. Magtudøvelsen over en selv er ikke helt det samme som det, Michel Foucault har kaldt selvomsorg (“souci de soi”);²⁷ sagsforholdet er snarere i familie med Nietzsches tematisering af flagellanterne.²⁸ Magtudøvelsen er ikke per definition produktiv, men den er ikke uden nydelse og tilbudskarakter – og dermed er den social, og det sociale er det kulturelles ophav i og med invitationen og ritualiseringen heraf.²⁹

      Tesen er videre, at vanskelighederne skyldes, at der mangler en teori om ‘nydelsen’. Driftens skæbne er både negativ og positiv, passiv og aktiv, ødelæggende og produktiv. Hvis man udelukkende tænker i fortrængning og besættelse, mister man blikket for nydelsen i kraftudladningen og selvkontrollen. Driften forandrer sig, men nydelsen og dermed ønskets intensitet kan følge med uforandret – svarende til, at lykken hos Rousseau består i, at villen og kunnen forandrer sig gennem livet med situationen, men finder sted, så længe der er balance mellem villen og kunnen.³⁰

      Teknisk set benævner det socialanalytiske perspektiv fænomenet “driftskæbne” (socialisation, opdragelse, dannelse, læreproces etc.) med kategorien erstatning (tilsætning, forveksling). Erstatning (såvel erstattethed som erstattelse) er en artikulation, en udstansning hvor ‘noget’ bliver til Noget ved at blive til noget andet, og herigennem sker der en tilsætning, hvorigennem ‘noget’ bliver ‘sat til’ (over styr) og Noget ‘lagt til’. Da alt er erstatning, er Intet erstatning. Det reelle er fortabt. Og det er ‘den tabte umiddelbarhed’³¹: Det sociale selv – såvel selve det sociale som selvet. I det følgende skal vi interessere os for mellemværendets stationering mellem de to formationer, således som det materialiserer sig i institutionsformationen. Det er nemlig – som vi skal se – lystens sted, der er nydelsens sted. Det handler om at bidrage til det, vi ved anden lejlighed har kaldt for ‘yderlighedens analytik’³² – dvs. en ikke-psykologiserende og ikke-patologiserende strategi.

      Hele denne optakt har med subjektet at gøre. Den skal til for at vise, hvilken konfiguration samtidens subjekt er spiller i, og det handler faktisk om suveræniteten. Subjektbegrebets historiske forformer finder vi i den græske filosofis hypokeimenon, som i den romerske filosofi oversættes med subiectum. I den klassiske metafysik refererer termen til ‘det underliggende’ eller ‘det grundliggende’ og ‘det grundlæggende’. Med metafysikkens spaltning af verden i “Sein” og “Werden”³³ får vi en bagvedverden, og det grundliggende bliver “det bagvedliggende” (til “Wesen” i henhold til socialanalytikkens analyse). Overvindelsen af metafysikken består så i at undgå spaltningen, men den viser sig gentagent som et socialt vilkår, der afsætter en instans, en substans. Immetafysikken er fatningen af omgangen med dette sagsforhold. Vi magter ikke at tænke en gerning uden en gerningsmand.³⁴ Den metafysiske række af årsag-hændelse-formål dækker samtidig den banale tidsstruktur. Men ikke nok med det: Den dækker tilmed fundamentalontologiens og psykoanalysens mere avancerede tidslighed. Socialanalytikken vil sige, at samtiden er tildragelsen, at den er et sammentræf som fremtids fortid.³⁵

      Idehistorien rummer en kavalkade over det dilemmatisk spaltede subjekt, og bagvedverdenen rykker også ind i det menneske – eksempelvis som vilje eller jeg-instans. Dette fænomen er, hvad socialanalytikken med andre ord benævner med kategorien ‘det dis-ponerede subjekt’. Det er ikke selvet (den gemene overensstemmelse med sig selv) eller jeget (du’ets korrespondent),³⁶ men det underliggende er oversat til det uomgængelige, og dermed til noget utilgængeligt, til et ikke-bevidstgørligt, et såkaldt ubevidst sagsforhold, som man kun bliver bekendt med i dets effekter i iscenesættelserne på den ydre scenes opførelse af den indre scenes repertoire.³⁷

      Til disse effekter hører, at man er spaltet i suveræn og undersåt, at man i driftens vold er i færd med såvel en subjektivation (villen-væren) som en subjektivering (bliven). I den politiske filosofis historie bliver det til, at man bliver suveræn ved at underkaste sig sig selv – socialkontrakten hedder det hos Rousseau; i den teoretiske filosofi bliver det til en sondring mellem det transcendentale og det empiriske subjekt – den transcendentale apperception i Kants vokabular. Men så er der det antropologiske subjekt (såvel hos Rousseau som hos Kant), som vi må fastholde har en barndom (til forskel fra manden Adam); og pludselig er det dette subjekt, der er et enigma, nemlig det reelle som man kun kan følge tilblivelsen af ved at følge socialisationen. Det er i den forbindelse, der er tale om en disponering af dispositionen. Subjektet bliver til, men hvordan og hvorledes? Driften er lysten til at blive subjekt for noget, for sin gøren og laden; kort sagt er den en tilegnelse. Denne uomgængelighed har jeg ved anden lejlighed benævnt med kategorien suverænitetsfordring.³⁸

      Vi kan beskrive hvordan og hvorledes, men ikke hvorfor vi ønsker at heles. Det er vores dødsmetafysik: vi bliver ét ved at blive alt eller intet, ved at omfavne eller trække tilbage.³⁹ Selve viljen til at blive hel, til ikke at være i-tu-revet, “helbredelsesforestillingen” som sådan, vidner om subjektets splittethed og spaltethed, og den er da også grunden til den religiøse følelse. Jeg tøver ikke med at udråbe denne frem- og tilbagetrækning (‘Fort-Da’) som den erfaringsmæssige baggrund, der mere filosofisk tematiseres med polerne frastødning og tiltrækning. Freud bruger også Fort-Da-eksemplet fra analysen af ‘Lille Hans’⁴⁰ til at indføre gentagelsestvangen og dermed, hvad deraf følger.

      Det er socialanalytikkens tese, at den indre scene er mislykket eller dislykket socialitet.⁴¹ Den anden (det vil sige den indre) scene udgør sindet, og sindet er “sindet”, lidt svarende til den ydre scene, hvor verden “verdner” (“die Welt weltet”, som Heidegger formulerede det).⁴² For filosofiske kategorier som sindet og verden gælder, at de ikke er anvendelige som analytiske kategorier – det er f.eks. derfor, man må oversætte til størrelser som subjekt og selv for sindets