Af samme grund kunne Freud kun tale om tre instanser i sagaen, men med genealogien har vi nu om stunder fire. Sagt på en anden måde må vi i tidens fylde – bl.a. i kraft af psykoanalysens egne indsigter – nu operere med fire termer i genealogien. Hos Freud handler det som bekendt om far, mor og barn, og ikke mindst mor-barn-dyaden er der ofret mange kræfter på i den post-freudianske psykoanalyse. Omdrejningspunktet – det Freud selv i 1913 i Totem og tabu kaldte ‘kernen i alle neuroser’5 – bliver efter 1910 alt andet lige til Ødipuskomplekset.6 Han interesserede sig mest for sønnerne; dels fordi kulturens vugge er en “versöhnung”, og dels fordi han kom på sporet af fænomenet via sin egen selvanalyse.7 Tidstypisk spiller datteren en tilbagetrukken rolle med sit hysteri og sin penismisundelse. Analysen af dette sagsforhold giver mig anledning til at benævne ‘den sociale formation’8, som skal fungere som samlebetegnelse for samfundsformationen, institutionsformationen, selvformationen, thi sagsforholdet er ikke kun et familieanliggende.
I denne omgang skal jeg sætte fokus på institutionsformationen, og i den forbindelse er jeg nødsaget til at udstanse selve kategorien og den problematik, den opstår i. Problematikken benævnes som et kompleks, her med allusion til William Shakespeares tragedie skrevet i 1608. Det interessante hos Shakespeare er nu, at moderen ingen rolle spiller. Lears brøde er, at han gør sine døtre til sine mødre.9 Men døtrenes mor hører vi intet om. I tragedien er sønnerne repræsenteret ved Gloucesterslægtens trakasserier,10 men også de fremstår moderløse. I det hele taget er Shakespeares univers befolket af mærkelige døtre og fraværende mødre.
Learkomplekset er med andre ord en teoretisk problematik og genstand for analyse. Der er både tale om en kompleks konstellation i familiesagaerne i lighed med systemteoriens kompleksitetsforståelse,11 og der er tale om et kompleks forstået som knudepunkt i det psykiske liv.12 Alt andet lige er det Freud og psykoanalysens spekulationer over det såkaldte Ødipuskompleks, der er anstødsstenen. Her handler det om driftsskæbner, som han binder op på menneskelivets skæbneforløb, og han vælger sine begreber via en spekulation over livsskæbnen, således som den er indfældet i skæbnemyterne. Det var hans måde at give en spekulation tyngde på. Man kunne med en vis ret sige, at Freud simpelthen oversætter skæbnen til det ubevidste.
Det socialanalytiske perspektiv vil oversætte den ydre scenes plastiske fantasi til den indre scenes mislykkede – eller i det mindste dislykkede – sociale.13 Den dislykkede kan der rettes op på, hvorimod den mislykkede er fortabt. Så vidt selve ideen med nærværende tekst.14
Med udgangspunkt i det socialanalytiske perspektiv, hævder jeg, at tesen vedrørende Lear-komplekset kan sammenfattes, som på følgende vis:
For det første, at familiekonstellationen fortsat kan tjene som mønsteragtig problematiseringsform for institutionsformationen.
For det andet, at livet leves i tragisk regi.
For det tredje, at en tidssvarende spekulation ikke kan hente sin energi fra den antikke tragedies forudsigelige skæbnespil.
For det fjerde, at den klassiske tragedie utidigt og uforudsigeligt er gennemspillet i det elizabethanske teaters dramatisk iscenesatte fantasier.
For det femte, at den moderne tragedie er samtidens feminisering af kulturen.
Med henblik på at fatte dette kompleks skal jeg benytte mig af det socialanalytiske perspektivs såkaldte ærkekort, der skal fungere som orienteringsnøgle15 til generering af teser, visning af tendenser og sondring mellem blokeringer. Pointen er at vise, at magten forskydes, og at et nyt domæne bliver bestemmende. (Se figur 1).
At kortet i sig selv genererer flere teser, betyder, at der herigennem er tale om en kritik i klassisk forstand, en grænseafsøgning der såvel udvider som korrigerer perspektivet og dets vokabulars udsigelseskraft; og at det er en orienteringsnøgle betyder, at analysen skal fatte et sagsforhold, som de anførte diagnostiske teser er fremstillinger af.
Jeg skal tale om socialisationen og læreprocesser, så lad mig indledningsvis plotte de domæner, man i den klassiske pædagogiske diskurs fra Kant16 insisterer på omgiver det antropologiske subjekts læreprocesser. (Se figur 2).
Når jeg går tilbage til Kant og til pædagogikken for at få greb om psykoanalysens forkerthed, er argumentet – som vi skal se – at psykoanalysen ikke kun har opfundet den infantile sexualitet, men ligefrem har infantiliseret sexualiteten. Et stykke af vejen taler psykoanalysen sandt om noget, men om noget andet end dét, den tror, den taler om. Den taler åbenbart om seksualiteten, alt imedens den tilsyneladende taler om den infantile sexualitet.17 Det er denne forkerthed, der bevirker, at den også kan betegnes som ideologi i en anden horisont.
FIGUR 1.
ÆRKEKORT
F = fælleshed; A = almenhed; P = det partikulære; U = det universelle; O-H det overhistoriske; N = det naturlige; H = det historiske.
Pilene (korset) er artikuleringer og artikulationsakser med forskelle; pilene (krydset) viser en primær og en sekundær modsætning; cirklen viser en tendens i urets retning og viser hegemoniet og peger på forholdet mellem determination og domination.
FIGUR 2
SOCIALISATION
III: TIL EN START
Nu kan man som eksempelvis Norbert Elias – citeret i engelsk oversættelse fra 1987, da en heuristisk pointe hermed kan fremhæves – hævde, at “the fundamental thesis from which I start is that people are naturally determined to live together with other people. People by nature have a potential for controlling and shaping instinctual impulses. But this potential can only be activated and developed through learning processes. Learning civilized behaviour and conventions is a human universal. There is no society in which young people do not learn to control and master their drives and emotions. How this process can take place without a renunciation of desire is one of the most important tasks we must learn”.18 Man kan ikke komme uden om en drift som civiliseres. “Selve processen vil man nu om stunder benævne læreprocesser”, siger Elias. Læreprocesser er så en udgave af ‘a human universal’.
Men her må man holde tungen lige i munden. Dét, der er ‘a human universal’, er håndteringen af ‘instinctual impulses’. Hvad disse end er, og om man kan kalde dem naturlige, og om hvorvidt der er et potentiale ‘by nature’, er straks mere diskutabelt. I en forsigtig formulering kan man som socialanalytiker hævde, at der gør sig et uomgængeligt socialt vilkår gældende, og at det indebærer en disposition for disponering. Her har vi en socialanalytisk bestemmelse af ‘driften’, af virksomheden.19
Når jeg fastholder kategorien ‘drift’(“Betrieb”) for kraft og ordnen, for magten og villen, er det dels begrundet i en deferent allusion til traditionen (psykoanalysens “Trieb” og “Triebgeschicksale”)20 og dels pragmatisk begrundet i, at kategorien kortslutter årsag og proces – svarende til at ‘dannelse’ (“Bildung”) kortslutter proces og formål – men hertil kommer, at den er rettet og dermed også indbefatter ønskets målforestilling. Driften sammenfatter de tre modi: årsag, proces, formål – og fungerer således effektivt som immetafysisk kategori (forud for driften, i drift, driften efter). Man kommer næppe uden om en sådan størrelse – i stil med at viljen til at komme uden om viljen er vilje, men vi magter at benævne den og dermed markere en grænse til uomgængelighed.21
Norbert Elias taler om ‘impulses’, ‘instincts’, ‘drives’ og ‘emotions’, om civilisering og læreprocesser, men spørgsmålet er, om det ikke er nødvendigt at være mere rigorøs i kategorierne, selvom det indrømmet er en manøvre at samle “drives” og læreprocesser i én kategori. Samlingen er ikke en sammenblanding, men en stadig allusion, hvor situationen bestemmer, hvilken betydningsdel