Sekulariseringen. Hos de græske tænkere skete der – i modsætning til hvad tilfældet var i de fleste nabokulturer – en frigørelse fra religiøs dogmatik. Grækernes religion udartede til en fantasiverden, ifølge hvilken guderne og gudinderne havde menneskeskikkelse og levede i vores verden, nærmere bestemt på bjerget Olympos, hvis top var utilgængelig og oftest hyllet i skyer. Guderne var i overstørrelse, de havde evigt liv og var i stand til at udføre mirakler, transformere sig til andre dyreformer, dukke op af intetheden ved krigshandlinger osv. De var samtidig besat af menneskelige lidenskaber, sloges ofte indbyrdes, var utro over for ægtefæller og ofte gemene forbrydere. Blot et eksempel: Da Zeus blev forelsket i den smukke Io, blev Hera, Zeus’ hustru, så jaloux, at hun forvandlede Io til en ko. Hvad gjorde Zeus så? Forvandlede sig til en tyr, selvfølgelig, og så kunne dramaet fortsætte.
Det hævdes ofte i kulturdebatten i dag, at man ikke kan have en etik uden at tro på Gud som den endelige etiske lovgiver. Det er ren fejltænkning. Grækerne havde en etik, men den kunne selvfølgelig ikke begrundes i en religion, hvor nogle af guderne opførte sig som rene psykopater. De tilbad da heller ikke guderne. Deres forhold til dem var snarere handelsmæssigt. Skulle man ud på en større sørejse, var det klogt at sætte offergaver frem til Poseidon, havets gud. Ved de olympiske lege i Olympia slagtede man en okse, som deltagerne spiste, men et stykke af kødet blev brændt til ære for Zeus – man mente, at det gennem ilden overførtes til guden. Det gjaldt om at holde sig venner med de store guder, men der var ikke noget etisk budskab at hente hos dem.
Etikken og dermed hele det politiske system måtte forvaltes af folket selv ud fra instinkt og fornuft, og hermed skabtes grundlaget for humanismen og den etik, som hele vort politiske system af i dag er baseret på. Den frie tænkning inden for etik og politik har givetvis smittet af på den videnskabelige orientering, og denne er altså på ingen måde blevet hæmmet af religiøs dogmatik.
Sammenligner vi nu med forholdene i Kina på samme tid, var der heller ikke der nogen religiøs dogmatik, der kunne hæmme den frie tænkning. Konfutze (551-479 f.Kr.) udformede en etik, der stort set var en opstramning af den allerede eksisterende, og hos ham og hans efterfølgere er der ikke nogen henvisning til højere magter. Så på dette punkt stod Kina og Grækenland lige med hensyn til grundlæggelsen af en rationel verdensanskuelse.
De græske bystater. Frigørelsen fra religiøs dogmatik i den græske tænkning var sandsynligvis en nødvendig, men næppe en tilstrækkelig betingelse for det, jeg kalder rationalitetens gennembrud. Mange faktorer var med i spillet, og en nok så væsentlig var de geografiske forhold. Umiddelbart forestiller de fleste sig oldtidens Grækenland som et nogenlunde stort, afgrænset område i lighed med f.eks Frankrig eller Spanien i dag. Men sådan var det ikke. Det græske folk var spredt i en lang række bystater (poleis, ental polis) rundt om hele Middelhavet og Sortehavet. Der var omkring år 550 f.Kr. græske bystater i det nuværende Spanien, langs Frankrigs sydkyst, i Syditalien, på Sicilien, i Ægypten, på Cypern, hele kysten rundt i det nuværende Tyrkiet og altså hele Sortehavet rundt. Det vil sige, at afstanden i luftlinje mellem yderpunkterne – Mainake i Spanien og Fasis ved Sortehavet – var ca. 4000 kilometer og til søs ca. 5000 kilometer. De største bystater, Athen og Sparta, lå i moderlandet. I alt har der været mellem 500 og 1000 bystater, nogle meget små, andre med femten-tyve tusind indbyggere, men befolkningen har næppe været meget større end fem-seks millioner i alt.
Det, der bandt denne spredte befolkning sammen, var sproget, mytologien, daglig skik og brug, ensartet kønsrollemønster, litteraturen, teatret og de olympiske lege. Fra 776 f.Kr. blev de afholdt hvert fjerde år, og var helt op til romernes indblanding i de sidste par århundreder f.Kr. forbeholdt grækerne alene. Men det var ikke lutter idyl. Der var ofte krige bystaterne imellem med skiftende alliancer, for det meste fremkaldt af konflikter i samhandelen.
Men sammenholder vi nu den græske geografi med den kinesiske, så ser vi straks flere markante forskelle. For det første var Grækenland ikke regeret af nogen kejser, konge, diktator eller politisk sammenslutning. I en kort periode satte Alexander sig i spidsen for en koalition af de største bystater, men bortset fra det måtte hver bystat af geografiske grunde klare sig ved selvstyre. Når vi når frem til omkring år 350 f.Kr. har nogle få – heriblandt Athen – en form for demokrati, andre regeres af en fører, nogle af et slags byråd. Aristoteles (384-322 f.Kr.) opregner i alt hele 158 forskellige styreformer.
I Kina var styret derimod centraliseret og opbygget hierarkisk med kejseren og hans mandariner i toppen. Man må formode, at de græske bystaters selvstyre har fremmet diversiteten, forskelligartetheden, i den græske tænkning i forhold til den kinesiske, der på grund af den administrative ensartethed ikke resulterede i de store modsætninger. I Kina fandtes ganske vist større forskelle inden for filosofi, f.eks. mellem konfutsianisme og taoisme, og der var mange mindre filosofiske bevægelser, men de forskellige “skoler” var ikke modsætninger inden for fælles problemområder, som tilfældet var det i Grækenland. I Grækenland skændtes filosofferne i Efesos i det nuværende Tyrkiet med kollegerne i Elea i Syditalien om det foranderlige og det uforanderlige, hvilket blandt andet førte til verdens første atomteori, og der udvikledes på kort tid en række konkurrerende teorier om planeternes bevægelsesforhold. Som vi straks skal se, var der andre faktorer end de administrative forhold, der fremmede disse debatter, men bystaternes autonomi må regnes med i forklaringen på den hastige intellektuelle udvikling hos grækerne.
Endvidere var de allerfleste forbindelser i oldtidens Grækenland ad søvejen. Navigation blev derfor et fag, der skulle læres, og det krævede kendskab til astronomi. Og interessen for astronomi medførte i sagens natur interesse for geometri. Hermed bevægede grækerne sig langsomt ad vejen fra viden hvordan til viden hvorfor.
I Kina var det anderledes. Her foregik den meste trafik over land. Når der blev sejlet fra én kystby til en anden, var navigation noget ret elementært: Man fulgte blot kystlinjen. Under Ch’in-dynastiet (221-207 f.Kr.) udbyggedes hele det kinesiske vej- og kanalsystem, og der var derfor intet, som stimulerede interessen for navigation – og derfor heller ikke interessen for astronomi og matematik.
For det tredje betød den store spredning af det græske folk i bystaterne, at grækerne havde kontakt med en hel række andre kulturer og folkeslag: perserne, ægypterne, babylonerne, assyrerne, etruskerne, fønikerne for blot at nævne de mest kendte. Grækerne arvede så at sige den viden inden for astronomi og matematik, som var blevet udviklet over mere end tusind år i Ægypten og Mesopotamien. I vekselvirkning med nabokulturerne udvikledes desuden endnu en vigtig ting: alfabetet, og dermed et nemt og håndterligt skriftsprog. I Kina derimod var der meget lidt kulturel indflydelse fra nabolandene, og netop med hensyn til matematik og skriftsprog indtraf der ikke nogen afgørende ændring.
Alfabetet. Skriftsproget har fra begyndelsen haft og har stadigvæk en afgørende betydning for den menneskelige erkendelse. Historien om dets udvikling i Mellemøsten er for lang til, at den kan fortælles her. Men det sidste led i udviklingen var, at grækerne overtog fønikernes alfabet, der kun indeholdt konsonanter, og indførte bogstaver for vokalerne.
I Kina havde man oprindelig en ren billedskrift, men den ændrede sig med tiden, så at man fik tegn, der ikke direkte afbildede noget – man bevægede sig fra piktografisk skrift til ideografisk skrift. Den kinesiske skrift, som man jo har den dag i dag, byder dog på store vanskeligheder. De fleste har svært ved at lære flere end ca. 2000 tegn, og universitetsstuderende kan i snit ca. 5000 tegn. Men det betyder jo, at man i sine studier kommer ud for mange ord, som man ikke umiddelbart ved, hvordan skal skrives. Og omvendt støder man i teksterne på mange tegn, som må slås op i ordbogen, hvis man vil finde ud af, hvilket ord i talesproget der svarer til det. En normal dansker ved udmærket, hvordan ord som proton, molekyle, sputnik og marginal skal staves,