Erkendelse. David Favrholdt

end nogen anden sygdom. Den har ligesom alle andre sygdomme en naturlig årsag. Folk kalder den guddommelig, simpelthen fordi de ikke forstår den. Men hvis man skal kalde alt, som man ikke forstår, for guddommeligt, så er der ingen ende på de guddommelige ting … I naturen har alle ting det til fælles, at de kan føres tilbage til forudgående årsager.

      I sin fysik forsøgte Aristoteles at gå bagom fænomenerne og finde frem til nogle principper, der kunne give den endelige forklaring på alle bevægelsesfænomener. Han stiller sig selv det enkle spørgsmål, om hvorfor en sten falder nedad. Hans forklaring lyder omtrentligt således: Jorden er rund, og jorden er universets midtpunkt. Alt andet – sol, måne, planeter og fiksstjernerne – kredser om jorden. Men egentlig er det jo jordklodens midtpunkt, der er hele universets midte. Og alt tungt – sten, jord og vand – søger ind mod dette midtpunkt. Han har naturligvis noteret sig, at en faldende sten bevæger sig i en lige linje i sit fald, og at denne lige linje peger direkte imod jordklodens centrum. Men hvorfor? Ja, fordi den søger “sit naturlige sted”, lyder Aristoteles’ svar. Jordens midte er dens mål, på græsk dens telos. Vi kalder derfor Aristoteles’ “forklaring” på stenens fald for en teleologisk forklaring.

      Aristoteles tænkte, at alle naturfænomener inklusive dyrs adfærd måtte kunne underlægges en teleologi. Hver ting, hver plante, hvert dyrs adfærd havde sit formål, og på denne måde mente han at kunne skabe en enhed i naturforståelsen eller verdensopfattelsen. Som vi skal se efterfølgende, holdt Aristoteles’ forklaring ikke. Men forklaring eller ej – Aristoteles havde stillet et spørgsmål, rejst et problem: Hvorfor falder en sten nedad? Og sådan blev der spurgt om alting: Hvorfor søger ilden opad? Hvad får solen til at bevæge sig? Ja, det var der jo allerede nogen, der spurgte om i bronzealderen, hvor Solvognen fra Trundholm lader os formode, at man mente, at den blev trukket af en hest. Forklaringer af denne art betragtede grækerne som mytologiske. De søgte efter rationelle forklaringer, som det var forbeholdt en eftertid at levere svarene på. Men de stillede spørgsmålene – og med de rette spørgsmål begynder al videnskab.

      Første statusopgørelse. Jeg har ikke her givet en oversigt over græsk naturvidenskab. Der er tale om nogle udpluk, hvor meget andet kunne anføres, for at vise, hvad der kom til at udgøre nogle af forudsætningerne for den naturvidenskabelige erkendelse, som udviklede sig i Europa fra ca. år 1500 og fremefter. Lad mig for overskuelighedens skyld kort resumere, hvilke elementer det var, der betingede og medførte rationalitetens gennembrud i oldtidens Grækenland. Vi standser lige op et øjeblik og ser på den tankemæssige udvikling fra stenaldermennesket for 10.000 år siden til den oplyste græker omkring Kristi fødsel.

      Stenaldermennesket udforskede sine omgivelser med det ene formål at overleve. Det har besiddet en omfattende viden at, har struktureret sine omgivelser, har kunnet forudse og planlægge, har kunnet generalisere og kategorisere på mange områder, har kunnet erkende årsagssammenhæng, har kunnet tilvirke redskaber og har dermed også haft en vis viden hvordan. På et sent tidspunkt har det udviklet religiøse forestillinger – sandsynligvis baseret på analogislutninger.

      Ved dannelsen af bysamfund og udvikling af landbrug og derpå følgende handel mellem forskellige samfund og stammer har mennesket udviklet et skriftsprog og en elementær matematik, som naturligvis også i sin oprindelse er en del af det daglige sprog.

      De næste trin frem mod en fornuftsbegrundet erkendelse finder vi i oldtidens Grækenland. Her udgør udviklingen af skriftsproget med et færdigsyet alfabet og udforskningen af logikken og matematikken med deraf følgende udvikling af bevisførelse og aksiomatik de nødvendige forudsætninger for den senere naturerkendelse. En tredje nødvendig forudsætning er sekulariseringen i de græske bystater, der betyder, at man gør op med dogmatisk tænkning og kombinerer holdningsneutral naturiagttagelse med rationel bevisførelse, som vi f.eks. ser det i Aristoteles’ argumenter for, at jorden er rund. Her ser vi en begyndende kohærenstænkning, som i matematikken udmøntes i abstrakt tænkning, dvs. en tænkning, hvor der drages slutninger og gennemføres beviser, som ikke kan repræsenteres ved forestillingsbilleder af nogen art. Et punkt er det “noget”, som ikke har nogen udstrækning, en linje har ikke nogen bredde – her er der ikke tale om billedlig tænkning. Man indser, at de “billeder”, som folk ser for sig i forbindelse med slutninger og bevisførelser i logik og matematik, er subjektive foreteelser, hvorimod den rene fornuft, den abstrakte tænkning, er det fælles i den menneskelige kommunikation og erkendelse.

      Hos grækerne møder vi for første gang i historien en fri forskning og fri udforskning i den forstand, at formålet ikke er at udvikle nye tekniske redskaber eller underbygge en given religiøs dogmatik, men alene at finde ud af, hvordan virkeligheden er beskaffen – med nysgerrighed og erkendeglæde som den eneste drivkraft. Alt dette er trin i udviklingen men kun en del af historien. Det skulle vise sig, at flere tankeformer og argumentationsmønstre måtte udvikles, før man kunne etablere, hvad vi i dag forstår ved rationel erkendelse. Det skete først i den europæiske renæssance, som vi straks kommer til. For som bekendt går hele den græske kultur under for en tid – en lang tid.

      1 Dansk udgave: Euklids Elementer, I-IV. Oversat af Thyra Eibe. Gyldendal, København 1959.