Denne ændring er ikke kun et dansk fænomen. Også Elias peger i et af sine senere skrifter på en generel informalisering af forholdet mellem voksne og børn i Vesteuropa op gennem det 20. århundrede. Hvor Ariès primært betonede en øget distance til børn som del af – og forudsætning for – det moderne samfund, argumenterer Elias for, at der er tale om en dobbelt proces, hvor social regulering og fysisk distance i form af øget institutionalisering har været ledsaget af en demokratisering og emotionalisering af relationerne mellem voksne og børn (Elias i Goudsblom & Mennell 1998; van Krieken 2002, s. 156). Dette kommer til udtryk på flere måder: Dels har civiliseringsprocessen generelt medført en større opmærksomhed på optræden og en tabuisering af vold, der også har sat sig igennem i voksen-børnrelationer. Det anses ikke længere for civiliseret at håndhæve sin autoritet med fysisk magt. Dels kan man iagttage en generel nedtoning af autoritetsstrukturer, der betyder en større grad af jævnbyrdighed mellem generationerne f.eks. i beslutningsprocesser i familier, men også i formelle sammenhænge som skoler. Endelig har den psykologiske videnskabs påvirkning betydet et øget fokus på sociale og psykologiske konsekvenser ved autoritær opdragelse. Det udtalte fokus på psykens påvirkelighed, og her især på barndommens betydning for udvikling, følelsesliv og relationer og dermed for social adfærd, har ændret karakteren af opdragerens (specielt forældrenes) ansvar og gjort indlevelse og følelsesopmærksomhed til en vigtig dimension i opdragelsen. I tråd med den reformpædagogiske tænkning, der jo netop var præget af udviklingspsykologien, skal den progressive, men også netop civiliserede pædagog kultivere, ikke knægte, og må beherske sig og agere nænsomt i forhold til barnet (Øland 2010, s. 79; Hermann 2007, s. 69). Denne åbenhed eller informalitet i både relationer og udtryk er dog ikke tegn på, at fordringerne til social optræden er blevet slækket, blot at de har ændret karakter. Når normer for opførsel er mindre givne eller formaliserede, og man samtidig skal begå sig blandt mange forskellige slags mennesker, øges fordringerne til den enkeltes sociale sensitivitet og situationsfornemmelse; der fordres, hvad Elias har betegnet som “controlled decontrolling of emotional controls” (citeret i Wouters 1986, s. 3).
I forhold til børneopdragelse har denne proces betydet en øget betoning af situationsfornemmelse. Hvor man tidligere så opdragelsens funktion som en overførsel af et relativt klart, ydre defineret normkodeks, der reflekterede stabile dominansrelationer f.eks. mellem generationer, køn og klasser, prioriterer man nu, at barnet lærer at føle skam over at bryde mere usagte normer og selv udvikler evnen til at vurdere situationer og til at bedømme og tilpasse sig konkrete andre mennesker, hvis status ikke umiddelbart er aflæselig. Opblødningen af formelle strukturer har øget behovet for, at individet selv kan afkode sociale sammenhænge og opbygge relationer. Samtidig har den vage autoritetsstruktur gjort det opdragende arbejde mere kompliceret; en succesfuld opdragelse fordrer en stadig opmærksomhed på og engagement i det enkelte barn for gennem pædagogiske virkemidler som opmærksomhed, opmuntring og korrektion at indarbejde selvkontrol og selvstændig stillingtagen i barnet (se Bach 2011 for et dansk studie). Demokratiseringen af generationsrelationerne betyder således ikke, at opmærksomheden på barnet slækkes; tværtimod er det nødvendigt med en øget bevågenhed for at sikre, at barnet udvikler social sensitivitet og undgår såvel upassende verbal og kropslig adfærd som markeringer af ulighed og konflikt. Barnet skal kunne begå sig i vekslende sammenhænge.
I den forstand indebærer demokratiseringen af relationerne en ny form for social distinktion. Som Bachs kapitel om velstillede familiers opdragelsesprioriteringer viser, udviser forældrene – specielt mødrene i materialet – et udtalt engagement og investering af følelser og tid i deres børns handlinger, opførsel og relationer. Denne opmærksomhed synes at afspejle et større fokus på børns velbefindende, men også at børn indgår i den sociale stratificering både som handlende aktører og som objekter for investering og dermed som symbolske udtryk for social status. Demokratiseringen eller informaliseringen har givet den sociale stratificering andre udtryk og distinktionsformer, hvor netop børns aktive og selvstændige deltagelse i mange sociale sammenhænge indgår i andres bedømmelser af en families status og grad af civilisering. Dette forhold gælder dog ikke bare i de nære sociale relationer. Også på samfundsniveau er inddragelse af børn blevet udbredt juridisk og politisk, ligesom deres aktive deltagelse blandt andet i foreningslivet er blevet symbol på det demokratiske og civiliserede samfund (jf. Kjørholt & Lidén 2004, Anderson 2008, s. 203-204).
Overordnet betragtet kan man således iagttage en stigende opmærksomhed på og inddragelse af børn op gennem hele det sidste århundrede. De og deres velfærd medtænkes i dag i politiske prioriteringer, i økonomiske dispositioner, arbejdsmarkedssammenhænge og praktiske tilrettelæggelser; de indgår i selve definitionen på en familie, og børneinstitutioner udgør en fundamental del af velfærdskonstruktionen. Fra at være en værdi som arbejdskraft – en økonomisk kapital (jf. Lancy 2008), er barnet blevet en symbolsk kapital, der ved den vellykkede opdragelse bevidner forældres såvel som samfundets demokratiske sindelag og sociale anstændighed. Det er i dette lys, man skal forstå den store samfundsmæssige interesse for børn. Der er historisk set etableret en sammenhæng mellem opdragelsen af næste generation og samfundets demokratiske og civiliserede karakter, hvad der fordrer en stærk både symbolsk og praktisk investering i børn og deres opdragelse. I en vis forstand er børn blevet civiliseringens omdrejningspunkt i det 20. århundredes danske samfund.
Fra samfundsdebatter og politiske prioriteringer til institutionel praksis
Som det ses af den historiske skitse, vi her har præsenteret, har synet på børn, institutionernes opgaver, og hvad der karakteriserer civiliseret adfærd, forandret sig i takt med nye sociale konstellationer, magtrelationer og konflikter. Det danske samfund har på den ene side været kendetegnet af en høj grad af samfundsstabilitet de sidste 60 år, men der har på den anden side også løbende været diskussioner og ændringer af netop børneinstitutioners, først og fremmest skolens, opdragelse af nye samfundsmedlemmer og denne opdragelses form og funktion i samfundet. Dette understreger, at staten og politikerne nok har en bredt accepteret ret til at fastsætte de overordnede rammer for barndommens institutioner, men at indholdet fortsat er til debat og jævnlig justeres. Det er præcis disse debatter og justeringer, der er årsagen til, at vi har fundet det relevant med en historisk skitsering som introduktion til vores etnografiske analyser. I alle de undersøgte institutioner har vi identificeret opfattelser, som reflekterer både det reformpædagogiske menneskesyn, det socialdemokratiske velfærdsprojekt, uddannelsesoptimismen, fokusset på det inklusive og demokratiske fællesskab, den nye optagethed af faglighed og nationale værdier og den generelle informalisering af omgangsformer. Men vi har også kunnet konstatere, at disse idealer indimellem strider mod hinanden og altså ikke bare i det lange perspektiv, men også her og nu er genstand for debat.
Hvad et etnografisk materiale som det, vi præsenterer i denne bog, kan vise, er derfor, at de ændringer af pædagogikken, som man kan identificere i f.eks. love, lærebøger og fagblade, ikke nødvendigvis dominerer institutionernes praksis – sådan som diskursive analyser ellers ofte implicerer. Der er ikke nogen lige vej fra pædagogisk debat eller politisk ambition til institutionel praksis (Shore & Wright 1997). Hvad vi vil se i flere af bogens kapitler er, at forskellige værdier og pædagogiske rationaler eksisterer side om side, flyder