Problemstillinger knyttet til evidens og evidensbaseret praksis har stor betydning inden for sundhedspædagogik og sundhedsfremme. Kapitlet af Monica Carlsson og Venka Simovska diskuterer evidensbegrebet og grundlæggende forskellige tilgange til at skabe evidens inden for området, herunder forskellige evidensspørgsmål, typer af viden og metodologier. De argumenterer for en tilgang til udvikling af evidens, som er baseret på kvalitative forskningstraditioner såsom case studie-, aktions- og evalueringsforskning.
Bogen har fokus på kontekstens betydning for de pædagogiske processer inden for sundhedspædagogik og sundhedsfremme og udbyttet af disse processer i form af læring og kompetenceudvikling. Bogen kan i forlængelse heraf tilbyde et mere nuanceret syn på, hvad der tæller som evidens i sundhedspædagogik og sundhedsfremme, og på hvilke forskningstilgange der kan bidrage til at skabe evidens.
Med bogen ønsker vi at:
• inspirere og udfordre forskere, studerende og professionelle, der arbejder med uddannelse, udvikling, evaluering og forskning inden for området sundhedspædagogik og sundhedsfremme
• føre til debat og refleksion om evidens og evidensbaseret praksis inden for dette område
• bidrage til udvikling af kritiske forskningstilganges potentiale inden for dette område.
Udgivelsen af bogen er støttet af Aarhus Universitetets Forskningsfond.
Monica Carlsson, Venka Simovska og Bjarne Bruun Jensen
København, februar 2009
Et sundhedspædagogisk perspektiv på sundhedsfremme og forebyggelse
BJARNE BRUUN JENSEN
Kapitlet diskuterer sammenhænge mellem sundhedsfremme og forebyggelse, samt hvordan et sundhedspædagogisk perspektiv kan bidrage til at kvalificere begge disse områder. Kapitlet falder i tre hoveddele. Indledningsvis præsenteres den dominerende diskurs inden for forebyggelse og sundhedsfremme, og det illustreres, hvordan sundhedsfremme og forebyggelse ofte fremstilles som to forskellige paradigmer inden for arbejdet med sundhed. Sundhedsfremme sidestilles ofte med ‘bottom up’, mens forebyggelse forbindes med ‘top down’-tilgange.
Derefter præsenteres en sundhedspædagogisk tilgang til arbejdet med sundhed. På baggrund af en præsentation af konkrete udviklingsarbejder dokumenteres det dels, hvordan den dominerende diskurs har bidraget til at marginalisere forebyggelse og i stedet sætte sundhedsfremme i centrum. Desuden dokumenteres det, at denne skelnen mellem forebyggelse og sundhedsfremme ikke er holdbar i forhold til praksisniveauet, hvor de to områder lapper over hinanden og til dels anvender samme pædagogiske principper og tilgange.
Den sundhedspædagogiske tilgang, med de tilhørende nøglebegreber, viser sig at være anvendelig både inden for det forebyggende og det sundhedsfremmende område og giver dermed mulighed for at overskride den dominerende opsplitning i forskellige pædagogiske paradigmer.
Afslutningsvis rejses en diskussion af sundhedspædagogikkens mulige bidrag til at udvikle et fælles værdigrundlag for hele sundhedsområdet, omfattende sundhedsfremme, forebyggelse og behandling. Konklusionen er, at sundhedsfremme og forebyggelse (og behandling) retter sig mod forskellige mål, men at de alle kan drage fordel af et sundhedspædagogisk perspektiv.
Indledning
I kapitlet foretages en analyse af forskellen mellem sundhedsfremme og forebyggelse. Indledningsvis skitseres forskellige diskurser inden for forebyggelse og sundhedsfremme, hvor vægten især lægges på hvilke metodiske tilgange, der er i fokus inden for de to tilgange til arbejdet med sundhed. Der præsenteres både eksempler fra det internationale område og fra den danske kontekst.
Herefter præsenteres et sundhedspædagogisk approach til arbejdet med sundhed. Dette gøres via en kort indholdsbestemmelse af en række sundhedspædagogiske nøglebegreber, som ‘handlekompetence’, ‘viden’, ‘deltagelse’ og ‘handling’. Hensigten med denne del er at illustrere de sundhedspædagogiske kernebegrebers anvendelighed inden for sundhedsfremme og forebyggelse.
I kapitlets tredje del sættes der fokus på to forskningsintegrerede udviklingsarbejder, hvor formålet netop har været at arbejde med, hvordan sundhedsfremme og forebyggelse italesættes og opfattes inden for forskellige praksisfelter. I analysen lægges vægten især på, hvorvidt de præsenterede sundhedspædagogiske kernebegreber i del to kan anvendes til at overskride den opsplitning, der præger sundhedsfremme og forebyggelse i den aktuelle danske diskussion. Der sættes især fokus på professionelles erfaringer fra – og arbejde i – praksis.
Afslutningsvis sammenstilles analysens resultater med internationale nyere tendenser, bl.a. inden for området ‘Health Literacy’, og der lægges op til, at artiklens perspektiv med fordel kan suppleres med overvejelser inden for behandlingsområdet. Der gives desuden et konkret eksempel fra en kommune på, hvorledes sundhedsfremme og forebyggelse søges samlet ud fra en sundhedspædagogisk tilgang. Endelig berøres kort de fremtidige udfordringer for forskning og udvikling.
Sundhedsfremme og forebyggelse som forskellige paradigmer?
I den internationale litteratur er diskussionen af sundhedsfremme domineret af Verdenssundhedsorganisationen, WHO’s, dokumenter, herunder især Ottawa Charteret fra 1986 (WHO, 1986). I 1998 udgav WHO dokumentet Health Promotion Glossary (WHO, 1998), hvor en række centrale nøglebegreber defineres, og hvor tendenser og principper fra Ottawa Charteret lægges til grund for definitionerne. I første del defineres syv såkaldte basistermer, hvor ‘health promotion’ og ‘disease prevention’ indgår. I forbindelse med ‘health promotion’ lægges der op til, at folk aktivt skal involvere sig (‘enable’) med henblik på at opnå ‘empowerment’, og målet er, at folk opnår kontrol over determinanter for deres egen sundhed:
Health promotion is the process of enabling people to increase control over the determinants of health and thereby improve their health. (WHO, 1998: 1-2).
Endvidere pointeres det, at der skal arbejdes med et princip om deltagelse med henblik på at involvere folk i kritisk beslutningstagning og i handling for fremme af sundhed:
Participation is essential to sustain health promotion action. People have to be at the centre of health promotion action and decision-making processes for them to be effective. (WHO, 1998: 2).
Det er med andre ord tydeligt, at der inden for sundhedsfremme arbejdes med deltagerorienterede processer med henblik på at fremme ejerskab, empowerment og handling. Til forskel herfra nævnes der intet om deltagerinvolvering eller lignende i afsnittet om sygdomsforebyggelse i WHO-publikationen. I stedet lægges vægten på, at forebyggelse handler om at gøre noget ‘med’ individer (“dealing with individuals and populations […]”), og at fokus er på risikofaktorer og et adfærdsperspektiv:
Disease prevention in this context is considered to be action which usually emanates from the health sector, dealing with individuals and populations identified as exhibiting identifiable risk factors, often associated with different risk behaviours. (WHO, 1998: 4).
WHO’s udmeldinger