Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi, kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu Ungdommens Herlighed. „Tandem venere bubulci“, raabte han med en Stemme, saa Vinduerne klirrede, „er det en Tid at holde Jul paa, naar baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade, men det er Eders egen Skyld.“
Præsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at præsentere mig som det yngste Medlem af Familien.
„Altsaa tredie Udgave“, svarede Præsten, „formodentlig fuld af Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at læse sidste Correctur herude, saa hjælper det nok. Forresten er han jo meget pænt indbunden. Hvad er Titlen?“
„Nicolai, theologisk Student“, svarede jeg.
„Nicolai? dog vel ikke i Slægt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til Ægte?“
„Mener De, om jeg er Mormon?“ spurgte jeg, for jeg forstod ikke Præsten.
„Mormon? Lære Mormonerne, at man ikke maa tage til Ægte? Kjære Ven, hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er theologisk Student?“
Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle sig imellem ved at sige:
„Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lærte, at man maa ikke tage til Ægte, og forøvrigt nævnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i det andet Capitel.“
„Her er Manden“, raabte Præsten, idet han traadte tre Skridt tilbage: „ὥδε ἡ σοφία ἐστίν: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede med ægte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for en stakkels Landsbypræst end at sidde og tælle Tiender og Fattigregnskaber efter. – Naa, har I nu taget Seletøiet af Jer, saa kom ind og faae Foder“, dermed førte han os ind i Dagligstuen, hvor Frokostbordet stod dækket. Her kom Præstekonen, der havde de samme venlige brune Øine som Andrea Margrethe, os imøde og omfavnede os saa hjertelig, som om hun kunde være vor Moder.
„Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjæle og dægge for“, sagde Præsten. „Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de unge Mennesker, saa er hun fornøiet: jeg kan skjøtte mig selv. – Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min Skammel til Hovedpude og mit Skakbrædt til Overdyne, saa har jeg opfyldt Gjæstfrihedens Pligter mod ham.“
„Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan ønske sig“, sagde Præstekonen.
„Ja, ja, jeg spørger kun for en Ordens Skyld. Forøvrigt har hele Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet Krinoline paa i Anledning af Dagens Høitidelighed.“
„Det er jo ikke sandt Fa'er“, sagde Andrea Margrethe, „den har jeg længe gaaet med.“
„Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa Noget, som kan trække Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I fornøiede. „Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir“, synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst synger I: „men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde“, det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens Betjente komme herud for at slæbe mig i Slutteriet.“
„Men, kjære Fa'er, vi ere da nødte til at gaae ordentlig klædte; vil man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.“
„Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hør, veed De hvad, Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner, for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.“
Efter Præstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise.
„Spis nu, kjære Venner“, sagde Præstekonen, „og tag til Takke med, hvad Huset formaaer.“
„Ja spis, spis“, sagde Præsten, „især vil jeg anbefale Dem denne Ost, det er en ypperlig Ost, den smager saa udmærket af Lysetælle.“
„Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.“
„Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost.“
Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Præstekonen Ret: Osten feilede Intet.
„De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger“, sagde Andrea Margrethe, „Osten er meget god.“
„Ja naar Du siger det, saa tier jeg“, sagde Præsten. „Mulier taceat in ecclesia, det er udlagt: „i Kirken taler Fa'er, og vi tier: hjemme taler vi, og Fa'er tier.““
„Nu kan vore Gjæster jo selv høre“, sagde Emmy, „hvem der taler meest herhjemme.“
„Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det gaaer til. Emmy staaer i den ene Ende af Præstegaarden og Andrea Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.“
Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige staae og commandere – og Præsten, denne svære, stærke Mand med en Stemme, der kunde overdøve et Tordenskrald, løbe frem og tilbage for at parere Ordrer! Præstekonen maa have seet min Forundring, thi hun sagde: „Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.“
„Ja det haaber jeg ogsaa“, sagde Præsten, „og saa kan De fortælle os Nyt derinde fra Kjøbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant at meddele mig.“
Jeg svarede, at det desværre ikke var Tilfældet, men naar Præsten vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit Ønske opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg.
„Frederik veed aldrig at fortælle mig Andet, end hvad jeg selv veed i Forveien“, sagde Præsten, „men jeg kan jo gjerne gjøre et Forsøg. Jurist, quid novi ex Africa?“
„Hvad behager?“ foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale med Andrea Margrethe.
„Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde blot vide, om der var passeret noget Mærkeligt inde i Hovedstaden.“
„Ja der er jo —“ og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en Tilhører: „Ja alt det veed jeg“, udbrød han, „det kan jeg jo selv læse i Aviserne.“
„Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortælle.“
„Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn? De gaaer bestemt den hele Dag deroppe i Kontorerne med Hænderne i Lommerne og ryger Cigar. Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et lille Oprør, saa at man f. Ex. den næste Dag kunde læse i Aviserne: „Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstød Sted paa Kongens Nytorv mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai, blev hængt paa en Lygtepæl.“ See saadant Noget, det kunde more mig! Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste Fornøielige ved. – Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt paa Eders Reise herud idag?“
„Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde“, sagde Gamle, „jeg har været saa uheldig at brække Rygstykket paa den forreste Agestol itu.“
„Det gjør aldeles ikke Noget, tvertimod, jeg er Dem meget forbunden derfor. Jeg har længe nok sagt til Niels, at den Agestol vilde gaae itu, hvis han ikke sørgede