Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Scharling Henrik

er noget Eiendommeligt for mig, den bestaaer nemlig i, at jeg bliver forelsket i alle de unge Piger, som jeg seer. Jeg har undertiden hørt ældre Personer sige, at Grunden, hvorfor de ere forblevne ugifte, er, at de ikke have kunnet finde nogen, som passede for dem. Det er forunderligt! mig gaaer det lige omvendt, saa at hvis jeg forbliver ugift, saa vilde det være, fordi de passe Alle saa godt til mig, at jeg ikke veed, hvem jeg skal vælge. Thi ved at foretrække En kommer jeg til at tilsidesætte ti Andre, som jeg i Grunden holder ligesaa meget af. Derfor er det mig ordentlig en vis Beroligelse at høre, nu er enten denne eller hin bleven forlovet, thi saa har jeg altid een mindre at vælge imellem. Men hvad hjælper det? Det gaaer her som med Hydras Hoved, thi for hver en ung Pige af mit Bekjendtskab, som bliver forlovet, lærer jeg ti andre at kjende, og saa er Nøden lige stor. Jeg er ofte bange for, at det virkelig tilsidst skal gaa mig som Burydans Æsel, især da Corpus Juris siger, at jeg har flere Egenskaber tilfælles med samme Æsel. Engang betroede jeg mig til Gamle herom, da vi Arm i Arm ved Nattetid vandrede hjem fra et Bal, hvor jeg ved min Ankomst ikke kjendte en eneste af Damerne og ved min Bortgang var bleven forelsket i dem Alle tilhobe, men Gamle trøstede mig med, at jeg kun skulde være rolig; naar Tidens Fylde kom, fik jeg nok at vide, hvem det skulde være. Og saa har jeg da slaaet mig til Ro ved Tanken om, at der jo endnu er fem Aar, til jeg tager min Embedsexamen. – Men nu skulde jeg atter lære to unge Piger at kjende, og det var at forudsee, at min Uro derved vilde stige to Grader paa Ny. Men paa den anden Side var der en hemmelig Stemme indeni mig, som hviskede til mig: „Trøst Dig, Nicolai, Tiden er kommen, da al din Uro skal have Ende. Thi hvad Du nu faaer at see, er saa livsaligt, at det overgaaer Alt, hvad Du hidtil har seet. Hvad Du længe har søgt og søgt forgæves, skal Du nu finde – al din Tvivl skal have Ende.“ Denne Stemme lød med en saadan Sikkerhed, at jeg i mit Hjerte var aldeles overbevist om dens Sandhed. Hvorledes den var opstaaet i mig, veed jeg ikke; det var Synd at beskylde Niels for at have ophidset min Phantasi med nogen flammende, begeistret Beskrivelse, thi han taug næsten ganske stille, men hvilken Vismand har endnu formaaet at kunne gjøre Rede for alle de underlige Tanker, der kunne opkomme i et Menneskehjerte?

      Alt som vi kjørte, bleve disse Tanker mere og mere levende hos mig, en Række liflige Billeder stege frem for min Sjæl, og tilsidst maatte jeg give mine overstrømmende Følelser Luft, jeg sang derfor af mine Lungers fulde Kraft:

      „Paa Landet i den stille Vraa

      Studentens Ankomst er en Fest,

      Men, smukke Glut, pas bare paa,

      Han bliver Dig saa dyr en Gjæst,

      Du gjerne ham vil beværte —

      Om lidt han be'er,

      Men tager meer,

      Indtil i dit aabne Hjerte

      Fundet han har sit Qvarteer.“[1]

      Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen, for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hørte et svært Bums bagved.

      „Vi spildte vist Herren paa Kufferten“, sagde Niels.

      Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af Vognen. Jeg sprang hurtig ned, for at see, om Gamle var kommen til Skade – — nei, han var ikke: han stod ganske rolig og saae paa Kufferten, som om han ventede paa, at den vilde stige først op igjen. Men Corpus Juris skjændte: „Kan Du da ikke engang sidde fast paa en Vogn, Christopher?“ – ja han havde godt ved at snakke, han sad fast og godt paa en Agestol, og ikke som Gamle paa en Kuffert. Ved Hjælp af Niels fik vi Kufferten og Gamle satte op igjen, og Corpus Juris paatog sig at holde paa Kufferten, for at Ulykken ikke atter skulde hændes. Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus Juris: „Holder Du?“ og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men Gamle: „Ja, jeg holder“, som om det skulde hindre Kufferten fra at falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank!

      Det var dog et ganske mageløst Veir! Himlen bredte sit straalende klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode Træer og Buske i deres Juleklædning, det vil sige Rim paa alle Grene og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var, ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min Yndlingssang: „Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land“, – selv Corpus Juris istemmede: „De bergenske Møer snart vi møde kan“, medens Gamle brummede Omkvædet: „Ohi—ohøi! ohi—ohøi!“ med sine halvanden Tone, for mere har han ikke. – Nu dreiede vi ind til Høire og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen. Niels pidskede paa Gamle (naturligvis ham foran Vognen), og i et lystigt Trav naaede vi snart Præstegaarden. Foran Porten stode to store Træer, rundt om paa alle Sider vare tætte Buske; nu var Løvet affaldet, saa man kunde see igjennem de nøgne Grene, men om Sommeren maatte Præstegaarden ligge lunt og tæt som en Fuglerede indenfor det grønne Løv, der dækkede den paa alle Sider. Jeg saae nøie paa den: den havde i sit Ydre ikke det Allermindste, der kunde bringe En til at tænke paa Universitetsbibliotheket eller Kongens Bibliothek – men maaskee des mere i det Indre, tænkte jeg med et stille Suk. Foran Gaarden var en tilfrossen Dam, paa hvilken Landsbyens Ungdom løb paa Skøiter eller uden Skøiter, eftersom Enhvers Formueomstændigheder tillode ham. En lille Purk paa fem Aar med en stor rød Hue paa Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende paa eet Been, da vi kjørte forbi: det var Julenissen, der bød os velkommen. Nu svingede vi ind ad Porten, en Flok dorske Ænder, der havde leiret sig her, foer som en Flok snaddrende Forridere ind i Gaarden for at mælde vor Ankomst, hvilken end ydermere blev bevidnet af Lænkehundens høie Gjøen.

      „Der er Andrea Margrethe“, hørte jeg Gamle hviske til Corpus Juris, idet han pegede paa en ung Pige, som kom tilsyne i Døren, „og der er Emmy!“ hviskede Corpus Juris tilbage til Gamle, idet en anden ung Pige nærmede sig den første. „Velkommen! Velkommen!“ lød det oppe fra Forstuedøren, og „Hurra!“ raabte jeg, som om Velkomsthilsenen særlig gjaldt mig, uagtet ingen af de unge Piger havde havt den Fornøielse at see mig før. Nu holdt vi foran Døren; i et Nu vare vi Alle af Vognen, jeg begriber endnu ikke, hvorledes Gamle i den Fart kom ned af sin Kuffert. Men distrait er han jo altid, og istedenfor at række Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen. Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden, saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjøre det godt ved atter at vise for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og trykkede hendes Hænder, var større, end som almindelig Høflighed fordrer.

      „Men hvorfor kommer De først saa seent? Vi havde saa bestemt ventet Dem i Juledagene“, sagde Andrea Margrethe.

      „De havde lovet at prædike for Fader anden Juledag“, sagde Emmy til Gamle.

      „Havde jeg? det veed jeg ikke noget af.“

      „Ja saaledes gaaer det jo“, sagde Andrea Margrethe, „De lover og lover, men —“

      „Det maa Du ikke sige“, sagde Emmy, „Du veed jo ikke, hvad Christopher har havt at bestille i denne Tid.“

      Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord! Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort – saaledes maa det jo ogsaa være mellem vordende Svoger og Svigerinde – endnu sagde de „De“ til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde ikke drømt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg følte det, her skulde jeg finde, hvad jeg søgte. Andrea Margrethe var lille af Væxt, men hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom. Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider over den hvide, klare Pande, Øinene vare store og blaagraae med et usigeligt Udtryk af Kjærlighed og Ømhed. Hun var lille og spinkel, men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjøndt jeg egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var iført en staalgraae