Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader.
„Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see“, indvendte Præstekonen. „De skal komme herud igjen til Sommer, Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.“
„Jo vist er der Noget at see“, svarede Andrea Margrethe, „der er Udsigten over Fjorden fra Lindehøien af, den er bestandig lige smuk, og desuden har De vistnok saa megen Phantasi, Nicolai, at De kan tænke Dem, hvorledes der seer ud om Sommeren.“
Jo saamegen Phantasi havde jeg magelig, og i mit stille Sind tænkte jeg, at var der ikke Andet at see paa, saa var der i al Fald Andrea Margrethe, og i hendes Selskab vilde jeg betragte selv en Reise til Siberien som en lille Sommerudflugt.
Andrea Margrethe kastede hurtigt en Kaabe om sig, tog en lille Kyse paa Hovedet, der om muligt gjorde hende endnu smukkere, og derpaa gik vi ud, først til Kjøkkenet, hvor Tallerkener og Fade vare opstillede i en Orden, der maatte bringe ethvert Husmoderhjerte til at svulme af Begeistring.
„Her commanderer jeg ude“, sagde Andrea Margrethe, idet hun med en vis Stolthed saae sig omkring.
„Det vil da sige, i Fællesskab med Deres Moder og Søster,“ tilføiede jeg.
„Nei de har ikke meget at sige herude, thi vel har Emmy og jeg deelt Husbestyrelsen mellem os, saa at vi skifteviis have Uge, men Emmy kan ikke ret komme udaf det alene, hun maa altid have mig til Hjælp i hendes Uge.“
„Deres Søster holder maaske ikke synderlig af de huslige Forretninger?“ spurgte jeg.
„Nei, hun holder mere af at læse.“
„Holder De da ikke af at læse?“
„Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men – see der kommer Gamle for at faae Brød.“
Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom Talen var.
Andrea Margrethe gav Hesten et Stykke Brød, idet hun klappede den og talte godt for den.
„Hvor gammel er den egentlig?“ spurgte jeg.
„Den er ligesaa gammel som jeg: vi holde Fødselsdag sammen.“
„Hvorledes høitideligholder da Gamle sin Fødselsdag?“
„Jeg fletter en Blomsterkrands, som jeg sætter paa Hovedet af den, og som den bagefter faaer Lov til at æde. – — Men kom nu ind og see Fadeburet!“
Jeg fulgte hende ind i Fadeburet, hvor en krydret Duft af Kager og Syltetøi strømmede mig imøde og bragte min Phantasi til at vugge sig i allehaande ubestemte Forestillinger om et Slaraffenland, hvor Husene ere byggede af Pandekager og Gaderne brolagte med Pebernødder.
„Holder De af Jødekager?“ spurgte Andrea Margrethe mig.
Jeg vidste ikke, hvad Jødekage var, men da jeg uden Undtagelse holder af Alt, hvad der ender paa —kage, svarede jeg øieblikkeligt Ja.
„Saa tag nogle af disse her – dem har jeg selv bagt: smage de ikke godt?“
„Udmærket“, svarede jeg med Munden fuld af Kage, „men de ere noget tørre.“
„Nu skal De faae Mjød at drikke dertil,“ sagde Andrea Margrethe, idet hun tog en Flaske ned og skjænkede mig et Glas fuldt, „see nu kan De bilde Dem ind, at De er i Valhalla og drikker Mjød og spiser Jødekager.“
„Og bliver opvartet af skjønne Valkyrier“, tænkte jeg, men jeg turde ikke sige det høit, thi der var Noget ved Andrea Margrethe, som gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter, skjøndt jeg ellers ikke pleier at være forknyt i den Retning.
„Nu skal vi ned i Mælkestuen – denne Vei – hold Dem godt fast i Rækværket, Trappen er steil“ – men selv løb Andrea Margrethe ned af den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de øverste Trin. Dernede stod det ene Mælkefad ved Siden af det andet – min Tanke druknede i et Ocean af Tykmælk, oplagt Mælk og Jordbær med Fløde. Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun stræbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nøie som muligt – jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden Bibliothekar, end jeg havde drømt om, og jeg maa tilstaae, at jeg fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket, og Bibliothekaren langt elskværdigere end dem oppe paa Kongens Bibliothek. – Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, „for De skal vide Besked med Alt“, sagde Andrea Margrethe, „De vil jo selv være Præst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en Præstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.“
Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Præstegaard, men ogsaa hvordan min Præstekone skulde see ud.
„See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem“, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe.
„Men det kan vente til siden“, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe. „Lad os nu gaae ud at see Haven.“
Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der var særlige Hindringer at overvinde – der var hverken Bjerge eller Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man være derude i to Minutter – men der var saa meget paa Vejen, der maatte undersøges og betragtes. Først mødte vi Semiramis, den hvide Kat, og i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af dens Levnetsløb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde spinde og „susse“, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt begge Hænder foran den, kunde den springe over dem. Dernæst kom vi forbi Brønden, og her skulde vi da prøve, hvor godt Øiemaal jeg havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brønden var; til Andrea Margrethes store Glæde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brønd var Præstegaardens Stolthed, eftersom Præsten selv havde ladet den bore. Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned, om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp. Endnu maatte jeg kaste et Blik op til Storkereden, „at jeg kunde see, at det var en rigtig Præstegaard, for til en rigtig Præstegaard hører der altid en Storkerede“, som Andrea Margrethe sagde – dernæst fik jeg at vide, at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet den hvert andet Aar kastede et Æg, og hvert andet en Unge ned.
Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at skynde mig, saalænge jeg maatte see ind i hendes klare, brune Øine og høre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen. Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser – i dette Bed, der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetræ, hist var Jasminlysthuset, og der voxede Jordbærrene – — ja det var ligesom om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg vandrede under store skyggefulde Valnøddetræer, og fornam den yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkøier.
„Her raader De vel ogsaa ude?“ spurgte jeg, thi jeg havde uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for hendes Skyld var Alt bygget, og Præst og Præstekone og Karle og Piger, Alt var der kun forat tjene hende.
Jeg blev derfor noget overrasket, da Andrea Margrethe svarede Nei.
„Ikke det?“
„Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange udmærkede Ideer, men Mo'er vil ikke følge mine Raad.“
„Hvad