„Prædikede De da for ham?“ spurgte Præsten.
„Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor stræng.“
„Kulden? Nu har jeg hørt det med! Nei veed De hvad, min Fa'er, jeg kan nok mærke, hvordan det hænger sammen: til mig siger De, at De kan ikke prædike for mig, for De skal prædike for Pastor Petersen i Ollerup, og til Pastor Petersen i Ollerup siger De formodentlig, at De ikke kan prædike for ham, for De skal prædike for mig: saa holder De os begge to for Nar og bliver liggende i god Ro og Mag paa Deres Sopha. – Men vilde De ikke prædike for mig, saa kunde De dog i det mindste være kommet herud og holdt Jul med os paa god gammel Viis, istedenfor at De nu kommer med stor Fornemhed, efterat Alt er forbi.“
Gamle sagde, at han havde frygtet for at komme til Uleilighed.
„Uleilighed? Og er De nogensinde kommen til Uleilighed herude? Er det nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? – ja det skulde da være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne hende.“
Jeg saae hen paa Emmy, der i det Samme rakte Brødbakken til Gamle, jeg saae den lille fine Haand, hvor de blaae Aarer skinnede igjennem den hvide Hud, og saa tænke sig denne Haand svinge en mægtig Feiekost forat jage Gamle, skikkelige Gamle, der kom vandrende i sine egne Tanker, paa Døren: nei det var reent umuligt bare at tænke sig det!
„Men jeg veed nok, hvad der var i Veien“, vedblev Præsten, „De vilde heller blive inde i Sodom og Gomorrha for at gaae paa Dandsebod og flytte Skilter end komme ud til en skikkelig Landsbypræst forat holde en ærbar og sømmelig Jul.“
– — Samtalen dreiede sig nu hen til forskjellige Personer af fælles Bekjendtskab, om hvilke man skifteviis spurgte og hørte Nyt.
Jeg kan nu ikke nægte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler. Da jeg nu vidste, at Bibliotheket var Præstens Øjesteen, meente jeg, at den sikkreste Maade at vinde hans Gunst paa vilde være at vise Interesse for Bibliotheket, og derfor bad jeg om Tilladelse til at maatte besee det.
„Mit Bibliothek? hvad vil de derovre?“
Jeg yttrede, at jeg besad stor Interesse for Bøger og Bogsamlinger.
„Naa saaledes!“ udbrød Præsten; „De hører altsaa ogsaa til de kjære Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i en Bog!“
Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig.
„Et ungt Menneske som De“, vedblev Præsten, „han skal see sig om i Verden og Livet – den Tid kommer tidsnok, da han sidder og læser sig blind over Bøgerne.“
Men det var jo ganske mine egne Anskuelser, Præsten der udtalte – det var dog en yderst ubehagelig Situation, jeg var kommen i; jeg gav med største Fornøielse baade Bibliotheket og Videnskaben en god Dag, men det gik dog ikke an saaledes pludselig at forandre Mening, og for Skams Skyld maatte jeg blive staaende ved mit Forlangende.
„Saa De vil endelig derover? ja, ja, saa kom da!“ sagde Præsten, idet han reiste sig og gik i Forveien. Jeg fulgte ham over i Studereværelset, men her ventede en ny Skuffelse mig. Jeg havde nemlig ifølge Gamles og Corpus Juris' Beskrivelser af Nøddebo Præstegaard altid tænkt mig Bibliotheket som noget særdeles Colossalt, hvor man reent blev borte mellem lutter Bøger – men her fandt jeg kun tre Reoler med Bøger, som man magelig kunde oversee paa een Gang. Var det virkelig det Bibliothek, hvorom Brødrene havde talt saa meget? Jeg kunde ikke skjule min Forbauselse, men udbrød: „Er det Alt?“
„Er De ikke fornøiet dermed? Læs De først de Bøger grundigt igjennem, saa troer jeg nok, De kan hjælpe Dem for det Første.“
„Men – men Kirkeretten —“ stammede jeg.
„Kirkeretten? den staaer her: „Provst Møllers Haandbog for Præster“ – mere Kirkeret behøver jeg ikke.“
„Men Frederik – Frederik havde sagt mig, at De – De besad saa mange Bøger over – i Kirkeretten.“
„Frederik? Ja nu forstaaer jeg – det er Juristen, som kommer med sin Kirkeret forat faae Præst og Menighed i Proces med hinanden, og saa kan han stikke Pengene i Lommen. Nei hils De Frederik og sig ham, at vi lever sammen som gode Christne herude og forliges som Brødre – det er vor Kirkeret. – Ja nu skal jeg til mit Arbeid, men hvis det kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og læse i Provst Møllers Haandbog for Præster.“
Med al Agtelse for Provst Møller og hans Haandbog kan jeg dog ikke nægte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab.
„Saa De vil heller gaae over til de andre Dagdrivere?“ sagde Præsten, „ja saa gaa da, jeg tænkte nok, at Deres Studier i Kirkeretten ikke vare saa overdrevent ivrige.“
Jeg gik da over til de andre Dagdrivere, det vil sige, til Emmy og Andrea Margrethe, for det var nærmest dem, jeg vilde have en Passiar med. Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var stræng Vinter udenfor. Dette kunde man imidlertid herinde have ondt nok ved at begribe, thi naar man saae, hvor lifligt Solen skinnede gjennem de røde Gardiner, hvor blaae og klar Himlen hvælvede sig udenfor, naar man saae, hvor Vinduerne vare fulde af duftende Zwibler og gule og blaae Kroskus'er, og fremfor Alt, naar man saae paa Andrea Margrethe, da kunde man rigtignok fristes til at troe, at det var ligesaa frisk og varm Sommer udenfor som indenfor, ja jeg var bestemt gaaet hen og havde aabnet Vinduerne ud til Haven, om ikke de lange Istapper, der hang ned fra Taget og med tusindfoldigt Spil glimrede i Solstraalerne, havde fortalt mig, at det var fem Graders Kulde udenfor. – Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe vare hver beskjæftiget med sit Haandarbeide; Gamle sad ved Siden af Emmy, Corpus Juris ved Siden af Andrea Margrethe, men mellem Emmy og Andrea Margrethe stod en tom Stol, og den besatte jeg: skjøndt sidst ankommen havde jeg dog faaet den bedste Plads!
Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.
„Jo“, svarede han langtrukkent, næsten som om han søgte efter Ordene, „Præsten har ogsaa gode Bøger over Kirkeretten, for – for jeg skal sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af Bøgerne.“
„Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald være en om end nok saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bøger han har?“
„Ja – han har – han har jo kun et Par, men det er ogsaa de allerfortrinligste Værker i den Retning.“
„Nei han har kun een, kun een eneste een!“ raabte jeg triumferende, for nu var det jo aabenbart, at jeg havde fanget Corpus Juris.
„Ja, men det er ogsaa den allerbedste; naar man har studeret den rigtig grundigt igjennem, saa behøver man ikke mere.“
„Ja hvad er det da for en?“
„Det er – det er Kolderup Rosenvinges – —“
„Nei det er Provst Møllers Haandbog for Præster“, raabte jeg, stolt af saaledes i enhver Henseende at have overbevist Corpus Juris paa uigjendrivelig Maade om hans Uret. Men man skal ikke glæde sig for tidlig over sin Seir; jeg fik pludselig en ny Modstander i Andrea Margrethe, der følte sig krænket, fordi jeg, som hun sagde, spottede over hendes Faders Bibliothek.
„Jeg vil ikke i mindste Maade tale ilde om Bibliotheket“, sagde jeg, „det er sandelig mere end stort nok for mig, men jeg vil blot, at Frederik skal erkjende, at han har Uret. Baade han og Christopher have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Præstegaarden herude: vil De tænke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at