arver den altså frem for alt en stor del af den tragiske nihilismes kritiske og “destruktive” indhold. Dog med to åbninger imod konstruktiviteten. Frem for alt: Den tror ikke, at Guds død er en sandhed, der endelig er blevet fastslået, idet vi nu på dogmatisk vis ud fra ateismen, den “grundløse” verden, eller en nazistisk over-mennesketype kan fundere en eller anden form for naturlige rettigheder. Det, som hermeneutikkens konstruktive nihilisme må beskytte sig imod, er ikke blot de autoritære bevægelsers neurotiske tilbagevenden, men også anti-fundamentalismens metafysiske stivhed, som stemmer fortrinligt overens med for eksempel påtvingelsen af frihed og demokrati ved hjælp af væbnede indgreb over for det, som præsident Bush har kaldt “slyngelstater” (hvilket de pågældende stater for det meste er, men det er ikke Bush, og heller ikke et FN, der har transformeret sig til en etisk domstol, der kan dømme dem til at være det). Over for alle disse nihilistiske fordrejninger sætter hermeneutikken først og fremmest princippet om fortolkningernes mangfoldighed, og dvs. om respekten for, at enhver har et frit valg. Dette er ganske vist ikke meget forskelligt fra Habermas’ kommunikative rationalitet; men her er den afklædt de tilbageværende rester af metafysisk rationalisme, der stadig svækker den sidstnævnte teori, som med dens idealisering af en viden, der har gjort sig fri af opaciteten og som dybest set er formet af den videnskabelige metode, altid risikerer at legitimere en fremtidig verden, der er domineret af diverse typer “eksperter”. Den negative nihilismes kritiske våben forbliver altså også afgørende for hermeneutikkens konstruktivitet. Allerede forsøget på at udforme love, forfatninger og almindelige politiske forholdsregler ud fra ideen om en fortsat frigørelse fra normer og regler, hvis indskrænkninger på en eller anden måde prætenderer at være “naturlige” (men det er åbenlyst, at dette kun gælder for de, der sidder på magten), kan blive et progressivt politisk projekt. Jeg glemmer her ikke, at endog kampen imod sult i verden allerede for mange år siden blev retfærdiggjort af en teoretiker som Karl-Otto Apel, der er tæt på Habermas, på grundlag af respekten for samtalepartnerens lige rettigheder, der gælder i forbindelse med en hvilken som helst brug af sproget, og uden hvilken man ender i en performativ selvmodsigelse. Det vil sige: Også når jeg bare taler med mig selv, må jeg respektere visse regler, som jeg er ansvarlig for at respektere over for enhver samtalepartner, hvilket betyder, at jeg i enhver samtalepartner genkender mine egne rettigheder; men jeg må derfor også i positiv forstand sikre vedkommende, at vilkårene for, at disse rettigheder kan udøves, er til stede, og det vil altså sige menneskelige vilkår for overlevelse. Det hermeneutiske (og “nihilistiske”) ideal om at basere enhver lov og social adfærd på respekten for den enkeltes frihed og ikke på normer, der påstås at være objektive eller “naturlige”, implicerer altså positive konsekvenser, der også er meget mere omfattende end de, som Apel påpegede i sit værk fra tresserne (i øvrigt uden at give det en eksplicit programmatisk retning). Freden – ikke nødvendigvis forstået alt for teologisk som “den ordnede ro”, ifølge det augustinske udtryk, der har tilladt den katolske kirke den værste form for tavshed over for fascismen og nazismen – er for eksempel en fundamental menneskeret, hvis problematiske aktualitet på en trist måde er kommet i begivenhedernes centrum på det sidste. Vil ikke reformeringen af forfatningerne og redigeringen af lovene med henblik på netop sådanne rettigheder komme til at udgøre en platform for et positivt politisk program? Det er i bund og grund dette, der signalerer den (nødvendige) overgang fra liberalisme til demokrati og, efter min mening, til socialismen: For virkelig at kunne realisere de frihedsrettigheder, som liberalismen prædiker, er det nødvendigt ikke at overlade tingene til at ændre sig “ifølge deres egne principper” (en formulering, der knytter en uacceptabel “naturalisme” til Adam Smith!), som for eksempel markedets love, men i stedet er det nødvendigt at konstruere de lige vilkår, der netop ikke forefindes “naturligt”.
De essays, der her følger, repræsenterer et (fra undertegnedes side) første forsøg på at udvikle hermeneutikkens diskurs i denne konstruktive retning, men naturligvis kun i den (ringe) grad, som ethvert blot teoretisk indlæg formår. Men hvis det altså allerede på et teoretisk niveau er meningsløst at foregive at have fundet en ultimativ sandhed, der ikke udspringer af dialogen og en fælles praksis, hvad gælder der så ikke tilsvarende, når det handler om etikken, politikken og retten? I det mindste retfærdiggør dette en offentliggørelse (i håbet om, at man vil tilgive mig ordspillet; i betydningen af “at gøre noget offentligt”).
Gianni Vattimo
De tekster, der er samlet i denne bog, er ikke alt for langt fra hinanden (i det mindste ikke efter min opfattelse), skønt de er skrevet i forskellige anledninger. Udvalget og revisionen er blevet foretaget af Santiago Zabala, til hvem jeg ønsker at rette en hjertelig tak for hans kompetence og for den hengivelse, som han har udvist i forbindelse med dette arbejde.
NOTER TIL TEKSTERNE
Teksterne, der her er bragt sammen, er for størstedelens vedkommende blevet udarbejdet i forbindelse med konferencer og indlæg ved kollokvier. For enkelte teksters vedkommende er de allerede blevet bragt i udenlandsk oversættelse. Men vi leverer her henvisningerne til de organer, hvor de første gang er blevet publiceret på italiensk.
“Post-moderno, tecnologia, ontologia” (“Post-moderne, teknologi, ontologi”), i MikroMega, 4, 1990, pp. 83-95.
Filosofia e declino dell’Occidente (Filosofi og Vestens forfald), publiceret med titlen “La filosofia e il tramonto dell’Occidente” (“Filosofien og vesterlandets undergang”), i Colloquium Philosophicum 3, 1998, pp. 197-209.
“Etica della provenienza” (“Herkomstens etik”), i Mikro-Mega, 1. suppl., 1997, pp. 73-80.
Dolore e metafisica (Smerte og metafysik), publiceret med titlen “Metafisiche del dolore” (“Smertens metafysikker”), dossier til nr. 72 af Lettera internationale, 2002, pp. 57-58.
“Filosofia, metafisica, democrazia” (“Filosofi, metafysik, demokrati”), i Rivista di Filosofia, 1, 1997, pp. 117-125.
“Ermeneutica e democrazia” (“Hermeneutik og demokrati”), i MikroMega, 3, 1994, pp. 42-49.
Il socialismo, cioè l’Europa (Socialismen, eller med andre ord: Europa), publiceret med titlen “Intanto a Strasburgo: Sguardo sull’Europa” (“Intermezzo i Strasbourg: Blik på Europa”), i l’Unità, 24. januar 2002, pp. 1 og 30.
Globalizzazione e attualità del socialismo, publiceret i meget reduceret form med titlen “La filosofia nel tempo no global. A Vattimo il premio Hannah Ahrendt per il pensiero politico. Ecco una parte della sua ‘lectio’” (“Filosofien i anti-globaliseringens tidsalder. Hannah Arendt-prisen for politisk tænkning til Vattimo. Her er en prøve på hans ‘lære’”), i La Stampa, 23. november 2002.
“Fare giustizia del diritto” (“At gøre retten retfærdig”), i J. Derrida og G. Vattimo (red.) Diritto, giustizia e interpretazione. Annuario filosofico europeo (Ret, retfærdighed og fortolkning. Filosofisk europæisk årsskrift), Laterza, Roma-Bari 1998, pp. 275-291.
Apologia del proceduralismo (Forsvar for proceduralismen), publiceret med titlen Il proceduralismo (i proceduralismi) come contrassegno della modernità (Proceduralismen (proceduralismerne) som modernitetens kendetegn), i Giustizia e procedure. Dinamiche di legittimazione tra stato e società internazionale. Atti del XXII Congresso nazionale della Società Italiana di Filosofia Giuridica e Politica (Retfærdighed og procedure. Legitimeringens dynamik mellem stat og internationalt samfund. Akter fra den XXII nationale kongres for Det Italienske Selskab for Juridisk Filosofi og Politik, v/M. Basciu, Giuffrè, Milano 2002, pp. 27-36.
“Dell’esteriorità dei delitti e delle pene” (“Forbrydelsernes og straffenes udvendighed”), i Iride, 32, 2001, pp. 59-65.
ETIK
