Det, der altså er brug for, hvis man i dag skal gentænke socialismen og begrebet om emancipation, er med andre ord en “svækket Marx”, eller en ikke-voldelig og dermed også “kristen” udgave af socialismen. Vattimo plæderer således på ingen måde for en socialisme, der bygger på en klassisk revolutionsromantik, og forholder sig eksempelvis også kritisk til Antonio Negri og Michael Hardts forsøg på længst muligt at forlænge den autentiske erfaring af “gruppen i fusion” i deres værk om Imperiet (2000), samt til anti-globalisternes voldelige manifestationer.54
Til forskel fra denne historisk delegitimerede eller utroværdige udgave af socialismen slår Vattimo til lyd for en “mild” eller næstekærlig form for socialisme, der igennem den konkrete identifikation med “den anden” insisterer på, at volden og udbytningen må høre op. Og samtidig implicerer voldens ophør efter hans opfattelse, at man indleder en demokratisk dialog og forhandlinger med alle relevante parter, idet man tager det praktisk-politiske arbejdes langsommelighed og træghed på sig, dels i skabelsen af et rummeligt EU, der bygger på “svage” føderale principper, og dels i forsvaret for verdens fattige, der alle p.t. reduceres til en slags medskyldige i “terrorismen”. Om EU’s rolle i det fremtidige verdenssamfund hedder det fremdeles hos Vattimo – hvilket dele af den danske venstrefløj og for den sags skyld også den yderste højrefløj måske gjorde klogt i at besinde sig på – at “Eksistensen af en stærk ‘europæisk’ union, forstået som troskaben over for en politisk tradition, der er inspireret af værdier som lighed og solidaritet, lader i dag mere end nogen sinde til at være det eneste løfte om en fremtid, som ikke er totalitært militariseret og umulig at leve i: Heri kan den begrundede frygt for globaliseringens imperialistiske karakter finde sit politiske udtryk, frem for i gadevolden eller i pavens simple appel til den gode vilje. Og det samme kan bekymringen for, at ‘imperiet’ USA (med Bush som leder) i en verden, der ikke længere er delt i to, vil give sig hen til stadig mere omfattende præventive krige med henblik på at komme ‘terrorismen’ til livs (og ikke blot den, der virkelig er det, kan man nu have en mistanke om)”.55 Vattimo er med andre ord optimist på EU’s og fremtidens vegne generelt, men ikke jubeloptimist, idet han til fulde er bevidst om og ligefrem understreger, at det møjsommelige arbejde og den tålmodighed, som den demokratiske dialog fordrer, trods alt har sine grænser og undertiden kommer til kort. Dette fremgår ikke blot af hans klare afstandtagen fra USA og Bush’ fremfærd på den verdenspolitiske scene i citatet ovenfor og af den samtidigt underforståede afstandtagen fra enhver form for snæversynet nationalisme, men også af Vattimos nylige udsagn om, at en dialog med den mest forhærdede del af den islamiske fundamentalisme efter alt at dømme ikke fører nogen steder hen.56 Hvad vi derimod er forpligtede på, er en dialog med de mere moderate islamiske stemmer inden for EU og i de islamiske lande, hvoraf vi med rette både kan og bør forvente os meget.
GIANNI VATTIMO
INTRODUKTION
Hvorledes kan man tale om emancipation, dvs. om en frigørelsesproces fra snærende bånd i retning af en højere grad af frihed og autonomi, frihed til at vælge, idet man associerer den med et begreb som nihilismen eller med hermeneutikken? Inden der siges noget herom, bør det indledningsvis bemærkes, at de to termer nihilisme og hermeneutik – sådan som jeg har haft lejlighed til at påvise det i andre værker57 – her anvendes som synonymer. Nihilismen forstås i den betydning, som Nietzsche er den første til at give den: undermineringen af ethvert sidste fundament, bevidstheden om – i filosofiens historie og i den occidentale kultur generelt – at “Gud er død” og at “den sande verden er blevet til en fabel”. Men, kan man spørge, kun inden for den vestlige tænkning og kultur? Denne første vanskelighed diskuteres ikke her som et tema i sig selv; men Nietzsche – og Heidegger, og før dem Marx, og også Hegel – indikerer for os, at den voksende bevidsthed om, at vi præcis kun tænker inden for en bestemt kultur, er en del af den occidentale kultur og dens nihilisme, eftersom ideen om en universel sandhed og om en transkulturel menneskelighed netop er blevet modnet inden for denne bestemte kultur (som for eksempel doktrinen om naturlige rettigheder eller om et sidste fundament). Når Occidentens filosofi bliver bevidst herom, så bliver den nihilistisk; den tager til efterretning, at dens egen argumentation altid er historisk og kulturelt situeret, at også idealet om universalitet “forstås” ud fra en bestemt synsvinkel. Hermed bliver nihilismen hermeneutisk: En tænkning, der ved, at den kun kan sigte mod det universelle ved at passere igennem dialogen, overenskomsten, eller om man vil gennem caritas (se Jeg tror at jeg tror58 og Efter kristendommen59). “Veritatem facientes in caritate”, det Paulinske motto [Efeserbrevet, kap. 4, vers 15] – som for resten er et ekko af og måske ikke langt fra Den Nichomachæiske Etiks “aletheuein” hos Aristoteles [omtrent: “At gøre eller frembringe sandhed”] – betyder oversat til moderne filosofiske termer, at sandheden fødes i og af overensstemmelsen, og ikke modsat, at vi bliver enige, når vi alle har opdaget den samme objektive sandhed.
Emancipation er for os nihilismens betydning, såfremt man læser denne Nietzscheanske term i lyset af et andet centralt udtryk hos den tyske filosof: “Gud er død, og nu vil vi, at der skal leve mange guder”. Opløsningen af fundamenterne (hvori man også kan identificere overgangen fra det moderne til det post-moderne60) er det, som frigør; endnu en gang med en henvisning til det dybe evangeliske udtryk, ifølge hvilket “Sandheden vil sætte jer fri” [Johannes, kap. 4, vers 32]. Ikke: Det at vide, hvorledes sagerne “virkelig” forholder sig, vil sætte jer fri: Endelig at opdage Pythagoras’ teorem? Eller verdens nødvendige geometriske orden? Einsteins relativitet? Men: Kun det, der sætter jer fri, er sandhed, og dermed først og fremmest “opdagelsen” af, at der ikke gives et sidste fundament, i forhold til hvilket vores frihed bør gøre holdt, sådan som autoriteter af enhver slags, der netop ville regere i disse sidste strukturers navn, altid har forsøgt at bilde os ind. Hermeneutikken er den fuldbyrdede nihilismes tænkning, den tænkning, der sigter mod en rekonstruktion af fornuften efter Guds død, imod enhver afart af negativ nihilisme, dvs. fortvivlelsen hos de, der fortsætter med at dyrke sorgen, fordi der “ikke længere gives religion”.
Man forstår, hvordan alt dette får betydelige konsekvenser for måden, hvorpå man opfatter etikken, retten og politikken. Vil det stadig være muligt, efter Guds død, at tale om moralske imperativer, om love, der ikke er baseret på vilkårlighed, og om en emancipatorisk horisont inden for politik? Denne bogs essays foregiver ikke at levere udtømmende svar på disse spørgsmål; men den begrænser sig heller ikke til at recitere dem – som alt for mange moderne “tragikere” gør det, der ender i den retoriske overdrivelse af det problematiske ved de menneskelige vilkår, ofte for at forberede vejen for “troens spring” (som altså bliver et spring ind i den rene irrationalitet og den heraf følgende ligegyldighed over for kirkernes, de centrale komiteers og de karismatiske lederes autoritære dogmatik) eller andre gange for slet og ret at opretholde bevidstheden om, at “der ingen løsninger er”. Med den stiltiende forudsætning, at det i hvert fald er bedre – sokratisk – at vide, at man intet ved (men Nietzsche gjorde ret i at demaskere den optimistiske rationalisme ved denne holdning).
Den hermeneutiske udgang af denne tragiske og negative nihilisme viderefører naturligvis en gentagelse af mange aspekter ved denne; man kan med Nietzsche sige, at man ikke kan konstruere uden at destruere. Eller også, mere realistisk, at alle metafysiske autoriteters moder stadig er svanger, hvorfor sekulariseringens opgave – dvs. demaskeringen af det hellige ved enhver absolut instans, enhver sidste sandhed – er temmelig langt fra at være blevet uaktuel. En påstand, som politikken, retten og det sociale liv leverer fortsatte vidnesbyrd om, og ikke blot i Italien, hvor den katolske kirke fortsætter med (at insistere på) at sætte fornuftsstridige grænser for statens love. Der tænkes her på de borgerlige ægteskaber, på forskningen i fostre og på spørgsmålet om eutanasi. Men nu også på den internationale politik, hvor det amerikanske herredømme, maskeret som humanitært demokrati, truer med at fremtvinge en slags universel politistat, der er “legitimeret” af (den påståede) respekt for menneskerettighederne, eller for det, som imperiet anser for menneskerettigheder. Vil den nye Napoleon således ikke ende med at fremkalde noget