ILLUSTRATION 3. EN SVINGENDE STRENG
Hvis man i stedet for svingningen af et tov ser på svingninger af luft, hvor lufttrykket varierer som funktion af tid og sted i et rør, kan man benytte en bølgeligning, der til forveksling ligner den i faktaboksen. Her bliver konstanten K lig med kvadratet på lydens hastighed i luft, og de pæne bølgeløsninger, der svarer til illustrationerne C) og D), er grundtonen og den første overtone, for eksempel for lyden i en orgelpibe. Man kan “stramme luften op” ved at erstatte almindelig atmosfærisk luft med en let gas af helium, hvor lyden har højere hastighed, og så bliver frekvenserne højere – som man kan høre i naturprogrammer om havet, når dykkere, der indånder helium, taler som Anders And. For at variere svingningsfrekvensen i musikinstrumenter er det dog mere praktisk at ændre den rumlige svingning, for eksempel ved at gøre instrumentet kortere, så mønstrene i illustration C) og D) bliver stejlere, og bølgeligningen derfor forudsiger højere frekvenser. De dybe toner i et orgel fremkommer, fordi luften dirigeres ud i de lange orgelpiber, mens de høje toner kommer fra de korte. En panfløjte virker på samme måde, mens trækbasunen er bygget til, at musikeren kan ændre rørets længde og dermed styre tonen, og klarinetten og trompeten har klapper og ventiler, der kan åbnes og lukkes, så musikeren kan vælge mellem forskellige bølgemønstre.
Newtons 2. lov for den svingende streng: bølgens ligning
For at sætte tal på en svingende strengs bevægelse er vi nødt til at indføre den matematiske størrelse t, der betegner tiden, og x, der betegner den vandrette strækning langs med strengen. Vi beskriver nu strengens udsving med h(x,t), som til enhver tid og til enhver position langs strengen angiver strengens udsving, målt for eksempel i millimeter. Det lille skraverede stykke streng svarer til en bestemt x-værdi, og kender vi tidsafhængigheden af h(x,t) ved netop denne værdi, ved vi, hvordan dette stykke flytter sig.
Vi bemærker, at hvis kraften er lige stærk og præcis modsat rettet på de to ender af det skraverede stykke, bliver nettokraften nul, og der er ingen acceleration. For at få en kraft er det nødvendigt, at strengens hældning i forhold til vandret varierer hen over det skraverede område: Strengen skal have en krumning.
Nu kommer det måske matematisk vanskeligste sted i denne bog. Vanskeligt, fordi jeg ikke blot vil skrive en ligning op, men fordi jeg vil forsøge at forklare, hvorfor den gælder. Vi skal senere se sværere ligninger, men uden at forklare, hvorfor de gælder, så det bliver meget lettere!
Strengens lokale udsving betegnes med bogstavet h. Lad os indføre strengens hældning eller stejlhed, s = ∂h/∂x. ∂ er en “blød” udgave af bogstavet d og bruges til at angive en ændring, differens, i det efterfølgende udtryk. Brøken giver altså “differensen i h” divideret med “differensen i x”, dvs. variationen af h per strækning. Går vi et skridt videre og ser på ændringen af stejlheden, for eksempel fra at gå opad til at gå nedad, som strengen i illustration E), bestemmes den på samme vis som den matematiske forskel mellem stejlhedens værdier, s, i de to ender af det skraverede stykke, og divideres med stykkets længde finder vi ∂s/∂x, “ændringen i stejlhed per strækning”. Dette skrives også matematisk som ∂2h(x,t)/∂x2, “ændringen i (ændringen af h per strækning) per strækning”, hvor man for at spare plads har sat ∂ “i anden”, ligesom hvis det var et tal, man havde ganget med sig selv. Vi argumenterede oven over faktaboksen for, at kraften er proportional med dette udtryk.
På højre side af Newtons 2. lov står accelerationen. Acceleration betyder ændring af hastighed per tid, ∂v/∂t, hvor hastigheden v er strengstykkets lodrette bevægelse per tid, som derfor selv kan skrives som v = ∂h/∂t. Accelerationen kan derfor skrives ∂2h(x,t)/ ∂t2.
Newtons 2. lov siger derfor, at der gælder proportionalitet imellem de to udtryk:
∂2h(x,t)/∂t2 =K∂2h(x,t)/∂x2
Denne ligning kaldes bølgeligningen, og dens løsninger beskriver alle former for bevægelse af den svingende streng. Konstanten K viser sig netop at være kvadratet på den hastighed, som en forstyrrelse vil udbrede sig med langs med den strakte streng. I praksis afhænger denne hastighed af strengens masse per længde (massen optræder jo direkte i Newtons 2. lov) og strengens stramhed, som afgør, hvor stor en kraft der skal til for at få strengen til at svinge. Hvis strengen strammes op, så K øges, bliver variationen per tid hurtigere, og de regulære svingningsmønstre i illustration C) og D) får højere frekvens, og det er netop sådan, en violinist stemmer sit instrument.
Elektriske og magnetiske kræfter - elektrodynamikken
Foruden tyngdekraften, som får alle massive objekter til at tiltrække hinanden med en given styrke, kender vi i den klassiske fysik også til elektriske og magnetiske kræfter. Elektriske kræfter opleves ved statisk elektricitet, som for eksempel får håret til at stritte og støv og tøj til at “klæbe” til kunststoffer og til rav. Ordet elektrisk kommer fra det græsk ord for rav, ηλεκιρον, elektron. Magnetiske kræfter kender vi fra magneter med mange tekniske anvendelser og som bidrag til “forskønnelsen” af køleskabe i alle hjem med børn. Ordet magnetisk kommer sjovt nok fra den tyrkiske by Magnesia, som i dag hedder Manisa, og hvor man i årtusinder har kendt til forekomster af magnetisk jernmalm.
I 1784 viste den franske fysiker Charles-Augustin de Coulomb gennem eksperimenter, at der imellem to legemer med elektrisk ladning hersker en kraft, som ligesom tyngdekraften aftager med kvadratet på deres indbyrdes afstand, og som er proportional med produktet af de to ladninger. Elektrisk ladning kan være positiv og negativ, og kraften er tiltrækkende for ladninger med modsat fortegn (hvilket ofte får modsatte ladninger til at opsøge hinanden og neutralisere hinanden). Foruden kræfter mellem magneter og mellem en enkelt magnet og et magnetiserbart materiale som jern er der også kræfter mellem magneter og elektriske ladninger i bevægelse. Således viste danskeren Hans Christian Ørsted i 1819, at en strømførende ledning giver anledning til et magnetfelt og derfor kan påvirke en magnetisk kompasnål. Det var i 1800-tallet et større detektivarbejde at finde de elektriske og magnetiske kræfters præcise form, da de magnetiske kræfter ikke kun afhænger af objekternes indbyrdes afstande, men også af deres hastigheder, og fordi elektriske ladninger i bevægelse selv giver anledning til magnetfelter.
I 1865 samlede James Clerk Maxwell erfaringerne fra Coulombs, Ørsteds og andres undersøgelser i en samlet teori: elektrodynamikken. Når man indsætter de elektriske og magnetiske kræfter i Newtons 2. lov, kan man forklare og forudsige ladningernes bevægelse.
Elektrodynamikken forklarer, hvordan ladninger og strømme giver anledning til elektriske og magnetiske felter, og den forklarer, hvordan elektriske og magnetiske felter kan udbrede sig gennem rummet. Felternes udbredelse fremkommer ved løsning af ligninger, der minder om dem, der beskriver den svingende streng, som vi diskuterede ovenfor. Det er bare ikke en streng, der svinger, men derimod styrken af de elektriske og magnetiske felter, der varierer på harmonisk vis.
Felterne kan variere på mange forskellige tidsskalaer i det, vi kalder det elektromagnetiske spektrum, og den samme grundlæggende fysik spænder herved over en række meget forskellige fænomener. Mikrobølgeovnen benytter elektromagnetisk stråling, der svinger ved 2,45 GHz, dvs. 2,45 milliarder Hertz eller 2,45 milliarder svingninger per sekund, mens radiosignaler er elektromagnetisk stråling ved cirka 100 MHz. Det er derfor omtrent det tal, der står på FM-radioens kanalvælger, og det faktum, at vi kan modtage radiosignaler næsten overalt, er en illustration af, hvordan hele rummet på samme tid gennemstrømmes