40 Poul Johs. Jørgensen, Dansk Retshistorie. Retskildernes og Forfatningsrettens Historie indtil sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede, 5. udgave, København 1971, s. 499 (“Også i Tiden nærmest efter 1468 maa de danske Stændermøder ses i Belysning af den tilsvarende svenske Institution…”).
41 Christensen 1976, s. 268f.
42 Jørgensen 1971, s. 298ff, 497f.
43 DDR 2, nr. 30, s. 129-135.
44 Dahlerup 1989, passim; Alex Wittendorff, På Guds og Herskabs Nåde 1500-1600, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, red. Olaf Olsen, bind 7, København 1989, s. 26ff. For de mange publikationer om senmiddelalderen henvises til note 1 ovenfor.
45 DDR 2, nr. 37, s. 144-157; jf. Bøgh 1994, s. 97.
46 SGDL IV, s. 169; Wittendorff 1989, s. 229ff.
47 Jens E. Olesen, “Middelalderen til 1536: Fra rejsekongedømme til administrationscentrum”, Dansk forvaltningshistorie, bind 1, 1. del, red. Leon Jespersen og E. Ladewig Petersen, København 2000, s. 3-48, her især s. 24ff.
Danmarks skatter i senmiddelalderen: Kroningsskatten af 1524
AF MIKAEL VENGE
Middelalderens skatteydere udgjorde sandsynligvis en meget lille del af befolkningen. I købstæderne hvilede skatterne på husstande eller “madskabe”, som det konkret udtrykkes, mens det store flertal af skatteyderne var bønder. Oversat til vor tids normer svaredes skatterne altså udelukkende af familieoverhoveder, oftest faderen, mens ægtefæller, børn, andre pårørende og tyende gik fri. De fattige, der levede i hytter, udhuse og stalde, betalte heller ikke skat. Danmarks ældste folketælling, som man har betegnet Hallandslisten i Kong Valdemars Jordebog fra 1230’erne, fastslår meget betegnende antallet af bønder. Det, som talte for statsfinanserne, var, hvor mange mænd i hvert herred der drev en gård. Resten havde finansielt set ingen interesse.1
Gårdene var imidlertid flygtige størrelser, som det antydes, når de skødesløst betegnes byggesteder. Det kunne begrunde, at myndighedernes opmærksomhed udelukkende rettedes mod bønderne. At det reelle skatteobjekt set med vore øjne dog må have været gårdene, skinner kun ved sjældne lejligheder igennem. Når et fynsk skattemandtal fra 1511 fritager en af skatteyderne med begrundelsen: “gården brændte”, eller når præste- og degnegårde fritages, “som præsten og degnen selv ibor”, kan vi regne ud, at de andre skatteydere også repræsenterede gårde.2 Men det forekommer, at et divergerende skatteobjekt ventileres.
I 1531 klagede Frederik I lidt overraskende over, at bønderne i det nordvestlige Jylland (efter at Christian II var gået i land i Norge) nægtede “at lade sig skrive eller udgive mere udi skatten end fire skilling af hver plov”.3 Brevet er skrevet på Gottorp, og udtrykket kunne skyldes påvirkning fra den sønderjyske plovskat, men fremtræder udtrykkeligt i brevet som et citat af underretningerne fra Nørrejylland, hvor de genstridige skatteydere fandtes “somme steds og i somme len” – en hentydning til de urolige Viborg og Børglum stifter, hvor Skipper Clement få år senere rejste bønderne. Ploven som angiveligt skatteobjekt synes altså sikker nok og tør vel oversættes til den korndyrkende landbrugsbedrift. Det fynske skattemandtal viger uden om problemet og betegner resolut skatteyderne “så mange, som for bo sidder”. Det kan hænge sammen med, at skatten hørte til de vidtfavnende, der også omfattede de mere velbjergede husmænd og landarbejdere.
Skatteopkrævernes påhit har til alle tider været mangfoldige. Det forekom naturligvis, at myndighederne tyede til det uopdyrkede potentiale, som det samlede folketal udgjorde. Dronning Margrete havde ved hårdhændet protektion forstået at spænde den svenske birgittinerorden for Kalmarunionens vogn, og straks efter fostermoderens død realiserede Erik af Pommern tanken om at oprette et dansk birgittinerkloster, det senere Maribo kloster. Opførelsen blev finansieret ved en særskat, som kongen og den danske ærkebiskop i fælles magtfuldkommenhed udskrev over hele unionsmonarkiet.4 Skatten omfattede samtlige indbyggere i alle tre riger, også kvinder og børn over 16 år. Det hører dog med i billedet, at satsen blot androg en penning, og skatten er nok nærmest i slægt med de kirkelige raslebøsseskatter til fromme formål, der optræder i hele middelalderen. Kontrasten fremgår af, at en skat af bønderne sædvanligvis opererede med en sats i størrelsesordenen en mark af hver skatteyder, altså 192 penninge.
Købstæderne var traditionelt givtige skatteobjekter, men i dette korte rids vælger vi udelukkende at se på bønderne som det egentlige skatteyderkorps, der virkelig skæppede i statskassen. Endda har vi tilladt os at indsnævre skattebegrebet, idet vi koncentrerer os om de ekstraordinære skatter, der blev udskrevet med særlige formål. De faste skatter af de jordegne bønder, selvejerne, og den øvrige oppebørsel af kronens og de privilegerede stænders fæstebønder, som ganske vist i princippet var skattefrie, men dog i nogen grad bidrog under rubrikken andre ydelser, indgik i lenenes regnskaber og finansierede derved lokaladministrationen. De faste skatter var naturligvis en vigtig forudsætning for, at samfundet kunne fungere, men selve regeringsudøvelsen hvilede reelt på de ekstraordinære skatter, der omfattede samtlige bønder uanset deres status.
Mod middelalderens slutning øges kildematerialet markant. Ikke at tiderne forandrede sig drastisk, men af rent arkivalske årsager. Pludselig får vi mulighed for at kigge magthaverne og det kongelige kancelli i kortene. I det følgende skal vi efter en skitse af senmiddelalderens skatteopkrævning slå ned på en særlig veldokumenteret skat, Frederik I’s kroningsskat fra 1524, hvis opkrævning kan følges i mange detaljer i de velbevarede kancelliakter på Rigsarkivet. Igennem en analyse af disse akter skal det vises, at nok blev skatterne dikteret af konge og rigsråd, men frygten for skatteydernes reaktion spillede en betydelig rolle for myndighederne, ligesom bøndernes organiserede fællesskab blev brugt i selve skatteopkrævningen.
Den senmiddelalderlige skattebevilling
Udskrivningen og opkrævningen af en ekstraordinær skat var baseret på det magtfulde aristokratis samtykke. Selv en despot som Valdemar Sejr konfererede med rigets bedste mænd, og også krigerkongen Valdemar Atterdag udskrev skatter på Ringsted landsting efter at have forhandlet med stormændene, som det fremgår af den sjællandske krønikes levende skildring.5 Lidt spidsfindigt kunne man opfatte det som et feudalt træk, når skatterne af bønderne nødvendigvis måtte ventileres hos godsejerne, der betragtede sig som bøndernes ejere. Jorddrot lyder på reformationstiden den sigende betegnelse for en godsejer, mens tjener er standardudtrykket for fæstebonden. På den anden side stak det feudale islæt næppe synderlig dybt. Selve skatteopkrævningen foregik stort set alene som et mellemværende mellem kongen og bønderne, mens godsejerne ængsteligt vogtede deres rettigheder fra sidelinien.
I senmiddelalderen blev den parlamentariske skattebevilling formaliseret i Christian I’s håndfæstning 1448. Anledningen var en dynastisk tilfældighed. Den unge greve, der i hast blev