Først i § 10 afkrævedes den vordende monark et løfte om at “ingen landeskat lægge på rigets indbyggere uden med menige rigets råds fuldbyrd og vilje”.6 Nærmest for en ordens skyld fastsloges det gængse princip i europæisk forfatningsret, at en ekstraordinær skat krævede en parlamentarisk bevilling. Landehjælp eller kongeskat er tidens eget udtryk for de ekstraordinære skatter, der traditionelt blev udskrevet landskabsvis og annonceret på landstingene. Indbyggere må betyde hele samfundet, såvel de privilegerede stænder som købstadsborgere og klerke samt funktionærer som møllere og hyrder.
Tankegangen var naturligvis ikke at opfordre til beskatning af prælater og adel, men blot at det i høj grad angik dem og betragtedes som et offer fra de privilegeredes side, når deres undergivne beskattedes. Bønderne som stand betegnes ellers i tidens sprog almuen, men at det navnlig var aristokratiets fæstebønder, der sigtedes til, antydes dog implicit ved, at man bestemt krævede rigsrådets samtykke. Når rådet i den anledning betegnes “det menige rigets råd”, sker det utvivlsomt for at understrege dets kompetence. Menig betyder, at riget omfattede samtlige indbyggere, som rådet dernæst lidt selvbestaltet repræsenterede. Parallelt hermed hedder det i håndfæstningens optakt, at rigsrådet agerede “på alle indbyggeres vegne”. Endnu inden Christian I’s entré i riget havde rådet sikret sig et gyldigt mandat som staten Danmarks parlamentariske repræsentation.
Rigsrådets skattebevilgende myndighed fik en apostrof i kong Hans’ håndfæstning 1483, men nok mest af teoretisk art. I princippet blev skattebevillingen, der i 1448 fremtrådte simpel og ukompliceret, opdelt i tre faser.7 Skatten bevilgedes med rigsrådets råd, dernæst fulgte de gejstlige og adelige godsejeres tilladelse og endelig bøndernes samtykke. Den kryptiske formulering antyder dog nogen usikkerhed over for den sidste af de tre faser. Det kunne naturligvis ikke komme på tale at konferere med samtlige bønder, hvilket forklarer det lidt ubestemte udtryk “noget almuens samtykke”, men som for at opveje usikkerheden tilføjes skyndsomst et mere bestemt “efter loven”. Mon ikke der sigtes til, at samtykket skulle indhentes på tinge, og almuen her forstås som kleresiet af fremtrædende ‘sognerødder’, der ikke formodedes at berede myndighederne vanskeligheder? Samtykket var tydeligt af en passiv art og skal måske snarest ses som et forsøg på at legitimere de ekstraordinære skatter. Beskatningen foregår under de gamle, lovfæstede former, synes meningen at være.
Adam alias en senmiddelalderlig, dansk bonde under forårspløjningen. Fremstillingen er naturligvis forenklet; men som et realistisk træk gengives bondens ‘plovsang’, der vel må forstås som et hyp, hyp, fremad! Middelalderens skatter hvilede på kornavlen, kvæget og andre husdyr. Ideelt set blev bønderne inddraget i bevillingen af ekstraordinære skatter, men reelt blev skatterne dikteret af konge og rigsråd. Bøndernes vilje til samarbejde var dog vital for skatteopkrævningen, som det ses af de hyppige henstillinger om at “forarbejde” hos bønderne, så de udgav skatten. (Kalkmaleri i Elmelunde kirke på Møn fra begyndelsen af 1500-tallet. Foto: Nationalmuseet).
De ekstraordinære skatter legitimeredes yderligere, da det danske skattesystem i 1497 blev angrebet fra uventet hold. Det var den svenske rigsforstander Sten Sture, der stedt i yderste nød tyede til et slag under bæltestedet. Stillet over for kong Hans’ truende angreb på Sverige påstod Sten Sture, at bønderne i Danmark blev beskattet så hårdhændet, at de ikke længere havde heste eller okser, “men bønderne med deres hustruer drager harve og plov”.8 Dette skræmmebillede blev naturligvis afvist, men interessant for os følte regeringens medierådgivere åbenbart et behov for at forsvare beskatningen af bønderne yderligere, selv om den på ingen måde formede sig som i Sten Stures karikatur. Derimod korresponderer dementiet ikke særlig overraskende med anvisningen om bøndernes samtykke i kong Hans’ håndfæstning, der altså bekræftes som et levende ideal i tiden.
De danske myndigheder valgte at besvare Sten Stures perfide påstand med en formelig opinionsundersøgelse: en række tilsyneladende objektive forespørgsler til landstingene, hvor samtlige herredsfogeder og to agtede bønder af hvert sogn blev afkrævet udtalelser om kong Hans’ skattepolitik. Myndighederne styrede naturligvis undersøgelsen med hård hånd, men svarene røber i det mindste, hvorledes beskatningen af de danske bønder ideelt set foregik.
Meget betryggende stemmer billedet af senmiddelalderens skattesystem overens med det korte rids, der er givet ovenfor. Bønderne svarede både de gamle, årlige skatter, der kendes fra Valdemarstiden, og de vekslende, ekstraordinære skatter, fremgår det. Begge former for beskatning har i øvrigt sandsynligvis urgamle aner, som vi forbigår her. De fynske bønder, hvis besvarelse som den eneste er bevaret, bekendte først, at de ganske rigtigt blev afkrævet nogle skatter, nemlig “dem, som de af rette årlig bør at give hans nåde”. Her sigtes tydeligt til de faste skatter af jorden, men gået på klingen måtte bønderne også indrømme, at der blev givet landehjælp.
Her er vi tydeligt nået til det kildne punkt, for de gode fynboer kaster sig ud i en serie ivrige begrundelser for disse skatters berettigelse. Det understreges, at de var bevilget af rigsrådet, og at bønderne også selv havde givet deres samtykke. Dernæst var skatterne gået til de mest glimrende formål. At krigen mod de “uhørsomme” svenskere udgjorde tidens standardbegrundelse, når der blev udskrevet ekstraordinære skatter, tav man dog klogeligt stille med. Den fynske besvarelse var jo møntet på de svenske skatteydere, som man nødigt ville støde fra sig. I stedet peges lidt abstrakt på, at kong Hans havde “frigjort” riget til alles nytte. Der menes utvivlsomt indløst pantelen, hvilket gav kronen større indtægter og dermed på længere sigt mindskede behovet for skatter. Til sidst understreges det, at de fynske bønder aldrig ville nægte kongen “mulig hjælp” – skatter til passende formål – men at kong Hans heller ikke havde opkrævet andet.
Lidt nærmere sandheden end dette polerede glansbillede kommer vi utvivlsomt under forhandlingerne om Christian II’s håndfæstning 1513. Bag lukkede døre klagede rigsrådet i anderledes vrisne og fordømmende toner over den afdøde monarks mange brud på håndfæstningen, hvortil øjensynligt hørte, at landeskat tit var pålagt “menige rigets råd uadspurgt, men forskrevet, at de skulle det samtykke”.9 Klagen blev dog ikke taget særlig alvorligt og ignoreres totalt i kongens svar.
Monarken og hans nærmeste rådgivere, der også var rigsrådets mest fremtrædende medlemmer, har anset de ekstraordinære skatter for en given sag. I kampens hede blev det samlede rigsråd åbenbart ikke altid adviseret, men fik blot skattebevillingen forelagt til godkendelse, efter at kongen havde rådslået med en inderkreds. Det virker i hvert fald påfaldende, at fremgangsmåden ved noget nær senmiddelalderens eneste kendte skattebevilling, da det jyske rigsråd den 5. januar 1519 lidt modvilligt accepterede en proviantskat, svarer nøjagtigt til princippet “forskrevet, at de skulle det samtykke”.10 Kritikken fra 1513 var åbenlyst prellet af.
Under oprøret mod Christian 1523 blev det grove skyts taget i anvendelse, og i oprørspartiets propaganda indgik selvsagt også beskyldninger om, at kongen havde opkrævet skatter uden bevilling. Dog virker det påfaldende, at håndfæstningen, det statsretsligt afgørende aktstykke, som det samlede rigsråd beseglede, nøjes med at udpensle det utålelige skattetryk under den afsatte konge, mens man behændigt manøvrerer uden om spørgsmålet om bevillingen. I det store katalog over alle Christian II’s forseelser, som oprørerne i Jylland havde flikket sammen, hed det ellers meget bestemt, at kongen havde “lagt mange, store skatter på den menige mand, Danmarks riges råd uadspurgt og imod deres vilje og samtykke”,