De antikke tænkeres idé om, at kunst og poesi skal opdrage, vinder genklang i eftertiden, senest især i 1700-tallets filosofi. Endvidere præger den ikke kun oplysningens og nyklassicismens kunst og æstetik, men også samme periodes historiefilosofi. Ifølge Hegel betyder »historiefilosofi« ganske vist blot at betragte historien tænkende,41 og i princippet forstod Aristoteles allerede, at noget sådant er muligt. Ikke desto mindre anvendes betegnelsen »historiefilosof« dog som regel kun om moderne tænkere, og noget tilsvarende kendes også fra æstetikken. For selvom allerede Homer havde en idé om poesiens udspring, dateres æstetikkens opkomst i almindelighed til Baumgarten. Denne sene datering skyldes, at der med ordet »æstetik« menes noget specifikt, nemlig filosofisk æstetik, og det er også, fordi der sigtes til en bestemt historieopfattelse, at ordet »historiefilosofi« som regel kun anvendes om en moderne måde at anskue historien.42
Ifølge den mest almindelige brug af ordet »historiefilosofi« betegner dette ord således en historieopfattelse af moderne oprindelse, som bygger på den antagelse, at det er mennesket selv, der skaber historien igennem sine aktiviteter, og at der er en mening og et mål med den menneskeskabte historie. Endvidere bliver den af mennesket skabte historie betragtet som noget, der ligesom naturen har sine egne love og drivkræfter af for eksempel åndelig eller økonomisk karakter. Historien skal derfor ikke forklares med henvisning til noget uden for historien som for eksempel Gud, men udgør derimod en selvstændig genstand for erkendelse. Ifølge denne brug af ordet »historiefilosofi« kan antikke og middelalderlige opfattelser af historien ikke karakteriseres som historiefilosofiske. For i antikken betragtede man historien under en kosmisk synsvinkel, og i middelalderen anskuede man den under en teologisk synsvinkel, og begge dele udelukkede den for historiefilosofien karakteristiske menneskelige synsvinkel samt den hermed forbundne idé om historien som selvberoende og uafhængig af det transcendente.
Som sagt kan den antikke tænknings idé om et moralsk opdrag imidlertid genfindes i en historiefilosofisk udgave i 1700-tallets filosofi. I La philosophie de l’histoire (Historiens filosofi, 1765) argumenterer Francois-Marie Arouet Voltaire således for en historieskrivning, hvis filosofiske karakter ikke betyder, at den er spekulativ, men at den har et alment oplysende og opdragende sigte. Den oplyste historiker skal ifølge Voltaire fremstille mennesket som historiens grundlag i stedet for som tidligere tiders historikere at se Guds hånd i historien eller en samling fabler om skæbnens eller andre overnaturlige magters indgreb. Historikeren skal med andre ord give fornuftige frem for overnaturlige forklaringer på de historiske tildragelser. Den pågældendes fremstilling af historien skal være oplysende i den forstand, at den skal være belærende, og det er ikke himlen, men derimod jorden, den skal kaste lys over. Med sin idé om en filosofisk historieskrivning introducerer Voltaire med andre ord en sekulariseret måde at anskue og fremstille historien. Han forventer, at denne nye historieskrivning vil tjene fornuftens og fremskridtets sag i stedet for som tidligere perioders fremstillinger af historien at danne grobund for overtro, fordummelse og undertrykkelse.
Det er imidlertid ikke kun det belærende element fra Aristoteles’ poetik, der kan genfindes i Voltaires idé om en ny historieskrivning. Denne idé rummer samtidig også spor af en pendant til det krav, som Aristoteles stillede til digtningen om ikke bare at gengive, men at gestalte det fortalte. For sådan som Voltaire forestiller sig den filosofiske historieskrivning, bygger den ikke kun på idéen om at betragte mennesket som historiens grundlag, men også på den opfattelse, at historikeren skal skildre historien generelt frem for at berette om enkeltstående begivenheder. Ligesom Aristoteles forlangte af digteren, at han ikke bare reproducerer myten, kræver Voltaire med andre ord af historikeren, at han ikke blot kopierer den empiriske virkelighed, men derimod forholder sig formgivende til den. Man kan derfor sige, at Voltaire på en måde drager den alternative (i betydningen Aristoteles-overskridende) konsekvens af Aristoteles’ egne overvejelser over forholdet imellem digtning og historieskrivning: at historikeren skal følge digterens eksempel. Set i dette lys betyder Voltaires karakteristik af den nye historieskrivning som filosofisk derfor ikke kun, at den skal være oplysende og opdragende. Denne historieskrivning er også filosofisk på samme måde, som digtningen var for Aristoteles: Takket være sit element af »poetisk« konstruktion transcenderer den det umiddelbart foreliggende kaos af begivenheder.43
* * *
Det er imidlertid de tyske idealister – i første omgang Immanuel Kant – der for alvor formulerer en historiefilosofi, der kan fortolkes som en virkeliggørelse af den quasi-aristoteliske idé om historikeren som digter. Ikke kun Kants æstetik, men også hans historiefilosofi er affødt af det problem, der er en følge af hans metafysikkritik: at den verden, der for forgængerne hang sammen i ét metafysisk system, hos ham falder fra hinanden i flere forskellige systemer. Den klassiske metafysik mente at kunne identificere en metafysisk enhedsgrund, som bandt verden sammen. Kant afviser imidlertid alle metafysiske beviser for en sådan grund, og han gør Gud til en ren fornuftsidé (dvs. et »praktisk postulat« forstået som en betingelse for moralen). Med dette påstår Kant ikke, at der ikke findes nogen enhed (eller Gud), men at den ikke kan erkendes, hvis den findes, hvorfor den heller ikke kan spille nogen rolle som metafysisk garant. Samtidig spalter han det metafysiske system i to selvstændige og uforbundne systemer i form af naturen og moralen, og med denne handling falder den klassiske metafysiks verden for alvor fra hinanden. Konsekvensen af denne fragmentering er imidlertid, at spørgsmålet om enhed trænger sig des mere på. Det gælder både spørgsmålet, om der alligevel er tegn på enhed, og spørgsmålet, om mennesket selv kan skabe en sådan, samt spørgsmålet om enhedens nødvendighed.
For at kunne øjne nogen sammenhæng i historien, som nu ikke bare virker fragmenteret, men også ligefrem meningsløs, er det ifølge Kant nødvendigt at gøre den til genstand for en filosofisk betragtning. Dette at anskue historien filosofisk vil ifølge Kant sige, at man forsøger at opdage en »naturhensigt« i den. Altså at man leder efter en fornuft forstået som en orden, et formål eller en plan i historien, som bevirker, at den ikke bare udgør en række begivenheder, men derimod udvikler sig hensigtsmæssigt. Kun hvis historien fremtræder sådan, har filosofien efter Kants opfattelse mulighed for at sige noget fornuftigt om den. Forudsætningen for, at historien kan være genstand for filosofisk refleksion, er med andre ord, at den tager sig ud, som om den følger en slags naturlov, eller at dens begivenheder med andre ord sker ved naturens forsyn. For at opnå, at historien fremtræder sådan, må filosofien imidlertid forsøge at finde en ledetråd i historien forstået som en styrende idé, en fornuftig hensigt eller et højere formål. Dermed er imidlertid også sagt, at for overhovedet at kunne forholde sig til historien må filosofien først gøre den til genstand for konstruktion. Filosofien har kun adgang til historien, sådan som den fremtræder for filosofien, ikke som den er i sig selv, og for filosofien er historien altid allerede et produkt af den for filosofien karakteristiske fremstilling af det almene. Eller som Kant selv skriver, så tjener den ledetråd, der ikke kan undværes i en filosofisk betragtning af historien, til at »fremstille et ellers planløst aggregat af menneskelige handlinger som et system i det mindste i de store linjer«.44
Ligesom Aristoteles ikke forlangte en poetisering af historieskrivningen, selvom han satte den filosofiske poesi højere end den ufilosofiske historie, nærer Kant dog heller intet ønske om at forandre historikerens metier, selvom han opfordrer til at betragte historien filosofisk. »At jeg med denne idé om en verdenshistorie, der i en vis forstand har en a priori ledetråd, skulle ønske at fortrænge bearbejdelsen af den egentlige, blot empirisk affattede historie, ville være en mistydning af min hensigt«.45 Kants historiefilosofi er derimod »kun en tanke om, hvad et filosofisk hoved (der i øvrigt måtte være meget historiekyndigt) ville kunne forsøge fra et andet standpunkt«.46 Den virkeliggørelse af idéen om historikeren som digter, som Kants idé om en ledetrådssøgende historiefilosofi kan fortolkes som, resulterer da heller ikke i, at han legitimerer spekulativt-digteriske udskejelser i historieskrivningen. Polemisk vendt imod Johann Gottfried Herder47 skriver Kant tværtimod: »Helt og holdent at lade en historie udspringe af formodninger forekommer imidlertid ikke bedre end at lave udkast til en roman. Og den ville ikke kunne kaldes en formodet historie, men blot digtning«.48
På