Historien som vAerk. Dorthe Jorgensen

hvad der er sandt, forandrede sig imidlertid med udviklingen af den filosofiske tænkning. Fra den pythagoræiske kosmologi til den klassiske græske filosofi undergik sandheden en »videnskabeliggørelse«, som delvist lod viden detronisere visdom betragtet som sandhedens manifestationsform. Sand erkendelse hørte dermed i princippet op med at bestå i indsigt af guddommelig oprindelse og blev i stedet en af mennesket selv tilvejebragt erkendelse. Med denne forandring kom grækerne i tvivl om, hvorvidt poesien overhovedet kan oplyse mennesket om verden, og poesi og filosofi gerådede i konflikt med hinanden. Man antog på den ene side stadig, at poesien søger sandheden, men bemærkede på den anden side også, at den producerer fiktion. De, der som Platon anså fiktion for at være sandhedens modsætning, konkluderede derfor, at selvom poesien tragter efter sandhed ligesom filosofien, udgør den selv en kilde til usandhed.⁸²

      Sandhedens tendentielle transformation fra visdom til viden havde også konsekvenser for forholdet imellem poesi og historieskrivning. Transformationen medførte, at en sammenligning af dem ikke bare kunne resultere i en erkendelse af det »filosofiske« ved den »mere almene« poesi. En sådan sammenligning kunne også udmønte sig i en understregning af det fiktive ved poesien: Mens historikeren fremstiller historiske begivenheder forstået som partikulære fakta, hvis rigtighed kan efterprøves videnskabeligt, frembringer poesien selv det, som den fremstiller, og det giver derfor ingen mening at undersøge, om der er belæg for det fortalte. Selvom Aristoteles betragtede poesien som mere filosofisk end historieskrivningen, var han netop bevidst om det fiktive ved poesien, men dog uden dermed også at finde den kritisabel. Aristoteles mente tværtimod, at det er det digteriske ved digtningen (forstået som tragediens poetiske gestaltning af myten), der i den er porten til sand erkendelse. Det er netop denne idé om det såkaldte usandes – det vil sige fiktionens – sandhed, som Nietzsche forsøger at vinde hævd om i det 19. århundrede. Men samtidig forkaster han den tradition for »videnskabelighed« i filosofien, som Aristoteles’ filosofi i mellemtiden havde givet anledning til.

      Nietzsche angriber den videnskabeliggjorte filosofis forkærlighed for viden frem for visdom. Den digter, som historikeren bliver til som overmenneske, kan derfor ikke være identisk med Aristoteles’ kunstnerdigter. Spørgsmålet er da, om det i stedet er som viis poet, at historikeren træder i karakter i den moderne filosofi. Det er det dog næppe, eftersom den arkaiske periodes inspirerede poeter var medier for en guddommelig visdom, som de modtog i ekstase, hvorimod Nietzsches perspektivudkastende overmenneske er en aktiv skaber af egne fortællinger. I Nietzsches moderne filosofi er historikeren med andre ord selv ophav til sin historie, og han er derfor både kunstner og digter. Historikeren er kunstner, for så vidt som han selv laver den historie, som han fortæller. Men som kunstner er han digter, fordi han ikke kun bygger sin fortælling på viden, men også på visdom. Historikeren er værkfrembringende ligesom kunstneren, og i analogi med denne har han et håndværk at lære (og at lære fra sig). Men det er som digter, at han frembringer sine værker, og hans fortællinger rummer derfor det element af poesi, der i Nietzsches fortolkning af dette afslører sit udspring i inspirationen, begejstringen eller entusiasmen. Den moderne historiker, som Nietzsche plæderer for, er med andre ord en forfatter af historieværker, som han selv er ophav til, men han øser samtidig af en kilde, der er større end ham selv.