En anden type af opgave, som idéhistorikeren kan kaste sig over, er den “horisontale”. Her forfølges en given idé og dens eventuelle forvandlinger gennem et længere historisk forløb. Opgaven er mere specifikt “at kunne forfølge et ord” (63), at – i første omgang – “se aldeles bort fra, hvad det siden er kommet til at betyde, for nøjagtigt at kunne fastslå, hvad det betød for de mennesker, der dengang – måske for første gang – anvendte det” (64). Man kan eksempelvis forfølge individ-begrebets historie og klargøre, hvorledes denne “terminus” gennem tiderne i radikal forstand kan siges at have skiftet betydning på baggrund af de historisk specifikke kulturelle situationer, som den er blevet anvendt inden for. Denne type opgave har, fremhæver Sløk, “den mest vidtrækkende betydning for den nøjere forståelse af hele den åndshistoriske udvikling” (66).
Endelig findes der en sidste opgavetype, som Sløk vælger at kalde den “systematiske”. Her er Sløk på hjemmebane, for det er, som vi skal se, denne type idéhistorie, han selv ynder at skrive. Emnet for denne type idéhistorie er det komplicerede samspil mellem regionale og almene ideer og idékomplekser. Ideer har, som Sløk bemærker, “tendens til at danne enheder, omfattende systemer, hvor de forskellige grupper af ideer indvirker på hinanden”, og disse systemer har igen tendens “til at strukturere sig i form af pyramidalske hierarkier”, hvor de almene eller “universelle” ideer tenderer at være de herskende (ibid.). Den systematiske idéhistorie beskæftiger sig med de bærende ideers gensidige påvirkning i en nærmest totalhistorisk optik, og opgaver “af denne art vil […] fortrinsvis virke attraktive på folk med filosofiske tilbøjeligheder, og […] vil omvendt blive betragtet med en vis mistro af de rent historisk arbejdende forskere” (67).
Hermed har Sløk programmatisk indkredset den idéhistoriske fremgangsmåde (metode) og de primære arbejdsopgaver, som han mener er den idéhistoriske disciplins.
I 1967 modtog Johannes Sløk “for at gøre et vanskeligt stof tilgængeligt for almenheden på det danske sprog” Danmarks Radios Rosenkjær-pris.19 Med tildelingen af denne pris fulgte, at Sløk som modtager forpligtede sig til at afholde en række radioforelæsninger. En lejlighed, som Sløk året efter (i sommeren 1968) udnyttede til i skitseform – som et slags supplement til programskriftet Hvad er idehistorie? – at lancere og præsentere sit personlige projekt som idéhistoriker. Et projekt, som altså, hvilket allerede har været berørt, og som vi vil få lejlighed til at konstatere i flere detaljer, meget godt svarer til den tredje form for idéhistorisk opgavetype – den “systematiske” – som han havde skitseret i forbindelse med programskriftets afsluttende kapitel. Forelæsningerne blev allerede samme år under overskriften Tomhed eller fylde. En idehistorisk skitse udgivet på Gyldendal, og det er i denne form, jeg i det følgende vil referere til dem.20
Allerede fra bogens første side står det klart, at der er tale om en noget anden bog end program- og metodeskriftet fra samme år. Sløk havde godt nok allerede, som vi har set det, ytret sin skepsis i forhold til hele diskussionen om videnskabelig metode (Sløk, 1968b: 9). Men i Tomhed eller fylde afviser Sløk i udgangspunktet helt at bruge “det belastede ord metode” og ønsker i stedet at anvende termen “den idéhistoriske betragtningsmåde”(Sløk, 1968c: 9). Her finder på mange måder en glidning fra programskriftets mere favnende retorik – som da også så det som sin pligt (måske lidt modvilligt?) at sige lidt alment om videnskabelig metode – til den mere personlige projektbeskrivelse, hvor en mere subjektiv term som “betragtningsmåde” måske rettelig kan siges at høre hjemme.
Bogens indledende kapitel bruges ellers til endnu en gang at markere og præcisere Sløks overordnede indgang til idéhistoriedisciplinen som et selvstændigt humanvidenskabeligt forskningsfelt – herunder atter at understrege, at idéhistorie ikke er og ej heller må forveksles med hverken videnskabs-, filosofi- eller kulturhistorie (9-13). En negativ markering, der fører Sløk til “mere positivt” at ville formulere, hvad idéhistorie så er, hvilket igen fører ham til at opregne to af de tre forskellige udgaver af genuin idéhistorie, som han afslutningsvist skitserer i Hvad er idehistorie? – den vertikale og den horisontale (13-14).
Før han går videre med disse overvejelser, er der dog et andet spørgsmål, der, for Sløk at se, presser sig på. Det drejer sig om “forudsætningen for, at man overhovedet kan drive sådan noget som idéhistorie?” – eksistensen af ideer og disse ideers efterfølgende betydning for menneskelivet (14). Her når Sløk frem til den konklusion, at “Det menneskelige liv” – modsat alle andre levende organismers liv – “ikke på noget punkt [kan] udfolde sig uden ud fra en ide om, hvad netop meningen med og indholdet af dette punkt er” (18). Menneskets omgang med verden er altså idémæssigt formidlet (man kunne også sige, at mennesket med nødvendighed må være et væsen, der forstår verden idémæssigt), og ønsker man at forstå mennesket og menneskets omgang med verden i en specifik kulturel situation, så er ideerne – som de er formuleret hos disse mennesker i skrift og andre symbolske former – vores eneste adgang til en sådan forståelse. Til alle menneskelivets behovsmæssige aspekter er der således knyttet nogle bærende, kulturspecifikke ideer, der strukturer menneskets adfærd i det konkrete tilfælde. Hvad vi spiser, hvorledes vi forholder os til det seksuelle etc. er således i forskellige kulturer og i forskellige kulturelle situationer underlagt forskellige ideer om, hvorledes vi netop bør omgås disse fundamentale behov (eks. at svinekød er urent, og at sex er noget, der foregår i et monogamt og heteroseksuelt parforhold). Men også de forskellige aspekter af menneskets kulturliv er i høj grad bestemt af ideer. Hvorledes vi straffer dem, der overskrider kulturens normer – hvorledes vi forholder os til almene kulturytringer som kunst og religion – er således også bestemt af ideer, der er specifikke for netop den kultur og den kulturelle situation, vi befinder os i.
Vi er her på de regionale ideers niveau – altså eksempelvis de juridiske, religiøse og æstetiske ideers niveau. Bag ved disse regionalt afgrænsede og specifikt lokaliserbare ideer vil man dog – mener Sløk – kunne “skimte en gruppe helt almene ideer, dvs. ideer, der ikke behersker et isoleret kulturområde, men som så at sige kommer til orde overalt i kulturlivet” (20). Det er disse “universelle ideer”, der på mange måder binder en kulturs forskellige “regionale ideer” sammen, så en kultur – idémæssigt – kan siges at danne en “enhedskultur” (21).
Sløk forestiller sig, at der overordnet set – under alle omstændigheder i en vestlig eller europæisk sammenhæng – findes tre sådanne universelle eller almene ideer – “ideen om mennesket, ideen om verden og ideen om Gud” (20).21 Nu skal det ikke tolkes derhen, at disse ideer, disse idékomplekser er statiske eller transhistoriske størrelser. De er i høj grad foranderlige størrelser, og det er her, Sløk og den systematiske idéhistorie kommer ind i billedet. En historie har de universelle ideer og deres indbyrdes relationer nemlig også, og det er den historie, som Sløk i meget store træk ønsker at fortælle i og med Fylde eller tomhed, hvorved han langt hen ad vejen også kommer til, ganske intentionelt, at eksponere sit eget personlige projekt som idéhistoriker.22
De centrale kapitler i Fylde eller tomhed (kapitlerne 2-5) er således helliget en systematisk og imponerende kortfattet gennemgang af de tre universelle ideers historie fra antikken til vor omtrentlige samtid. Formålet med denne gennemgang er – ud over, at den selvfølgelig på fornem vis eksponerer den systematiske idéhistories fremgangsmåde og fortolkningskraft – i sidste ende at lede frem til den filosofisk-idéhistoriske pointe, som Sløk senere i Mig og Godot skulle fremstille på følgende vis: “til sidst [skulle] gerne