I første omgang vælger Sløk at fokusere på, hvad der “overhovedet” kan menes “med ordet idé” og tager idéhistorisk udgangspunkt i Platons anvendelse af begrebet, som han efterfølgende tilslutter sig (41). Ifølge Platon har begrebet en ontologisk status. Ideerne er det, der gør, at noget er noget bestemt; at et fænomen fremtræder struktureret som noget bestemt: “Det er med andre ord ideen, der henter fænomenet ud af den kaotiske intethed og gør det til noget” (43). Ideen findes altså på en måde i fænomenet – eksempelvis en kulturel dannelse – og gør, at man først forstår denne (den kulturelle dannelse), “når man forstår dens idé” (44). Vejen hertil går dog gennem sproget, som “er den uomgængelige vej fra den ydre skikkelse til ideen” (ibid.). Når man, som idéhistorikeren altså gør, beskæftiger sig med kulturelle dannelser, kan ideen endvidere være der, hvor man begriber en sådan dannelses eventuelle intentionalitet. Igen gælder det, at: “For at fatte intentionen kræves sproget til hjælp” (ibid.). Men ud over “at ideen har en ontologisk status som en given dannelses faktiske struktur”, så har den også en “erkendelsesteoretisk status” (45). Ved at anvende ordet “idé” kan man nemlig også henføre til “de mentale strukturer, gennem hvilke man forsøger at gribe den kulturelle dannelse” (ibid.).
Mellem de to måder at anvende idé-begrebet på består der dog, som Sløk beskriver det, en underlig form for monistisk dialektik: “det er den ene samme idé, der på een gang befinder sig i menneskets bevidsthed [i erkendelsen, PHA] som et mere eller mindre nuanceret begreb og ude i den kulturelle dannelse [dvs. ontologisk set, PHA], som dette menneske har mødt i sit samfund” (46). Denne monistiske dialektik er efter Sløks mening årsagen til, at “det enkelte menneske på een gang” er “henvist til sin ‘verden’ og […] i stand til at tage afstand fra den” (ibid.). Sagt anderledes:
På den ene side vokser det enkelte menneske op i en bestemt kultur. Fra sit første øjeblik dannes det til efter de ideer, der behersker den; de bliver indpodet i individet, så det enkelte individ til sidst selv står inde for dem. Derfor føler man de faktisk virkeliggjorte ideer som selvfølgelige, rigtige og egentlig slet ikke som kulturskabte ideer, men som naturen selv. Man er i denne forstand fortabt til sin kultur. På den anden side derimod kan mennesket – for at bruge en metafor – træde et skridt tilbage. Det kan distancere sig fra sin kultur – og dermed i en vis forstand fra sig selv; det kan tage sin kultur i øjesyn og vurdere den. (47)
En idés “epistemologiske status” kan således rejse “sig mod den ontologiske struktur, den har antaget” (ibid.). Vi er med andre ord ikke ideernes slaver, selvom de altså i al deres kulturelle selvfølgelighed næsten kan få karakter af at være et ontologisk grundvilkår.
Ideen kan dog også have en tredje, axiologisk status. Hermed mener Sløk, at en idé – i tilgift til at have ontologisk og epistemologisk status – kan tjene som ideal. Eller rettere: Ideen tjener i kraft af sin selvfølgelige status også en sandhedsetablerende og normativ funktion i kulturen.16 Det vil sige, at ideen “ved at være en realiseret mulighed blandt mange andre [ideens ordensskabende funktion, PHA] […] kun [kan] hævde sin berettigelse ved at hævde sin normative overlegenhed over samtlige sine konkurrenter” (48). Når det er blevet fremhævet, så hænder det da også “næsten altid”, mener Sløk, at der indtræder “en antagelig afstand mellem ideen selv [som ideal, PHA] og dens faktiske realisering” – “mellem ideal og virkelighed” (ibid.). At have blik for denne forskel – dette grundforhold – må ifølge Sløk være en af idéhistorikerens væsentlige arbejdsopgaver. Som Sløk i mellemtiden påpeger, vil ideen (netop i kraft af sin axiologiske status) “under normale omstændigheder” (dvs. når der f.eks. ikke er et misforhold mellem ideen som ideal og dens realisering) blive og optræde som “autoritet og vejleder” for den enkelte, og man vil sandsynligvis “udfolde sit liv i overensstemmelse med den” (50).
Efter denne eksponering af, hvad man overhovedet kan mene, når man anvender ordet “idé”, vender Sløk tilbage til distinktionen mellem regionale og almene ideer. Her fremhæver Sløk, at den skarpe adskillelse, han opstillede mellem regionale ideer – der “kunne regulere et isoleret og dermed defineret område af kulturlivet” – og almene ideer – der var “en regulator, der kom til syne overalt i den kulturelle strukturering af livet” – egentlig er lidt for unuanceret (51):17 “Faktisk vil ideerne vise sig at indgå i et slags hierarki, hvor een gruppe ideer vil være overordnede og vejledende for en anden gruppe, og hvor meget ofte noget, man principielt vil opfatte som en regional idé, vil være ophøjet til almen status” (ibid.). Herefter præciserer Sløk, at man almindeligvis vil kunne tale om tre grupper af almene og overordnede ideer – “ideer om, hvad Gud er, hvad verden er, og hvad mennesket er” – og gøder dermed jorden for den personlige idéhistoriekonception, som får sin formulering med Fylde eller tomhed (52).
Sløk kan nu gå videre til at undersøge idéhistoriedisciplinens historiske dimension eller “Idéhistoriens historisme”, som er overskriften for det pågældende kapitel. Udgangspunktet for denne undersøgelse bliver hermeneutisk:18 Hvordan kan vi overhovedet forstå fortidens kulturer? Eller sagt mere præcist: Hvordan kan vi – til trods for de kulturelle forudsætninger (fordomme), som vi nødvendigvis møder fortidens kulturelle overleveringer med – forstå disse kulturer “indefra” eller på egne betingelser? Herpå kunne man eksempelvis, fremhæver Sløk (refererende Gadamer), svare, at det kan vi (hvis vi taler om europæisk idéhistorie) i kraft af, at vi tilhører samme tradition. Det er med andre ord ikke et spørgsmål om, som i den klassiske eller positivistiske historisme, at udradere sine forudsætninger og gøre sig forudsætningsløs, “thi det, vi opsøger er ikke andet end vor egen forudsætning” (54). Traditionen er simpelthen det kulturelle kontinuum, der gør historisk erkendelse mulig.
Dette svar tilfredsstiller dog ikke Sløk. I stedet peger han på “en vis kerne, en vis sum af indhold, der i grunden er det samme til alle tider, et fundament, man kan kalde menneskelivet eller menneskenaturen” (55). Disse eksistentielle grundvilkår kunne eksempelvis være kærligheden, forholdet til vores afkom, fællesskabstrangen etc. Nu skal det imidlertid ikke tolkes derhen, at disse vilkår er fundamentale og ahistoriske kategorier. De er nærmere en slags skabelon – “et sæt af formale strukturer”, som i en specifik kulturel situation skal udfyldes og bliver udfyldt på konkrete måder, der er specifikke for netop denne situation (56): “Der forefindes altså en dialektik mellem den menneskenatur, der er den samme til alle tider, og så den skiftende kultur, i hvilken denne menneskenatur modtager sin konkrete udformning” (ibid.). Denne dialektik gør det muligt, “at vi metodisk ser bort fra vor egen kulturelle livsudformning og stiller os åbne for de andre mulige udformninger, vi vil møde i historien” (ibid.). En betragtning, som Sløk finder “tiltalende”, fordi den “forklarer både forskelle og ligheder og […] derigennem [gør] rede for, hvori såvel vanskeligheden som muligheden ved forståelsen af andre kulturer består” (55-56). Men også en betragtning, der gør rede for det forhold, at mennesket “på een gang er bundet til sin kultur og dog fri over for den” (56). Et forhold som igen er betingelsen for at forstå fortidige eller andre kulturer i det hele taget:
Fordi alle kulturelle dannelser er et muligt indhold af menneskelivets fundamentale strukturer ligger de åbne for menneskelig forståelse overhovedet, eller – udtrykt på en anden måde – fordi mennesket har mulighed for at distancere sig fra sin egen kulturelle skikkelse, træde tilbage fra den og tage den i øjesyn, derfor kan det overhovedet tage kulturelle skikkelser i øjesyn. (57-58)
Ved at se andre eller fortidige kulturers udfyldning af de formale, eksistentielle strukturer som et reelt alternativ til vor egen udfyldning af disse, skaber man sig “en mulighed for at se de kulturelle dannelser netop sådan, som den kulturs mennesker gjorde det, ikke som noget ‘sært’, men som en skikkelse af livet” (58). Sløk nærmer sig her den bestemmelse af idéhistorikerens arbejde som “to see things their way” (dvs. at se historien på de historiske agenters betingelser), som den engelske idéhistoriker Quentin Skinner senest i sin bog Regarding Method har givet (Skinner, 2002: 6).
Sløk mener nu at have “behandlet de vigtigste problemer, der er forbundet med