I denne sammenhæng vil jeg dvæle mest ved den konceptuelle metafor ‘udvikling er vækst’. Erfaringerne med vækst er hentet fra dyre- og planteverdenen. Man sår sin sæd, og ud af den vokser der noget. Sæden skal således sås, og der skal være gode betingelser som gødning, vand og lys til stede. Det er vores erfaring, at vækst kommer, ved at man tager noget småt og får det til at gro og vokse til noget større. Populært sagt, må man starte som lille opfinder for at blive stor. Denne tankegang om planter trækker vi over på entreprenørskab. De studerende er små stiklinger, der skal være i et væksthus og her vokse sig større og mere modstandsdygtige, inden de plantes ud i det omgivende samfund. De er beskyttede, de er små, og de kan ikke klare sig selv. Men det er sådan, at de kan vækste, på den måde som vores samfund har brug for. Desuden er der en tanke om, at hvis man planter virkelig mange stiklinger, så må der være en forholdsmæssigt stor del, der overlever uden for væksthuset.
På samme måde er det med kyllingemetaforen – studerende er æg, vi lægger under en varmelampe, og når de udklækkes, passer vi dem og feder dem op, indtil de er enten gode læggehøns eller slagtemodne. Der er både for plante- og kyllingemetaforen tale om en lineær udvikling, hvor man ikke kan springe på i farten. Vi har ingen erfaringer med planter, der spontant opstår i en vis højde, eller fuldfede kyllinger, der dukker op ud af det blå. Den logik, der findes i erfaringsfeltet, trækker vi over i fænomenfeltet, og dermed lægges det til den fællesmængde, vi ser mellem de to elementer.
Det er naturligvis meget oplagt at ‘udvikling er vækst’, fordi vi også har en konceptuel metafor om at ‘fremad er godt’. Dog er der en meget dominerende vækstdiskurs i hele samfundet, som gør, at vi fokuserer på elementer som vækstlag, væksthuse og inkubatorer, som om flere af disse også vil generere flere vækstiværksættere. En logik, der er helt rigtig, når det gælder planter og kyllinger, men ikke nødvendigvis gælder for entrepreneurer. For ud over de ovenfor skitserede karakteristika gælder det også, at kyllinger og planter ikke har megen selvstændig vilje og alene har nytteværdi for dem, der høster eller spiser. De præges passivt af vækstbetingelserne, men er ikke i sig selv med til at vokse og præge sig selv som produkt. Denne retorik kan virke afskrækkende på studerende, der enten ikke opfatter sig selv som et vækstpotentiale på den måde, eller ikke ser sig selv som uselvstændige små mekanismer, der skal passes og plejes.
Tværtimod ser det ud til, at de metaforer, entrepreneurer sætter på sig selv, går i helt andre retninger.
Entrepreneurernes metaforer
Hvad tænker entrepreneurerne om sig selv? Hvilke schemata arbejder de efter, når de lykkes som entrepreneurer? Det er der lavet en række undersøgelser af, hvoraf jeg her har udvalgt to.
Schemata eller scenarier, som entrepreneurer arbejder efter, er bl.a. udlagt i Saras Sarasvathys begreb om ‘effectuation logic’ (Sarasvathy 2008). Her opstilles fem principper, som succesfulde entrepreneurer arbejder efter: (1) Bird in the hand, (2) Affordable Loss, (3) Pilot in the plane, (4) Lemonade principle og (5) Crazy quilt (Se i øvrigt Korsgaard samt Kirketerp i nærværende antologi). Grundtanken i disse fem metaforer er, at entreprenørskab opstår spontant og uventet og står i modsætning til kausal tænkning, hvor den konceptuelle metafor er ‘fremtiden er en vej vi går udad’, i modsætning til den effektuelle ‘fremtiden skabes, mens vi går’ (Greve & Søgaard Nielsen 2011). Succesfulde entrepreneurer benytter sig af de fugle, de har i hånden, de skaber flyet, mens de flyver, de sammenstykker verden af de forhåndenværende elementer. Der er ingen linearitet i denne tænkning.
Sarasvathy har stor indflydelse på entreprenørskabs- og foretagsomhedsundervisningen i Danmark, på trods af hendes metaforers ringe kompatibilitet med den ovenstående vækstmetafor. Vi uddanner derfor med et sæt konceptuelle metaforer med henblik på at opnå målene fra et helt andet metaforsæt.
Denne manglende væksttænkning er også slående i de metaforer, der anvendes af entrepreneurerne selv (Dodd, 2002). Dodds studie er udført på amerikanske entrepreneurer, og hun påpeger selv, at der må forventes forskelle i metaforer hos hhv. europæiske og amerikanske entrepreneurer. Men da der ikke er udført danske undersøgelser af feltet endnu, tillader jeg mig her at drage paralleller.
Sandra Dodd skitserer syv metaforer i den undersøgelse, hun har foretaget. Hun beskriver syv ‘vehicles’ for entrepreneurerne: ‘Most of these vehicles are dynamic, focusing upon various kinds of disruptive and difficult human activities ’ (Dodd, 2002:524). De syv motorer for entrepreneurerne er:
(1) Rejse, (2) Væddeløb, (3) Forældreskab, (4) Bygge, (5) Krig, (6) Ikonoklasme og (7) Passion, hvoraf de fire mest udbredte er 6, 3, 1 og 7 (her ordnet efter udbredelse).
Den mest udbredte motor for entrepreneurerne er ikonoklasme (som bogstaveligt talt betyder ødelæggelse af billeder). Det vil sige, at entrepreneurer er mest kendt for at bryde med gældende normer og regler: “There is a strong sense of the entrepreneur as iconoclast, shattering the mold” (Dodd, 2002:528). Entrepreneuren ser sig selv som en, der angriber det givne og skaber nye mønstre. Også entrepreneuren som forældre for projektet, der passer, plejer og udfordrer virksomheden eller projektet på måder, der gør det stærkt og levedygtigt, er meget udbredt. Endelig er forståelsen af entreprenørskab som en passion og som en rejse tydelig i de interviews, Dodd har gennemført, og alt i alt viser det et billede af, at de konceptuelle metaforer, entrepreneurerne selv ser som centrale, er relativt langt fra det danske samfunds metaforer om ‘udvikling er vækst’. Her er udvikling i højere grad en proces, og entrepreneurerne ser sig selv som styrende for denne proces, ikke som passive genstande for processens succes.
Metaforisk sammenstød
Dette møde mellem konceptuelle metaforer hos entrepreneurer og i samfundet viser en fundamental inkompatibilitet. Erfaringsfeltet for entrepreneurerne er processuelt, og de er selv aktører i deres projekter. I samfundets metaforik er erfaringsfeltet kausalt og progressivt, og entrepreneuren er passiv. Både samfund og entrepreneur ønsker altså at være den agerende part. Det er ikke overraskende, da det jo er måden, hvorpå man kan øve indflydelse. Det er dog et spørgsmål, om samfundets metaforik ikke bør være den vigende i denne sammenhæng, særligt fordi vi netop underviser efter processuelle metaforer og dermed lærer de studerende, at de selv må tage ansvar for deres projekter, og at de skal tage udgangspunkt i deres egne evner og muligheder og gennem dem se samfundets behov, frem for at gå den modsatte vej (Bager et al., 2010; Sarasvathy 2008).
Disse former for sammenstød er gældende for endnu et område i entreprenørskabsretorikken, nemlig de dikotomier, vi opstiller med henblik på at forstå vores egen position i modsætning til andres. Dem ser jeg nærmere på i det følgende for at vise endnu en måde at frigøre entreprenørskabsretorikken og entreprenørskabs– tænkningen på.
Entreprenørskabsdikotomier
Dikotomier eller dualiteter findes i alle sproglige sammenhænge. Tænk bare på Det Gamle Testamentes skabelsesberetning. Her tales om adskillelse af lys og mørke og om kundskabens træ, hvorfra man kan få indsigt i godt og ondt. Eksempler bruges ofte til at illustrere tidlig dualistisk tænkning. Men faktisk er betydningen anderledes i den hebraiske tekst; forskellen kan bare ikke gengives i indoeuropæiske oversættelser, fordi vore sprog ikke rummer et lignende sprogligt fænomen, som det hebraiske sprog gør brug af her. Fænomenet kaldes hen dia dys, hvilket er græsk og betyder ‘en gennem to’. Ved at nævne modpolerne beskrives alt det mellemliggende. Lys & mørke er dermed hele døgnet og godt & ondt betegner alt. Men