Et særligt vigtigt aspekt i Elias’ tilgang er derfor civiliseringsbegrebets dobbelte karakter, som både foreskrivende universalistisk bestræbelse og distingverende normsætter. I sin gennemgang af de europæiske samfunds historie viser han, hvordan grupper af højere social stand gennemgående har været optaget af på én gang at underlægge sig og opdrage de ‘uciviliserede’ befolkningsgrupper – børn, andre etniske grupper, lavere sociale klasser eller koloniserede befolkningsgrupper – i deres eget verdensbillede og samtidig opretholde deres egen højere rang ved at markere overlegenhed og distance.10 Som påpeget, fører den relative udligning af sociale skel, der sker ved at inddrage marginaliserede grupper gennem skole og anden formaliseret opdragelse og ved social mobilitet, således ikke nødvendigvis til udjævning af samfundsstrata. En samtidig bestræbelse for grupper af højere social stand efter at forfine distinktionsmarkørerne og finde nye måder at reproducere deres sociale status har i nogen grad opvejet den udligning af skel, som bevægelsen mod større integration og udbredelsen af ‘civiliserede’ omgangsformer ellers har ført med sig (Elias 1939/1994, s. 382-385).
Ifølge Elias udgør denne dobbeltrettede bevægelse en del af dynamikken i civiliseringsprocessen. Processens fremdrift ligger præcis i sociale gruppers kamp om status og distinktionsformer, hvor stadig nye områder og detaljer kan blive objekt for social opmærksomhed og udtryk for social position. Selvom Elias ikke beskriver det således, synes processen at rumme et paradoks (se også Gilliam 2010). I selve den distinktive markering kan ligge en eksklusion, der kan modvirke den intenderede civilisering. Det sker for det første ved en stadig markering og forfinelse af civiliserede former, for at de, der hidtil har kunnet definere det civiliserede, kan fastholde deres særlige position (Elias 1939/1994, s. 424). For det andet mener vi, at man kan iagttage, at det, vi har betegnet som en monopolisering af det civiliserede ideal, betyder, at de, der betragtes som ‘uciviliserede’, ofte afstår fra at anvende de civiliserede former og ender med at identificere sig uden for eller i modsætning til den civiliserede kategori. Som det beskrives i kapitel 3, 5 og 6, betyder civiliseringens dobbelte karakter af inklusionspraksis og distinktionsmarkør derfor, at civiliseringsprojekter ikke kun former folk til ‘civiliserede mennesker’, men også kommer til at markere − og fremprovokere − ‘uciviliserede’ kropslige og sociale adfærdsformer, personer, kategorier og symbolske figurer, som konnoterer lavere social stand i et menneskeligt hierarki.
Paradokset er således, at de, der er optaget af at civilisere og integrere, på samme tid markerer en lang række adfærdsformer, sociale kategorier og specifikke personer som problematiske. De risikerer dermed i samme bevægelse at stigmatisere og ekskludere en del af dem, det var hensigten at civilisere og rekruttere ind i deres egen civiliserede kategori. Dette forhold er meget tydeligt i flere af de institutioner, vi har undersøgt. I modsætning til hvad der oftest forventes, fører institutionsophold således ikke automatisk til, at alle opfører sig ‘civiliseret’. Et af bogens bidrag vil være at vise, hvordan og hvorfor opdragelse til civiliseret adfærd indimellem ikke lykkes, men kan have den modsatte effekt, nemlig at nogle børn gør brug af og identificerer sig med, hvad der betragtes som ‘uciviliserede’ adfærdsformer, aggressioner, grimt sprog, vulgaritet og magtudfordringer. Pointen er, at civiliserende institutioner – på grund af dette indbyggede paradoks − på én gang kan lykkes med at fremme bestemte omgangsformer, men også rummer kimen til udvikling af deres modsætning. Risikoen for disintegration er latent til stede og kan lige så vel blive resultatet af de integrative og civiliserende bestræbelser i institutionerne.
Et blik på sociale dynamikker i institutionel børneopdragelse
I kapitlet her har vi præsenteret civiliseringsbegrebet, og hvordan det bidrager til udforskning af institutionel opdragelse. Som vi opfatter det, kan begrebet bruges til at kaste et nyt lys over opdragelse i danske børneinstitutioner – familier, daginstitutioner og skoler. Det kan det dels ved at rette den analytiske opmærksomhed mod normer, idealer og sociale hierarkier, som opdragelse af børn reflekterer; dels ved at adressere spændinger mellem individ og samfund, dominans og lighed, social integration og disintegration; emner som alle er på spil i samfundets engagement i børns opdragelse og i børns – og forældres – respons på den opdragelse, de er udsat for. Elias’ civiliseringsbegreb bidrager således med en teoretisk sammentænkning af nogle komplicerede sociale dynamikker, der gør sig gældende ved institutionaliseret børneopdragelse.
Ligesom civiliseringsprocessen ikke er forudbestemt eller lineær, har voksnes opdragelse af børn og især samfundets og statens intentioner med nye medborgere ikke noget kendt eller entydigt resultat. Dannelsesidealer og opdragelsespraksis bliver til i sociale forhandlinger både lokalt og mere overordnet. Selvom de er båret af enkeltindivider, der konkret relaterer til børn, relaterer idealer og opdragelsespraksis til et større socialt rum, hvor mennesker er afhængige og samtidig indgår i dominansrelationer, som præger deres orienteringer. Sociale kampe om positioner og betydninger udtrykkes i det civiliserede samfund ikke gennem vold eller eksplicitte magtdemonstrationer, men subtilt gennem symbolske udtryk, hvor ikke mindst opførsel indgår som distinktionsmarkør. På forskellige niveauer fra det interpersonelle og interaktionelle til de overordnede institutionelle organiseringer strider og forhandler individer og grupper om social orden og kulturel betydning. I disse forhandlinger indgår børn både som aktører og som symboler. Opdragelsen af dem udtrykker forældrenes duelighed som forældre, såvel som pædagogers og læreres faglige formåen. Men disse vurderinger rummer også kimen til udfordring og modstand, både fra dem, der markeres som ikke respektable, og dem, der forfægter andre menneskesyn. Det er heri processernes dynamik ligger. Opdragelse og opdragelsesidealer er ikke statiske, men veksler i takt med skiftende sociale balancer. I det næste kapitel vil vi se nærmere på samfundets engagement i denne proces. Vi vil skitsere den institutionalisering af barndommen, der har fundet sted gennem de sidste 100 år i det danske samfund, og diskutere de forskellige opfattelser af det civiliserede menneske, som er blevet udtrykt i denne periode i forbindelse med institutionel opdragelse.
KAPITEL 2
Samfundets børn
Civilisering, barnesyn og institutionalisering
Laura Gilliam og Eva Gulløv
Fra et civiliseringsperspektiv bidrager velfærdsinstitutioner som vuggestuer, børnehaver og skoler til borgernes opvækst og fredelige sameksistens. Det er i disse institutioner, børn skal lære at begå sig uden for familien, og her de skal tilegne sig viden og kundskaber, der er vurderet som nyttige og relevante for dem. Det er her, de skal dannes og udvikles, så de kan indgå i samfundet som velintegrerede borgere. Hverken dannelsesidealer eller -processer er imidlertid statiske. Det fremgår klart, når man betragter det danske samfund i historisk perspektiv. Gennem de sidste 150 år har forskellige opfattelser af børn og barndom, kundskab og normer og forholdet mellem dannelse og tilegnelse præget den offentlige debat og den institutionelle tilrettelæggelse. Opdragelsesformer har skiftet karakter og er i vid udstrækning professionaliseret. Generationerne er blevet mere adskilte, og samtidig er relationerne