I forhold til vores fokus i denne bog giver civiliseringsteorien et perspektiv, vi kan bruge til at belyse fænomenet børneopdragelse og indfange den værdihorisont og de sociale skelsættere, der her i samtidens Danmark ligger bag fordringer, prioriteringer og bedømmelser af børn i familier og offentlige børneinstitutioner. Det komplekse analytiske greb, der på én gang retter sig mod individet og samfundet og de processer af social integration og distinktion, som etablerer og standardiserer bestemte opførselsmåder som rigtige, kan vise os noget andet om børns opvækst i institutioner end beslægtede begreber som ‘disciplinering’, ‘dannelse’, ‘opdragelse’ eller ‘socialisering’ og dermed supplere vores viden. Det betyder ikke, at vi forkaster disse begreber, der rummer diskussioner nært beslægtet med dem, civiliseringsbegrebet forsøger at belyse. Som vi påpeger nedenfor, fokuserer ‘disciplinering’ på den magtdimension, der er central i enhver form for transformation af en selv eller andre, og ‘dannelse’ beskriver den intentionelle transformation og uddannelse af mennesket mod en kulturel elite. ‘Opdragelse’ indfanger til gengæld det generelle og bevidste projekt om at forme barnet, men ekspliciterer ikke relationen til andre mennesker, mens ‘socialisering’ fokuserer på den proces, hvorigennem individet tillærer sig normer, lærer at omgås andre og bliver en del af en social sammenhæng eller gruppe. Med civiliseringsbegrebet ønsker vi ikke at underkende disse andre aspekter, da vi, som det vil fremgå, opfatter dem som vigtige dimensioner ved civilisering, og vi gør derfor også brug af begreberne i de følgende kapitler, når de er mest præcise. Men vi ønsker her at lægge et særligt fokus ved at belyse forestillinger om ‘det civiliserede’ og vise, hvordan sådanne forestillinger har konsekvenser for den opdragelse, dannelse og socialisering, der finder sted.
Vi vil med andre ord bruge begrebet til at indkredse idealer, som i den institutionelle opdragelse af børn både sætter mål og sætter skel. Hermed adskiller vores projekt sig imidlertid også fra Elias’. Hvor Elias’ historistisk sociologiske tilgang ser på civiliseringsprocesser som langstrakte sociale bevægelser, ser vi på civiliseringsprojekter eller -missioner, dvs. nogle intentionelle og strukturerede forløb og sammenhænge, som voksne – forældre, pædagoger og lærere – sætter børn i, for at de skal blive mennesker af en bestemt støbning. Det er med andre ord en særlig interesse, vi forfølger her. Man kan så at sige socialiseres til hvad som helst – også asocial adfærd – men civiliseringens mål er ikke arbitrært: Idealet er, hvad der i den bestemte kontekst defineres som det ordentlige, kultiverede menneske, hvis modstykke er det, der forstås som det dyriske, barbariske, selviske og asociale menneske. Civiliseringsbegrebets potentiale er, at det kan bruges til at fremanalysere centrale modsætninger mellem det passende og det upassende, egoisme og socialitet, men også mellem natur og kultur, dyr og menneske. Sådanne modsætninger overses ofte, men er en dimension ved opdragelsesidealer og kan derfor give indsigt i mere grundlæggende ideer om menneskelige hierarkier og værdisætninger. Som vi ser det, kan civiliseringsbegrebet således bruges til at vise, hvorledes hverdagspraksisser som opdragelse af børn er relateret til mere udbredte kulturelle værdisætninger og kosmologier.
Det betyder som sagt ikke, at konkrete forståelser af ‘det civiliserede’ har en universel karakter, eller at det er et begreb, som folk anvender i deres dagligsprog. Hvad forskellige samfund sætter op som ideal – eller ikke ofrer opmærksomhed i deres definition af det civiliserede – vil være forskelligt, ligesom deres sociale hierarkier og betegnelser for passende adfærd vil være det. Men det er et universelt forhold, at mennesker placerer sig selv og andre i sociale og moralske hierarkier; at nogle mennesker opfattes som ‘grovere’ over for andre, der opfattes som ‘finere’ og mere raffinerede, eller som nogle, der handler i modstrid eller overensstemmelse med, hvad der lokalt forstås som anstændigt. Civiliseringsbegrebet er derfor et teoretisk begreb, der retter sig mod at forstå, hvad der i en given sammenhæng regnes for det rette forhold mellem den enkelte og andre mennesker, den rette menneskelige opførsel og sameksistens, og altså den kulturelt dominerende vision om det ordentlige menneske og samfund. Ved at anvende begrebet ønsker vi således både at fokusere på mål og proces og at betragte begge som noget, der er blevet til i sociale kampe mellem forskellige grupper. I den forstand opfatter vi civiliseringsbegrebet som en måde teoretisk at begribe såvel kulturelle værdier og betydninger som de dominansrelationer, der har ført til, at netop disse forståelser er blevet selvfølgelige. Det er således et i antropologisk forstand kulturteoretisk perspektiv.
Civilisering og disciplinering
Elias’ teori om civilisering kan på flere områder sammenlignes med Michel Foucaults diskussioner af disciplinering og selvdisciplin. I Elias’ argumentation om udviklingen af selvkontrol og internalisering af normer for opførsel er der således ganske store lighedstræk med Foucaults “vidensarkæologiske” analyser af opkomsten af disciplinering som magtrationale og grundlag for subjektivitetsdannelse (Foucault 1977). Også Foucault viser, hvordan en øget opmærksomhed på detaljer i opførsel indebærer en standardisering af former og normalisering som krav. Også han viser, hvordan det enkelte menneske nødvendigvis må forholde sig til øgede fordringer til optræden og langsomt internaliserer dem i en grad, så de bliver del af den måde, man betragter sig selv på (ibid.). Begge forfattere søger med henholdsvis “civilisering” og “disciplinering” at udforske grundlaget for den selvkontrol og tilpasning, der, i særdeleshed i statssamfund, kan iagttages empirisk. Foucaults begreb “disciplinering” retter dog en særlig opmærksomhed mod civiliseringens magt- og subjektiveringsdimensioner og den produktive kraft, der ligger i internaliseringen af de sociale fordringer.
Overensstemmelsen til trods er der imidlertid også nogle markante forskelle mellem Elias’ og Foucaults tilgange til internaliseringen af ydre fordringer, hvoraf blot en enkelt skal berøres her (for yderligere diskussion se Dolan 2010; Smith 1999). Internalisering refererer hos Foucault til en magtlogik, hvor det enkelte individ formes af den “magt-viden”, der beskriver normaliteten og vedkommende selv som subjekt og internaliserer de fordringer til opførsel, som ligger i den subjektposition, han eller hun tilskrives (Foucault 1982). 5 For Elias er internalisering imidlertid et resultat af den sociale afhængighed, som er udviklet i samfundet over en længere historisk periode. Internalisering forudsætter en selviagttagelse, som begge forfattere viser, regulerer den enkeltes følelsesliv og selvforståelse (se f.eks. Foucault 1980, s. 155; Elias 1939/1994, s. 70-71). Men denne iagttagelse er hos Elias lige så meget en iagttagelse af andre for at kunne vurdere sig selv, tilpasse sig eller hvis muligt demonstrere overlegenhed. I den forstand er iagttagelsen mere en kilde til social positionering end udtryk for en passiv overtagelse af den dominerende tænkning (jf. diskussion hos van Krieken 2002, s. 93-94).
I forbindelse med en diskussion af opdragelse i børneinstitutioner finder vi, at Elias’ og Foucaults tilgange kan bruges komplementært. Der finder en regulær disciplinering sted, fordi institutioner altid trækker på, hvad Foucault kalder sandhedsregimer, idet de rummer en normaliseringsbestræbelse, et overvågningsbehov og en autoritetsstruktur. Og institutioner har dominant indflydelse på måden, børn former identifikationer og identitet på, dvs. hvordan de kommer til at opfatte og tænke om sig selv og verden, samt på, hvordan de håndterer deres følelser og handlinger. I tråd hermed vil vi i det følgende anvende disciplineringsbegrebet, når det er disse dimensioner ved internaliseringen af de ydre fordringer, som vi ønsker at fremhæve. Samtidig er det vigtigt at se, at de reguleringer og tilpasninger, som individerne foretager, også er udtryk for den enkeltes strategiske6 fortolkning og