Det er imidlertid vigtigt at understrege, at civiliseringsbegrebet ikke betegner bestemte universelle værdier eller nogle alment gældende normer for opførsel. Det vil altid være et empirisk spørgsmål, hvad der konkret udgør kriterierne for det civiliserede i et samfund. Forskellige folk og samfund har varierende opfattelser af, hvilke opførselsformer som er mest civiliserede, og hvilke symboler der virker distingverende. Heller ikke inden for et enkelt samfund er det entydigt, hvad der opfattes som ‘det civiliserede menneske’; tværtimod er det et emne, der konstant er til forhandling mellem forskellige sociale grupper. Ikke desto mindre vil det ofte være tilfældet, at nogle grupper har større mulighed for at sætte deres forståelser af, hvad der er respektabelt, igennem, ligesom man i europæisk sammenhæng kan konstatere en vis konsistens i, hvad der opfattes som civiliseret. Sådanne opfattelser har sat deres præg på synet på børn, opdragelse og børneinstitutioner og på de værdier og krav, børn er blevet mødt med. Men opfattelser, værdier og krav er altså hverken entydige eller statiske, selvom de godt kan rumme en vis kontinuitet. Der er løbende stridigheder om, hvad børn skal kunne og lære, hvordan de skal opføre sig, og hvad der kendetegner det ordentlige barn og den gode opdragelse. Normerne for det civiliserede menneske er genstand for stadig forhandling, som afspejler dominansrelationer og værdikonflikter i samfundet.
I disse forhandlinger tager også børn del. Selvom deres indflydelse kan være begrænset, er det vigtigt at have blik for, at børn også selv er aktive deltagere i opdragelse og ikke bare passive modtagere af voksnes civiliseringsbestræbelser. De indordner sig eller opponerer, omfortolker eller har andre interesser og udfordrer således også løbende de pædagogiske tiltag. Det er langtfra altid, at udkommet af de opdragelsesmæssige bestræbelser bliver som tilsigtet, hvad der i større perspektiv godt kan bidrage til nye forståelser og værdier.
En del af forhandlingen om, hvad der er civiliseret, foregår mellem forældre og institutioner. Hvad skal prioriteres i opdragelsen? Hvem har ret til barnet og myndighed til at bestemme, hvordan det skal opdrages? Det danske samfund er – i tråd med de øvrige skandinaviske samfund – interessant her, fordi den massive institutionalisering viser, at de offentlige pasnings- og skoleinstitutioner i vidt omfang kræver og gives ret til at opdrage børn fra de yngste aldre. Ved at sætte fokus på opdragelsespraksis i familier, daginstitutioner og skoler vil vi undersøge den forhandling af roller, autoritet og prioriteringer i forhold til børns opdragelse, der finder sted i og mellem den private og den offentlige sfære, men også undersøge, hvilke træk der på tværs af institutionstyperne synes gennemgående i det formative arbejde med børn.
Vores udgangspunkt er, at institutioner er privilegerede steder at undersøge et samfunds dominante kulturelle værdier, forestillinger og sociale hierarkier. Det gælder ikke mindst de statsetablerede børneinstitutioner, der har til opgave at forvalte dominerende interesser og forestå læring og opdragelse på et givet grundlag. Analyser af hverdagslivet i sådanne institutioner kan derfor give indblik i værdier og normer, der er tilstrækkeligt betonet og prioriteret til, at de indgår i det institutionelle grundlag, og samtidig klarlægge, hvordan disse værdier fortolkes, forhandles og udbredes. Et studie af civilisering i institutioner kan således bidrage til at indkredse de processer, der etablerer bestemte værdier og handlemåder som de rigtige og kulturelt dominerende dvs. mest udbredte, fremherskende og formative. Med denne tilgang er det samtidig muligt at pege på, hvilke børn og hvilke adfærdsformer der ikke lever op til standarderne, men opfattes som forkerte og dermed falder moralsk igennem i et socialt hierarki.
Den etnografiske tilgang
Bogen er som sagt baseret på etnografiske undersøgelser. Heri ligger, at vi over en længere periode har lavet deltagerobservation i hverdagen i de institutioner, vi har undersøgt, og har indsamlet data om livet her. Vi har observeret både daglige rutiner og specielle hændelser, registreret, hvad man gør og snakker om, og interviewet deltagerne om deres praksisser og forståelser og de sammenhænge, de er udtryk for. Den slags undersøgelser går tæt på hverdagslivet, men er selvfølgelig kun punktnedslag i forhold til et samfunds totalitet og større historiske strømninger. Man kan principielt ikke vide, om lignende forhold gør sig gældende i andre familier, andre sociale miljøer, andre børnehaver eller på andre skoler, ligesom studierne ikke afdækker alle områder af institutionslivet, men kun afspejler det, der foregik og fremkom af betydning, mens vi var til stede. Det betyder dels, at vores data bestemmer analysens fokus, og at der derfor er emner af relevans for civiliseringsdiskussionen, som ikke vil blive diskuteret, dels at vi ikke kan hævde, at vores materiale er repræsentativt for alle familier, daginstitutioner eller skoler.
Alligevel er det en mere overordnet viden, vi søger. Selvom tilgangen er lokal og personbåret, er vores erkendelsesinteresse generel, rettet mod samfundets værdigrundlag og forståelsessammenhænge. Det betyder, at vi på baggrund af samtaler, interviews og observationer i de konkrete kontekster har forsøgt at forstå, hvorfor folk gør, som de gør, men også mere overordnet har søgt at belyse grundlaget for de opdragelsesprioriteringer, vi har iagttaget. Med det teoretiske begreb ‘civilisering’ har vi analyseret materialet med særligt fokus på normer og vurderinger om, hvad der er ordentlig opførsel, og hvad der ikke er det i omgang med andre. Gennem denne tilgang har vi ønsket at belyse såvel det værdimæssige grundlag for opdragelse som de sociale konsekvenser, vurderinger har i familier og børneinstitutioner. Selvom vores hverdagslivsfokus og fortolkninger af praksis i enkeltinstitutioner på mange måder adskiller sig fra Elias’ store civilisationshistoriske penselstrøg, er vores erkendelsesinteresse ikke ulig hans. Hans kilder er nogle andre (overvejende skriftlige og historiske) end vores (der overvejende består af observationer og interviews), og hans kulturhistorisk videnskabelige ambition væsentlig mere omfattende. Men i tråd med hans grundlæggende interesse for forholdet mellem enkelte menneskers praksis og de større sociale sammenhænge er vores bestræbelse her at belyse mere grundlæggende kulturelle værdier og sociale standarder. Gennem en udforskning af de institutionelle praksisser, der netop har til hensigt at opdrage samfundets nye medborgere, sætter vi fokus på normer og standarder for social omgang. Det er hermed vores håb både at give indblik i et kulturelt værdigrundlag og i sociale processer, der løbende udfordrer eller bekræfter værdierne og danner afsæt for både selvforståelser, fællesskaber og distinktion.
Bogens opbygning
Bogen er en antologi, da kapitlerne er skrevet af flere forfattere og bygger på forskellige undersøgelser foretaget i forskellige institutioner. Kapitlerne kan derfor læses hver for sig. Ikke desto mindre er det vores ambition, at bogen kan læses i sin fulde længde som en samlet analyse af det opdragende arbejde, der aktuelt finder sted i danske børneinstitutioner. I den forstand betragter vi det selv som en monografi. Forfatterne er alle antropologer, og etnografiske metoder ligger til grund for analyserne. Det vil sige, at materialet er indsamlet gennem længere tids feltarbejde med observationer, kvalitative interviews og samtaler i hverdagen i de udvalgte institutioner. Vi har bogen igennem prioriteret nærværet af det empiriske materiale ganske højt, specielt i bogens seks empiriske kapitler. Det kommer frem gennem en udbredt brug af situationsbeskrivelser, referater af samtaler og direkte citater. Alle ord, der stammer fra det empiriske materiale, er gengivet med kursiv, og direkte citater markeres udover kursiv også ved citationstegn. Da alle personer og institutioner er anonyme, er de anvendte egennavne pseudonymer.
De to første kapitler, ‘Civilisering. Et perspektiv på opdragelse, omgangsformer og distinktioner’ og ‘Samfundets