I en anden optegnelse fra 1948, som ganske vist ikke handler om religion, men om tradition, kan man udskifte ordet tradition med religion og formenligt få et fingerpeg om hans religiøsitet:
Tradition er ikke noget, man kan lære. Den er ikke en tråd, man kan tage op efter forgodtbefindende; lige så lidt som det er muligt selv at udvælge sine aner.
Den, der ikke har nogen tradition og gerne ville have en, han er som en ulykkeligt forelsket. (KV, 87)
Jeg har givet denne artikel titlen: »Religiøsitet uden religion« idet jeg mener, at udtrykket rammer sagen hos Wittgenstein. For det er åbenlyst, at han var optaget af det religiøse – både det religiøse sprogspils egenart som filosof og det religiøse som person. Men lige så sikkert forekommer det mig, at man ikke kan sige, han havde nogen religion. Jeg har en fornemmelse af, at dette spændingsforhold har været med til at give hans tænkning den dybde, den så iøjnefaldende rummer.
1 Alle citaterne fra Geheime Tagebücher i denne artikel er oversat af Claus Festersen. Den sidste frase ‘øje i øje’ er en reference til Bibelen, Jeremias bog 32.
Henrik Jøker Bjerre
Vand at gå på
Den store vanskelighed er her ikke at fremstille sagen som om, der er noget man ikke kan. (FU, § 374).
Det er velkendt, at Ludwig Wittgenstein under Første verdenskrig, som frivillig soldat i den østrigsk-ungarske hær, altid havde sit eksemplar af Leo Tolstojs version af fortællingen om Jesu liv i nærheden, og at bogen fik stor personlig betydning for ham. Angiveligt købte Wittgenstein bogen i en boghandel i Galicien i 1914, fordi den var den eneste, der var at købe, og blev så optaget af den, at han af de andre soldater snart blev kendt som »manden med evangelierne«.1 Bogen fulgte ham under hele krigen i de bemærkelsesværdige år, hvor han samtidig arbejdede på og afsluttede sit filosofiske hovedværk Tractatus logico-philosophicus. Han læste og genlæste Tolstojs bog og lærte en række passager udenad. »Denne bog holdt mig praktisk talt i live […] Du kan ikke forestille dig, hvilken virkning den kan have på et menneske«, skrev han på et tidspunkt til en ven (Monk 1995, 159).
Det er måske mindre kendt, at forfatteren af denne virkningsfulde bog, den russiske ophavsmand til de gigantiske romaner Krig og Fred og Anna Karenina, Leo Nikolaevich Tolstoj (1828-1910), havde en tilsvarende stærk fascination af Immanuel Kants bog om religion fra 1793, Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft. Tolstoj vendte igen og igen tilbage til dette værk og noterede begejstrede kommentarer i sit eksemplar netop i den periode, hvor han forfattede en række skrifter om religion, bl.a. den bog, Wittgenstein senere skulle falde over (Gulyga 2004, 347). Wittgenstein var intenst optaget af Tolstojs Evangelierne, mens han skrev Tractatus; Tolstoj var intenst optaget af Kants religionsskrift, mens han redigerede og skrev sin udgave af evangelierne. Dette forhold afføder naturligvis et oplagt spørgsmål: afspejler denne forbindelse sig også i de tre værkers filosofiske indhold? Og i denne sammenhæng mere specifikt: kan en forbindelse mellem dem sige noget om Wittgensteins filosofi, så de umiddelbart utilgængelige bemærkninger i Tractatus om Gud, det højere, verdens mening og livets problem kan fortolkes mere som konsistente filosofiske overvejelser og mindre som udslag af en umeddelelig privat religiøs erfaring under den lange tjeneste som soldat?2
Jeg vil i det følgende hævde, at der er en interessant linje i de tre værker, uanset deres meget forskellige omfang og stil, og jeg vil forsøge at vise, at det, der forener dem, dels er en »tro uden religion«3, dvs. en tro, der ikke forlader sig på bønner, guddommelig lovgivning eller teologiske forklaringer af verdens mening, og dels, i forlængelse heraf, hvad jeg vil kalde en »tro på handling« – troen på, at handling er mulig, og at det er dén, der giver troen indhold. For at fremhæve denne linje på den korte plads vil de tre værker af og til blive behandlet næsten, som om de var skrevet af den samme forfatter; en reduktionisme, jeg håber læseren vil tilgive mig.
Tro uden religion
Ifølge den italienske filosof Giorgio Agamben kan ordet religion etymologisk spores tilbage til det latinske relegere – at genlæse (Agamben 2005, 71-72). At være religiøs er at »genlæse«, dvs. at fastholde, gentage, studere, en principiel og uoverkommelig adskillelse af det menneskelige og det guddommelige. For Agamben illustrerer etymologien dermed, at religionens væsentligste formål har været – og er – at fastholde mennesket i en underdanig og uforstående position, hvorfra det gennem ritualer, bønner og spekulationer skal »genlæse«, dvs. forsøge at fordybe sig i eller komme en smule nærmere det guddommeliges udtryk i verden, uden at formaste sig til at tro at det nogensinde »når frem« til at forstå guddommens uudgrundelige fremtrædelse. Konsekvensen er, at mennesket »indser«, at det intet formår over for eller i sammenligning med guden. Herrens veje er uransagelige, hedder det som bekendt, når menneskets afmagt og alt for begrænsede indsigt skal understreges.
Når Kant, Tolstoj og Wittgenstein kan tillægges en »tro uden religion«, er det religion i den hermed skitserede betydning, de ikke accepterer. De tre deler ret entydigt en afstandtagen fra enhver form for genlæsende religiøsitet, der søger at fastholde forestillingen om en transcendent realitet, der »viser sig« som en uforståelig manifestation i den jordiske virkelighed, f.eks. i tegn eller symboler, der skal fortolkes og udlægges af kyndige mystikere eller profeter. I modsætning til Agamben ser de imidlertid i kristendommen et vigtigt brud i forhold til den traditionelle religiøsitet, nemlig et opgør med religionen forstået som en institutionaliseret, dvs. præstestyret, forklaring af verdens oprindelse og mening. Som vi skal se, er det guddommelige i den oprindelige kristendom, og det vil sige ved Jesu eksempel, ifølge vore tre forfattere ikke adskilt fra mennesket i en mumlende transcendens, men direkte tilstede i hvert enkelt menneske i hvert øjeblik. Derfor giver det heller ingen mening at forsøge at etablere en form for »udvortes« forbindelse til den uudgrundelige transcendente sfære i bønner, ritualer eller besværgelser. Det er fascinationen af denne rene kerne i kristendommen, som Kant, Tolstoj og Wittgenstein deler. Det meste af det, der rent faktisk foregår i den kristne kirke, betragter de derimod som udenomsværk eller slet og ret overtro.
I den traditionelle religionsdyrkelse antages præsterne at vide, hvordan de guddommelige tegn eller den hellige tekst kan forstås, om end denne viden er af en sådan karakter, at den ikke kan deles med den almindelige troende. I stedet fremsiges den som en (uforståelig) erklæring eller en (traumatisk) lov.4 Oftest fungerer præsten, også i den kristne kirke, netop som formidleren af det uforståelige budskab. Kirkegængeren imponeres måske af præstens tilsyneladende ubesvær med at forstå selv meget vanskelige problemer, selvom hun selv ikke rigtig kan følge gangen i alle tankerne. Hvordan kunne Jesus f.eks. gå på vandet eller omdanne vand til vin? Præsten formodes at vide – på vegne af menigheden – hvordan det kan hænge sammen, uden rigtig at kunne forklare det. Vi formoder, at præsten ved, hvad det vil sige, at verden blev skabt på en uge, eller hvordan Jesus kunne gå på vandet og lave vin af vand, selvom det står noget uklart for os selv. Vi både forstår og forstår ikke disse sætninger: vi ser en form for mening i dem, men kan ikke »helt« forstå dem. Derfor må vi netop bestandig genlæse dem for at oparbejde en »dybere« forståelse, der dog altid forbliver på menneskets ufuldkomne side af det absolutte skel. Intet sted afvises en sådan forestilling tydeligere end i Tractatus’ sidste, berømte sætning: »Hvorom man ikke kan tale, om det må man tie« (TLP, 7). Præster bør tie i større forsamlinger.
Uanset deres udgangspunkt