Med udgivelsen af Tractatus anser Wittgenstein sit filosofiske arbejde for færdiggjort. Ja, ikke bare sit eget, men hele det filosofiske arbejde, og han forlader derfor filosofien for at få sig et »ordentligt« arbejde, først som skolelærer, senere som gartner og arkitekt. Han falder dog ikke rigtig til ro og drages langsomt tilbage til filosofien, således at han efter 1929 tilbringer størsteparten af sin tid som fagfilosof i Cambridge. I alle disse år nedskriver han løbende sine filosofiske overvejelser, og han samler også selv nogle af sine skrifter til næsten færdige værker som f.eks. ‘The Big Typescript’ (2000b) og Filosofiske undersøgelser (Philosophische Untersuchungen 1953; dansk oversættelse 1971). Ingen af disse værker udgives imidlertid i Wittgensteins levetid.
I denne senere periode af sin tænkning fastholder Wittgenstein sit sprogfilosofiske udgangspunkt og sin kritiske behandling af traditionel filosofisk tænkning, men Tractatus’ stramme form omformes radikalt til en dialogisk, metaforfyldt skrivestil, ligesom den tidlige Wittgensteins noget ensidige syn på sproget eksploderer i den sene filosofis utallige påvisninger af de mange forskellige former, vores sprog tager; dets mange sprogspil. Central for udviklingen af denne nuancerede sprogopfattelse er den sene Wittgensteins kritiske betoning af sprogets afhængighed af sammenhængen med vores levemåde – eller livsform, som det kommer til at hedde. Heller ikke Wittgensteins andet hovedværk Filosofiske undersøgelser behandler i nogen udpræget grad religiøse temaer, selvom de strejfes i enkeltstående bemærkninger. Kernen i værket er i stedet overvejelser over sprogets mulighed og grundlag, over dets afhængighed og uafhængighed af regler og over en række bevidsthedsfilosofiske emner. Det er derfor nærliggende at se Wittgensteins livsværk som én lang, sammenhængende undersøgelse af en række centrale sprogfilosofiske spørgsmål, der undersøges med en stadig højere grad af nuancering og ud fra en stadig større forståelse for sprogets – og vores tilværelses – uendeligt store kompleksitet.
Wittgensteins religionsfilosofi: En personlig stræben
I sine to hovedværker behandler Wittgenstein altså næsten ingen traditionelle religionsfilosofiske spørgsmål. Det er derfor nærliggende at spørge om, hvordan det overhovedet er muligt at tale om ‘Wittgensteins opfattelse af det religiøse’. Svaret findes et andet sted end i hans hovedværker. For parallelt med disse udarbejder han som sagt en lang række andre filosofiske tekster, han skriver foredrag og dagbøger, og der findes desuden en stor mængde noter, som andre har nedskrevet efter samtaler eller forelæsninger med Wittgenstein. Mange af disse tekster beskæftiger sig indgående med det religiøse, og de giver dermed det nødvendige tekstgrundlag for at arbejde med Wittgensteins religionsfilosofi. På dansk er teksterne primært tilgængelige i Forelæsninger og samtaler (2001) samt en samling af Wittgensteins mere private overvejelser med titlen Kultur og værdi. Spredte bemærkninger (1991). Man finder her selvstændige undersøgelser af og overvejelser om det religiøse; disse mindre tekster giver også en forståelseskontekst for de mere løsrevne bemærkninger i hovedværkerne.
Det er dermed primært i den faktiske dialog med andre, i forelæsninger, samtaler og i diskussionen med sig selv, f.eks. i hans dagbøger, at Wittgenstein drøfter det religiøse. At de religiøse betragtninger således ikke optræder i værker, han selv intenderede for publikation, og at de ofte er nedskrevet i mere personlige sammenhænge, betyder til gengæld, at der er et behov for at reflektere over disse betragtningers status; en refleksion som man finder i flere af artiklerne i nærværende antologi. Der er dog også en dybere pointe med den personlige karakter af mange af de religiøse bemærkninger, for Wittgenstein mener netop, at spørgsmålet om det religiøse er noget, som man nødvendigvis er nødt til at nærme sig gennem overvejelser, der udspringer fra et konkret, levet menneskeliv. Således skriver han:
Kristendommen er ingen lære, jeg mener, ingen teori om, hvad der er sket, og hvad der vil ske med menneskets sjæl, men en beskrivelse af en faktisk hændelse, der finder sted i menneskets liv. For ‘erkendelsen af synden’ er en faktisk hændelse, ligesom fortvivlelsen og forløsningen gennem troen er det. (KV, 40; 1937)
Ifølge Wittgenstein vil en abstrakt teori, om f.eks. kristendommen, aldrig kunne bibringe os den korrekte forståelse af det religiøse. I stedet mener han, at man må begynde med at se på religiøsiteten, som den udfolder sig i den enkeltes liv og i vores fælles erfaringer. Det mest nærliggende liv for Wittgenstein at undersøge er naturligt nok hans eget. Det betyder, at han, som Steen Brock bemærker det i sin artikel, bruger sig selv som et eksempel på, hvordan et menneske skal kæmpe for at forlige sig med troen.
Men selvom man har påvist muligheden af at behandle Wittgensteins religiøse overvejelser, er det også relevant at spørge om, hvorfor man skal interessere sig for disse. Jeg mener, at der i hvert fald er ét tema i Wittgensteins bemærkninger, som gør dem specielt relevante i dag. Wittgenstein beskriver nemlig en personlig søgen efter det religiøse, som afspejler en udbredt tendens i dag. Selvom der tales meget om, hvordan dansk kultur er formet af et grundlæggende kristent livssyn, udgør dette for mange mennesker netop blot et vagt værdigrundlag – ikke nogen egentlig religiøs livsform. Mange vokser op uden at tro eller kirke er en integreret del af deres hverdag. De kender og forstår f.eks. udelukkende folkekirken som en mulighed, der formløst optræder i deres liv. Tidens individualiserede opfattelse af religion er dermed ikke nødvendigvis et udslag af egoistisk individualisme. I stedet finder det enkelte menneske sig placeret i en situation, hvor hun selv må kæmpe for at finde en tilgang til det religiøse, der kan (gen)skabe kristendommens forbindelse til det liv, hun allerede lever. I Wittgensteins begreber kan man udtrykke det således, at hvis troen er en faktisk hændelse i menneskets liv, er det for mange svært at finde eller give plads til denne hændelse. Måske fordi de ikke har konkrete erfaringer med det religiøse, eller måske fordi de besidder en vis skepsis overfor folkekirken som formidler af troen. Selvom man som Wittgenstein mere eller mindre eksplicit mener, at religiøsitet, for overhovedet at have et indhold, må spille en reel rolle i ens liv, vil mange i udgangspunktet ikke vide, hvad det vil sige, fordi de på ethvert praktisk område af deres liv er verdsligt opdraget. Individualiseringen af det religiøse kan dermed også ses som et tegn på, at kirken i dag for manges vedkommende ikke magter at tilbyde tilgængelige forestillinger om det religiøse.
Ifølge Wittgenstein kan den enkeltes stræben efter et religiøst udtryk imidlertid også række ud over jagten på et passende religiøst tilbud. Han ser nemlig også denne stræben som udtryk for et nødvendigt træk ved religiøs tro som sådan. At tro er for Wittgenstein at tage imod og fastholde en ændring af hele grundlaget for ens tilværelse. Da han fremhæver den aktive »fastholdelse« som det centrale i troen, anser han ideen om, at man kan forsøge at nærme sig troen gennem en passiv overtagelse af en etableret religiøs praksis for at være en misforståelse. I en bemærkning fra sidst i hans liv prøver Wittgenstein at udtrykke denne holdning:
Det forekommer mig, at en religiøs tro kun kunne være noget i stil med en lidenskabelig beslutten-sig for et referencesystem. […] En lidenskabelig hagen sig fast i denne opfattelse. Og instruktionen i en religiøs tro måtte altså være fremstillingen, beskrivelsen af dette referencesystem og samtidig en appel til samvittigheden. Og disse to ting måtte til sidst bevirke, at den instruerede selv, ud fra sit eget referencesystem, fattede det religiøse lidenskabeligt. (KV, 75; 1947)
Et centralt begreb i ovenstående er lidenskab. Uden den enkeltes lidenskabelige fastholdelse af, »beslutten-sig for« eller »hagen sig fast i« det religiøse gives der ingen tro. Samtidig understreger Wittgenstein, hvordan det religiøse ikke er et bestemt indhold, man etablerer i sit liv, men i stedet et referencesystem, en »måde at bedømme livet på«.
Man kan belyse dette ved hjælp af en sammenligning. Hvis man beslutter sig for at leve sundt, så ændrer man indholdet i sit liv: Man skifter chips ud med gulerødder, man tager cyklen